< Job 30 >
1 Pero ahora se ríen de mí personas mucho más jóvenes que yo; personas a cuyos padres no pondría a trabajar con mis perros pastores.
Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.
2 Son demasiado débiles para serme útiles y están agotados.
Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.
3 Adelgazados por el hambre y la necesidad, tratan de comer la tierra seca en el desierto oscuro y desolado.
De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;
4 Allí recogen hierbas del desierto y las hojas de los arbustos, y comen las raíces de las retamas.
de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;
5 Fueron expulsados de la comunidad.
de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;
6 La gente gritaba tras ellos como si fueran ladrones. Tienen que vivir en barrancos peligrosos, en cuevas y entre las rocas.
de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;
7 Gritan como animales entre los arbustos; se acurrucan entre la maleza para refugiarse.
imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.
8 Son gente insensata, sin nombre, que ha sido expulsada de la tierra.
Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.
9 Pero ahora se burlan de mí en sus cantos; ¡me he convertido en un chiste para ellos!
Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.
10 Me desprecian y rehúyen; no dudan en escupirme a la cara.
De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.
11 Dios ha aflojado la cuerda de mi arco y me ha humillado.
Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.
12 La chusma se levanta contra mí, y me hace correr; como una ciudad sitiada planifican formas de destruirme.
Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;
13 Cortan mi vía de escape; provocan mi caída y lo hacen sin ayuda de nadie.
de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;
14 Entran por una amplia brecha; se precipitan mientras el muro se derrumba.
de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.
15 Me invaden los terrores; mi honor se lo lleva el viento; mi salvación se desvanece como una nube.
Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.
16 Y ahora mi vida se desvanece; cada día la desesperación me atenaza.
Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.
17 Por la noche mis huesos agonizan; el dolor me roe y no cesa.
Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.
18 Dios me agarra bruscamente por la ropa; me tira del cuello de la camisa.
Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.
19 Me ha arrojado al barro; me ha humillado como polvo y ceniza.
Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
20 Dios, clamo a ti, pero no respondes; me presento ante ti, pero ni siquiera te fijas en mí.
Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.
21 Te has vuelto cruel conmigo; usas tu poder para hacerme sufrir.
Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.
22 Me levantas y me llevas en el viento; me arrojas en el torbellino.
Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.
23 Sé que me llevas a la muerte, al lugar donde van todos los vivos.
Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.
24 ¿Quién querría dar una patada a un hombre cuando está abatido, cuando claman por ayuda en su momento de dificultad?
Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?
25 ¿No lloré por los que pasaban por momentos difíciles? ¿No me afligí por lo que sufrían los pobres?
Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?
26 Pero cuando busqué el bien, sólo vino el mal, y cuando esperé la luz, todo lo que vino fue oscuridad.
Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.
27 En mi interior hay confusión, nunca se detiene; me enfrento a días de desesperación.
Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.
28 Estoy tan deprimido; ver el sol no ayuda. Me pongo de pie en la asamblea y clamo por ayuda.
Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.
29 Soy como un hermano de los chacales, un compañero de los búhos.
Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.
30 Mi piel se ennegrece sobre mí; y mis huesos arden dentro de mí.
Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.
31 Mi lira sólo toca canciones tristes, y mi pipa es la voz de los que lloran.
Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.