< Job 14 >

1 “La vida es corta y está llena de problemas,
Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;
2 como una flor que florece y se marchita, como una sombra pasajera que pronto desaparece.
han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, staar ikke fast.
3 ¿Acaso te fijas en mí, Dios? ¿Por qué tienes que arrastrarme a los tribunales?
Og paa ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!
4 ¿Quién puede sacar algo limpio de lo impuro? Nadie.
Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!
5 Tú has determinado cuánto tiempo viviremos: el número de meses, un límite de tiempo para nuestras vidas.
Naar hans Dages Tal er fastsat, hans Maaneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,
6 Así que déjanos tranquilos y danos un poco de paz, para que, como el obrero, podamos disfrutar de unas horas de descanso al final del día.
tag saa dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!
7 “Incluso un árbol cortado tiene la esperanza de volver a brotar, de echar brotes y seguir viviendo.
Thi for et Træ er der Haab: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;
8 Aunque sus raíces envejezcan en la tierra y su tronco muera en el suelo,
ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:
9 sólo un hilo de agua hará que brote y se ramifique como una planta joven.
lugter det Vand, faar det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;
10 “Pero los seres humanos mueren, su fuerza disminuye; perecen, y ¿dónde están entonces?
men dør en Mand, er det ude med ham, udaander Mennesket, hvor er han da?
11 Como el agua que se evapora de un lago y un río que se seca y desaparece,
Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,
12 así los seres humanos se acuestan y no vuelven a levantarse. NO despertarán de su sueño hasta que los cielos dejen de existir.
saa lægger Manden sig, rejser sig ikke, vaagner ikke, før Himlen forgaar, aldrig vækkes han af sin Søvn.
13 “Quisiera que me escondieran en el Seol; escóndeme allí hasta que tu ira desaparezca. Fija allí un tiempo definido para mí, y acuérdate de mi. (Sheol h7585)
Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu! (Sheol h7585)
14 ¿Volverán a vivir los muertos? Entonces tendría esperanza durante todo mi tiempo de angustia hasta que llegue mi liberación.
Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;
15 Me llamarías y yo te respondería; me añorarías, al ser que has creado.
du skulde kalde — og jeg skulde svare — længes imod dine Hænders Værk!
16 Entonces me cuidarías y no me vigilarías para ver si peco.
Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,
17 Mis pecados estarían sellados en una bolsa y tú cubrirías mi culpa.
forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.
18 “Pero así como las montañas se desmoronan y caen, y las rocas se derrumban;
Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,
19 así como el agua desgasta las piedras, como las inundaciones arrastran el suelo, así destruyes la esperanza que tienen los pueblos.
som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, saa har du udslukt Menneskets Haab.
20 Los dominas continuamente y desaparecen; distorsionas sus rostros al morir y entonces los despides.
For evigt slaar du ham ned, han gaar bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.
21 Sus hijos pueden llegar a ser importantes o caer de sus puestos, pero ellos no saben ni se enteran de nada de esto.
Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;
22 Cuando la gente muere sólo conoce su propio dolor y está triste por sí misma”.
ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.

< Job 14 >