< Job 14 >
1 “La vida es corta y está llena de problemas,
Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro.
2 como una flor que florece y se marchita, como una sombra pasajera que pronto desaparece.
Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke.
3 ¿Acaso te fijas en mí, Dios? ¿Por qué tienes que arrastrarme a los tribunales?
Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom.
4 ¿Quién puede sacar algo limpio de lo impuro? Nadie.
Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.
5 Tú has determinado cuánto tiempo viviremos: el número de meses, un límite de tiempo para nuestras vidas.
Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride:
6 Así que déjanos tranquilos y danos un poco de paz, para que, como el obrero, podamos disfrutar de unas horas de descanso al final del día.
Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glæde sig ved sin Dag.
7 “Incluso un árbol cortado tiene la esperanza de volver a brotar, de echar brotes y seguir viviendo.
Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke.
8 Aunque sus raíces envejezcan en la tierra y su tronco muera en el suelo,
Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet,
9 sólo un hilo de agua hará que brote y se ramifique como una planta joven.
saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante.
10 “Pero los seres humanos mueren, su fuerza disminuye; perecen, y ¿dónde están entonces?
Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da?
11 Como el agua que se evapora de un lago y un río que se seca y desaparece,
Vand løber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør:
12 así los seres humanos se acuestan y no vuelven a levantarse. NO despertarán de su sueño hasta que los cielos dejen de existir.
Saaledes lægger og at Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.
13 “Quisiera que me escondieran en el Seol; escóndeme allí hasta que tu ira desaparezca. Fija allí un tiempo definido para mí, y acuérdate de mi. (Sheol )
Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen! (Sheol )
14 ¿Volverán a vivir los muertos? Entonces tendría esperanza durante todo mi tiempo de angustia hasta que llegue mi liberación.
Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom.
15 Me llamarías y yo te respondería; me añorarías, al ser que has creado.
Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning!
16 Entonces me cuidarías y no me vigilarías para ver si peco.
Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd.
17 Mis pecados estarían sellados en una bolsa y tú cubrirías mi culpa.
Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning.
18 “Pero así como las montañas se desmoronan y caen, y las rocas se derrumban;
Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flytter sig fra sit Sted;
19 así como el agua desgasta las piedras, como las inundaciones arrastran el suelo, así destruyes la esperanza que tienen los pueblos.
Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet.
20 Los dominas continuamente y desaparecen; distorsionas sus rostros al morir y entonces los despides.
Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare.
21 Sus hijos pueden llegar a ser importantes o caer de sus puestos, pero ellos no saben ni se enteran de nada de esto.
Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke.
22 Cuando la gente muere sólo conoce su propio dolor y está triste por sí misma”.
For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler.