Job 7
1 Milicia es la vida del hombre sobre la tierra; como los del jornalero son sus días.
Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?
2 Como el siervo suspira por la sombra, y como el jornalero espera su salario;
Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,
3 así heredé meses de calamidad, y noches de dolor me tocaron en suerte.
saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.
4 Si me acuesto, digo: “¿Cuándo me levantaré?” Mas la noche es larga, y me canso, dándome vuelta hasta el alba.
Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.
5 Mi carne está cubierta de gusanos y de una costra de barro; mi piel se rompe y se deshace.
Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.
6 Mis días pasan más ligeros que la lanzadera, y desaparecen sin esperanza.
Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.
7 Acuérdate de que mi vida es un soplo; mis ojos ya no verán la felicidad.
Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.
8 No me verá más el ojo del que ahora me ve; apenas tus ojos me ven, y ya no subsisto.
Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.
En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol h7585)
10 No volverá más a su casa, ni le reconocerá su lugar.
Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.
11 Por eso, no refrenaré mi lengua, hablaré en la angustia de mi espíritu, me quejaré en la amargura de mi alma.
Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
12 ¿Soy yo el mar, o algún monstruo marino, para que me tengas encerrado con guardias?
Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?
13 Cuando digo: Mi lecho me consolará, mi cama aliviará mi pesar,
Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,
14 entonces me aterras con sueños, y me espantas con visiones.
da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,
15 Por eso prefiero ser ahogado, deseo la muerte para estos mis huesos.
saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.
16 Tengo asco; no quiero vivir más; déjame, ya que mi vida es un soplo.
Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!
17 ¿Qué es el hombre, para que tanto le estimes, y fijes en él tu atención,
Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?
18 para que le visites cada mañana, y a cada momento le pruebes?
og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?
19 ¿Cuándo cesarás de mirarme, y me das tiempo para tragar mi saliva?
Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?
20 Si he pecado, ¿qué te he hecho con eso, oh Guardador de los hombres? ¿Por qué me pones por blanco a mí, que soy una carga para mí mismo?
Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?
21 ¿Por qué no perdonas mi pecado ni borras mi iniquidad? Pues pronto me dormiré en el polvo; y si me buscas, ya no existiré.”
Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.
