Job 4

1 Entonces Elifaz temanita tomó la palabra y dijo:

Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:

2 “¿Te molestará por ventura si osamos hablarte? Mas ¿quién puede contener las palabras?

Om man vilde forsøge et Ord paa dig, skulde du vel kedes derved? men hvo kan holde sig fra at tale?

3 Mira, tú has enseñado a muchos, y a las manos débiles dabas fuerza.

Se, du har undervist mange og styrket de trætte Hænder;

4 Tus palabras sostenían a los que tropezaban, fortalecías las rodillas que vacilaban.

dine Ord have oprejst den faldne, og du har styrket de bøjede Knæ;

5 Y ahora que a ti te ha llegado el turno, estás abatido; si Él te toca a ti, quedas turbado.

men nu, det kommer til dig, da kedes du derved; det rammer dig, og du forfærdes!

6 ¿No existe ya tu temor (a Dios), tu confianza, ni esperanza, y la rectitud de tu vida?

Var ikke din Gudsfrygt dit Haab og dine Vejes Renhed din Fortrøstning?

7 Recuerda bien si pereció jamás inocente alguno, ¿y dónde han sido exterminados los justos?

Kære, tænk dig om, hvor er en uskyldig gaaet til Grunde? eller hvor ere de oprigtige udslettede?

8 Por lo que siempre he visto, los que aran la iniquidad y siembran el mal, eso mismo cosechan,

Saa vidt jeg har set, komme de, som pløje Uret, og de, som udsaa Møje, til at høste ind derefter:

9 Perecen al soplo de Dios, los consume el aliento de su ira.

De omkomme for Guds Aande og fortæres af hans Vredes Aand.

10 El bramido del león, la voz del rugiente, y los dientes del leoncillo se quiebran.

Løvens Brøl og den grumme Løves Røst hører op, og de unge Løvers Tænder ere knuste;

11 Perece el león por falta de presa, y los cachorros de la leona andan dispersos.

Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løvindens Unger adspredes.

12 En el silencio me llegó una palabra, mi oído solo percibió un murmullo.

Men mig er et Ord tilbragt hemmeligt, og mit Øre fattede en sagte Lyd deraf

13 Agitado por visiones nocturnas, cuando en profundo sueño caen los hombres,

i Tanker, fremkaldte ved Syner om Natten, naar dyb Søvn falder paa Folk;

14 se apoderó de mí un susto y espanto que estremeció todos mis huesos.

da kom Frygt og Bævelse paa mig og bragte mine Ben til at skælve;

15 Pasó por delante de mí un espíritu que erizó los pelos de mi cuerpo.

og en Aand gik frem for mit Ansigt; Haarene rejste sig paa mit Legeme;

16 Se detuvo, pero no pude conocer su rostro; estaba cual espectro ante mis ojos; y en el silencio oí una voz (que decía):

den blev staaende, og jeg kunde ikke kende dens Skikkelse; der svævede et Billede for mine Øjne; det var stille, og jeg hørte en Røst:

17 «¿Acaso el hombre es más justo que Dios? ¿el mortal más puro que su Hacedor?»

Mon et Menneske kan holdes retfærdigt for Gud? monne en Mand være ren for den, som skabte ham?

18 Si Él ni de sus mismos ministros se fía, y aun en sus ángeles descubre faltas,

Se, han tror ikke paa sine Tjenere, og sine Engle tillægger han Daarskab,

19 ¿cuánto más en los que habitan en casas de barro, cuyos fundamentos son de polvo y serán roídos (como) por la polilla?

endsige da dem, som bo i Lerhuse, og hvis Grundvold er i Støvet; man kan støde dem smaa før Møl;

20 De la noche a la mañana son exterminados, perecen para siempre sin que nadie repare en ello.

fra Morgen og indtil Aften sønderknuses de; uden at der er nogen, som lægger det paa Hjerte, gaa de til Grunde.

21 Se les corta el hilo de su (vida); mueren sin sabiduría.

Farer ikke deres Herlighed, som var i dem, bort? ja, de dø, men ikke i Visdom.