Job 32
1 Desistieron aquellos tres hombres de responder a Job; porque este estaba convencido de su inocencia.
Da lode disse tre Mænd af at svare Job, efterdi han var retfærdig i sine egne Øjne.
2 Entonces montó en cólera Eliú, hijo de Baraquel bucita, de la familia de Ram. Montó en cólera contra Job, porque pretendía ser más justo que Dios.
Men Vreden optændtes hos Elihu, Busiten, Barakels Søn, af Rams Slægt, hans Vrede optændtes imod Job, fordi han vilde holde sin Sjæl retfærdig over for Gud.
3 Se irritó también contra sus tres amigos, por cuanto no habían hallado qué contestar a Job, y con todo lo condenaban.
Hans Vrede optændtes ogsaa imod hans tre Venner, fordi de ikke fandt paa noget Svar og alligevel holdt Job for ugudelig.
4 Siendo ellos de mayor edad que él, Eliú había tardado en contestar a Job.
Men Elihu havde biet efter, at Job skulde ende sine Ord; thi hine vare ældre af Aar end han.
5 Mas cuando vio que no había más respuesta en la boca de aquellos tres hombres, se indignó sobremanera. Tomó Eliú, hijo de Baraquel, bucita, la palabra y dijo:
Der Elihu saa, at der var intet Svar i de tre Mænds Mund, da optændtes hans Vrede.
6 “Siendo yo joven, y vosotros ancianos, tuve miedo, y no me atreví a manifestar mi parecer.
Saa svarede Elihu, Busiten, Barakels Søn, og sagde: Jeg er ung af Aar, men I ere bedagede Mænd; derfor undsaa jeg mig og frygtede for at kundgøre eder min Kundskab.
7 Yo me decía: Los días han de hablar, y en los muchos años se dará a conocer la sabiduría.
Jeg sagde: Lad Dagene tale, og Aars Mangfoldighed kundgøre Visdom!
8 Pero hay espíritu que reside en el hombre; es el soplo del Todopoderoso el que les da la inteligencia.
Sandelig, det er Aanden i Mennesket og den Almægtiges Aande, som gør ham forstandig.
9 No es lo mismo ser viejo que sabio, no son (siempre) los ancianos los que entienden de justicia.
De alderstegne ere ikke altid vise, ej heller forstaa de gamle altid Retten.
10 Por eso dije: Escuchadme; quiero también yo manifestar mi parecer.
Derfor siger jeg: Hør paa mig; ogsaa jeg vil kundgøre min Kundskab.
11 He aquí que he esperado mientras hablabais, di oídos a vuestros razonamientos hasta el fin de vuestra disputa.
Se, jeg biede efter eders Ord, jeg vendte mine Øren til eders forstandige Tale, indtil I kunde faa udgrundet, hvad I vilde tale.
12 Sí, os he prestado atención, más ninguno ha convencido a Job; ninguno de vosotros sabe responder a sus palabras.
Og jeg har agtet nøje paa eder, men se, der var ingen af eder, som gendrev Job, og som kunde svare paa hans Tale,
13 No digáis, pues: «Hemos hallado la sabiduría; es Dios quien le castiga, y no hombre alguno.»
at I ikke skulde sige: Vi have fundet Visdom; Gud, men ikke et Menneske, kan fælde ham.
14 No contra mí ha dirigido él sus palabras; y yo no voy a contestarle con vuestros argumentos.
Men imod mig har han ikke stillet sin Tale, og med eders Ord vil jeg ikke give ham Svar.
15 Desconcertados ya no responden nada, faltándoles otras palabras.
De ere blevne forskrækkede, de kunne ikke svare mere, borte ere Ordene for dem.
16 He esperado hasta que se callasen, hasta que quedasen atascados sin poder contestar.
Og jeg biede, thi de talte ikke; ja, de stode der, de svarede ikke mere.
17 Comenzaré yo a hablar, manifestaré por mi parte mi saber.
Nu vil jeg ogsaa svare for min Del, ogsaa jeg vil kundgøre min Kundskab.
18 Pues lleno estoy de palabras, me aprieta el espíritu en mi interior.
Thi jeg er fuld af Taler; Aanden i mit Indre trænger paa.
19 Mi pecho es como vino encerrado, cual odre nuevo pronto a reventar.
Se, mit Indre er som Vin, for hvilken der ikke er aabnet, det maa sprænges som nye Læderflasker.
20 Hablaré para desahogarme; abriré mis labios y responderé.
Jeg maa tale, at jeg kan faa Luft, jeg maa oplade mine Læber og svare.
21 No haré acepción de personas, no adularé a ningún mortal.
Ikke vil jeg anse nogens Person, og jeg vil ikke smigre for noget Menneske;
22 Pues no sé adular; (si lo hiciera), dentro de poco me llevaría mi Creador.”
thi jeg forstaar ikke at smigre; lettelig vilde min Skaber rive mig bort.
