Psalmi 71
1 K tebi, Gospod, pribegam, sram me ne bodi nikdar.
HERRE, jeg lider på dig, lad mig aldrig i evighed skuffes.
2 Po pravici tvoji ótmi me in oprosti me; nagni k meni uho svoje in réši me.
Frels mig og udfri mig i din Retfærdighed, du bøjede dit Øre til mig;
3 Bodi mi skala, na kateri naj prebivam, kamor naj zahajam vedno; zapoved si dal, da naj se rešim, ker skala moja si in trdnjava moja.
red mig og vær mig en Tilflugtsklippe, en Klippeborg til min Frelse; thi du er min Klippe og Borg!
4 Bog moj, reši me iz roke njegove, ki dela nepravično in neusmiljeno.
Min Gud, fri mig ud af gudløses Hånd, af Niddings og Voldsmands Kløer;
5 Ker ti si nada moja, Bog Gospod; upanje moje od moje mladosti.
thi du er mit Håb, o Herre! Fra min Ungdom var HERREN min Tillid;
6 Nate se opiram od poroda; od osrčja matere moje odtrgal si me tí; v tebi je hvala moja neprestano.
fra Moders Skød har jeg støttet mig til dig, min Forsørger var du fra Moders Liv, dig gælder altid min Lovsang.
7 Kakor čudo bil sem mnogim; tako si mi krepko zavetje.
For mange står jeg som mærket af Gud, men du er min stærke Tilflugt;
8 Napolnijo naj se s hvalo tvojo usta moja, ves dan sè slavo tvojo.
min Mund er fuld af din Lovsang, af din Ære Dagen lang.
9 Ne zavrzi me o starosti času; ko peša krepost moja, ne zapústi me;
Forkast mig ikke i Alderdommens Tid og svigt mig ikke, nu Kraften svinder;
10 Ker sovražniki moji govoré o meni, in oni, ki prežé na dušo mojo, posvetujejo se vkup,
thi mine Fjender taler om mig, de der lurer på min Sjæl, holder Råd:
11 Govoreč: Bog ga zapušča, podite in zgrabite ga; ker ni ga, da bi ga rešil.
"Gud har svigtet ham! Efter ham! Grib ham, thi ingen frelser!"
12 Bog, ne bivaj daleč od mene, Bog moj, na pomoč mi hiti.
Gud, hold dig ikke borte fra mig, il mig til Hjælp, min Gud;
13 Osramoté se naj in poginejo nasprotniki duše moje; pokrijejo naj se z nečastjo in sramoto, kateri iščejo hudega meni.
lad dem blive til Skam og Skændsel, dem, der står mig imod, lad dem hylles i Spot og Spe, dem, der vil mig ondt!
14 Jaz pa sem v nadi neprestano o vsej hvali tvoji, in bodem stanoviten.
Men jeg, jeg vil altid håbe, blive ved at istemme din Pris;
15 Usta moja hočejo oznanjati pravico tvojo, vsak dan blaginjo tvojo: dasi ne znam števil njenih.
min Mund skal vidne om din Retfærd, om din Frelse Dagen lang; thi jeg kender ej Ende derpå.
16 Poprijel se bodem vsake kreposti, Bog Gospod; oznanjal bodem pravico samega tebe.
Jeg vil minde om den Herre HERRENs Vælde, lovsynge din Retfærd, kun den alene.
17 Bog, učil si me od mladosti moje, in do sedaj sem oznanjal čuda tvoja.
Gud, du har vejledt mig fra min Ungdom af, dine Undere har jeg forkyndt til nu;
18 Torej tudi toliko časa, ko sem star in siv, Bog, ne zapústi me; dokler bodem oznanjal roko tvojo temu rodu, vsakemu prihodnjemu rodu krepost tvojo.
indtil Alderdommens Tid og de grånende Hår svigte du mig ikke, o Gud. End skal jeg prise din Arm for alle kommende Slægter.
19 Ker pravica tvoja, Bog, seza do višav; ker stvari delaš velike, Bog; kdó je tebi enak?
Din Vælde og din Retfærdighed når til Himlen, o Gud; du, som øvede store Ting, hvo er din Lige, Gud?
20 Ker potem ko si dal, da sem izkusil stiske velike in hude, poživljaš me zopet, in iz brezen zemlje daješ da zopet vstajam.
Du, som lod os skue mange fold Trængsel og Nød, du kalder os atter til Live og drager os atter af Jordens Dyb;
21 Velikost mojo množiš, in ustaviš se ter me tolažiš.
du vil øge min Storhed og atter trøste mig.
22 Tudi jaz te bodem slavil sè strunami, in zvestobo tvojo, moj Bog; prepeval ti bodem s citrami, o svetnik Izraelov!
Til Gengæld vil jeg til Harpespil prise din Trofasthed, min Gud, lege på Citer for dig, du Israels Hellige;
23 Pevale bodo ustne moje, ko ti bodem prepeval, in duša moja, k si jo otél.
juble skal mine Læber - ja, jeg vil lovsynge dig og min Sjæl, som du udløste;
24 Tudi jezik moj bode vsak dan oznanjal pravico tvojo, ker bodo se sramovali, ker sè sramoto bodo obliti, ki iščejo hudega meni.
også min Tunge skal Dagen igennem forkynde din Retfærd, thi Skam og Skændsel får de, som vil mig ilde.
