Psalmi 22

1 Načelniku godbe o prvi zarji; psalm Davidov. Bog moj mogočni, Bog moj mogočni, zakaj si me zapustil? daleč od blaginje moje, od stoka mojega besed?

Til Sangmesteren. Efter »Morgenrødens Hind«. En Salme af David.

2 Bog moj, zakaj me ne uslišiš, ko te kličem podnevi? in ponoči ni mi pokoja.

Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern.

3 Saj si vendar svet, stanoviten, popolna hvala Izraelova.

Min Gud, jeg raaber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile.

4 Tebi so zaupali očetje naši; zaupali so, in osvobodil si jih.

Og dog er du den hellige, som troner paa Israels Lovsange.

5 K tebi so vpili, in oteti so bili, v té so zaupali in ni jih bilo sram.

Paa dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem;

6 Jaz pa sem črv, in ne mož; sramota ljudém in zaničevanje ljudstvu.

de raabte til dig og frelstes, forlod sig paa dig og blev ikke til Skamme.

7 Vsi, ki me vidijo, namrdavajo se mi; režé se, glavó majó:

Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe;

8 H Gospodu pribega, reši ga naj; otmè ga naj, ker ima veselje nad njim.

alle, der ser mig, haaner mig, vrænger Mund og ryster paa Hovedet:

9 Saj ti si, ki si me potegnil iz materinega telesa, storil si, da sem brez skrbi živel na prsih matere svoje.

»Han har væltet sin Sag paa HERREN; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham.«

10 K tebi sem bil zagnan od rojstva, od telesa matere moje bodi Bog moj mogočni.

Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst;

11 Ne bivaj daleč od mene, ko je blizu stiska, ko ni pomočnika.

paa dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud.

12 Obdajajo me junci mnogi, krepki junci Bazanski obsipljejo me.

Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper!

13 Žrelo svoje odpirajo zoper mene, kakor lev zgrabljiv in rujoveč.

Stærke Tyre staar omkring mig, Basans vældige omringer mig,

14 Kakor voda se razlivam, in vse kosti moje se razklepajo; srce moje je podobno vosku, taja se v osrčji mojem.

spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende Løver.

15 Moja moč je suha kakor čepinja, in jezik moj se prijemlje neba mojega, in devaš me v smrtni prah.

Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet paa mig;

16 Ker obdali so me psi; hudobnikov krdela so me obsula; prebodli so moje roke in noge moje.

min Gane er tør som et Potteskaar, til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv.

17 Seštel bi lahko vse svoje kosti; oni gledajo, ozirajo se v mé.

Thi Hunde staar omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder,

18 Oblačila moja delé med seboj, in za suknjo mojo mečejo kocko.

jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de paa mig.

19 Ti torej, Gospod, ne bivaj daleč, krepost moja, hiti na pomoč mojo.

Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod.

20 Otmi meča dušo mojo, psa edino mojo.

Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp!

21 Reši me žrela levovega, in rogov samorogov, uslišavši me.

Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste af Hundes Vold!

22 Ime tvoje bodem oznanjal bratom svojim; sredi zbora bodem te hvalil:

Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.

23 Vi, ki se bojite Gospoda, hvalite ga; vse seme Jakobovo hvali ga; in boj se ga vse seme Izraelovo.

Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i Forsamlingen:

24 Ker ne zameta in ne zaničuje siromaštva siromakovega, in pred njim ne skriva obličja svojega; temuč ko vpije do njega, usliši ga.

»I, som frygter HERREN, pris ham, ær ham; al Jakobs Æt, bæv for ham, al Israels Æt!

25 O dobrotah tvojih bode hvala moja v zboru velikem; obljube svoje bodem opravljal v pričo njih, ki se ga bojé.

Thi han foragtede ikke, forsmaaede ikke den armes Raab, skjulte ikke sit Aasyn for ham, men hørte, da han raabte til ham!«

26 Jedli bodejo krotki in nasitili se; hvalili bodejo Gospoda, kateri ga iščejo; srce vaše bode živelo vekomaj.

Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri mine Løfter iblandt de fromme;

27 Spomnijo se in povrnejo se h Gospodu vse meje zemlje, in priklonijo se pred teboj vse družine narodov.

de ydmyge skal spise og mættes; hvo HERREN søger, skal prise ham; deres Hjerte leve for evigt!

28 Ker Gospodovo je kraljestvo samo, in gospostvo ima nad narodi.

Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Aasyn;

29 Jedli bodo in priklanjali se vsi zemlje bogatini; pred njim bodejo padali, katerikoli pojdejo dol v prah; kateri ni ohranil duše svoje v življenji.

thi HERRENS er Riget, han er Folkenes Hersker.

30 Teh seme bode ga čestilo, prištevalo se bode Gospodu vsak čas.

De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Aasyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live.

31 Prihajali bodo in oznanjali pravico njegovo ljudstvu, ki se rodi, da je pravičen.

Ham skal Efterkommerne tjene; om HERREN skal tales til Slægten, der kommer; de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb ind.