Psalmi 88
1 Oh Gospod Bog, rešitev moje duše, pred teboj sem klical dan in noč.
(En Sang. En Salme af Koras Sønner. Til Sangmesteren. Al-mahalat-leannot. En Maskil af Ezraitten Heman.) HERRE min Gud, jeg råber om dagen, om Natten når mit Skrig til dig;
2 Naj moja molitev pride predte, svoje uho nagni k mojemu klicu,
lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, til mit Klageråb låne du Øre!
Thi min Sjæl er mæt af Lidelser, mit Liv er Dødsriget nær, (Sheol h7585)
4 Prištet sem s tistimi, ki gredo dol v jamo. Sem kakor človek, ki nima moči.
jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med,
5 Svoboden med mrtvimi, kakor umorjeni, ki ležijo v grobu, ki se jih ne spominjaš več in so iztrebljeni iz tvoje roke.
kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Hånd er de revet.
6 Položil si me v najglobljo jamo, v temo, v globine.
Du har lagt mig i den underste Grube, på det mørke, det dybe Sted;
7 Tvoj bes trdno leži na meni in prizadel si me z vsemi svojimi valovi. (Sela)
tungt hviler din Vrede på mig, alle dine Brændinger lod du gå over mig. (Sela)
8 Mojega znanca si postavil daleč od mene, njim si me naredil [za] ogabnost; zaprt sem in ne morem priti ven.
Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gå ud,
9 Moje oko žaluje zaradi stiske; Gospod, vsak dan sem klical k tebi, svoje roke sem iztegoval k tebi.
mit Øje er sløvt af Vånde. Hver Dag, HERRE, råber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig.
10 Hočeš mrtvim pokazati čudeže? Mar bodo mrtvi vstali in te hvalili? (Sela)
Gør du Undere for de døde, står Skyggerne op og takker dig? (Sela)
11 Bo tvoja ljubeča skrbnost oznanjena v grobu? Ali tvoja zvestoba v propadu?
Tales der om din Nåde i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed?
12 Bodo tvoji čudeži spoznani v temi? In tvoja pravičnost v deželi pozabljivosti?
Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land?
13 Toda jaz sem klical k tebi, oh Gospod in zjutraj te bo moja molitev prestregla.
Men jeg, o HERRE, jeg råber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde.
14 Gospod, zakaj zavračaš mojo dušo? Zakaj skrivaš svoj obraz pred menoj?
Hvorfor forstøder du, HERRE, min Sjæl og skjuler dit Åsyn for mig?
15 Prizadet sem in od svoje mladosti pripravljen umreti; medtem ko trpim tvoje strahote, sem raztresen.
Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom;
16 Tvoj kruti bes gre prek mene, tvoje strahote so me uničile.
din Vredes Luer går over mig, dine Rædsler har lagt mig øde,
17 Vsak dan so prišli okoli mene kakor voda, skupaj so me obkrožali.
som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig;
18 Ljubega in prijatelja si postavil daleč od mene in mojega znanca v temo.
Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte.
