Psalmi 77

1 S svojim glasom sem klical k Bogu, celó s svojim glasom k Bogu in mi je prisluhnil.

Til songmeisteren, for Jedutun; ein salme av Asaf. Eg ropar til Gud, og eg vil skrika; eg ropar til Gud, og han vil venda øyra til meg.

2 Na dan svoje stiske sem iskal Gospoda. Moja vnetja so se gnojila ponoči in niso odnehala. Moja duša je odklanjala, da bi bila potolažena.

Den Dagen eg er i naud, søkjer eg Herren, um natti retter eg ut handi, og ho vert ikkje trøytt, mi sjæl vil ikkje lata seg trøysta.

3 Spomnil sem se Boga in bil vznemirjen. Pritoževal sem se in moj duh je bil nadvladan. (Sela)

Eg vil koma Gud i hug og sukka, eg vil tenkja etter, og mi ånd vanmegtast. (Sela)

4 Moje oči držiš budne. Tako sem vznemirjen, da ne morem govoriti.

Du held augo mine vakande, eg er uroleg og talar ikkje.

5 Preudarjal sem [o] dneh iz davnine, letih starodavnih časov.

Eg tenkjer på fordoms dagar, på lengst framfarne år.

6 Spominjam se svoje pesmi ponoči. Posvetujem se s svojim lastnim srcem in moj duh je storil marljivo preiskavo.

Eg vil koma i hug min strengleik um natti, i mitt hjarta vil eg grunda, og mi ånd vil ransaka.

7 ›Ali bo Gospod za vedno zavračal ali ne bo več naklonjen?

Vil Herren æveleg støyta burt? vil han ikkje lenger visa nåde?

8 Je njegovo usmiljenje popolnoma odšlo za vedno? Ali njegova obljuba odpove na vékomaj?

Er det for all tid ute med hans miskunn? Hev hans lovnad vorte upp i inkje frå ætt til ætt?

9 Je Bog pozabil biti milostljiv? Ali je v jezi zaprl svoja nežna usmiljenja?‹ (Sela)

Hev Gud gløymt å vera nådig? Eller hev han i vreide stengt for sin godhug? (Sela)

10 Rekel sem: »To je moja šibkost, toda spominjal se bom let desnice Najvišjega.«

Eg segjer: Dette er mi plåga, det er år frå høgre handi til den Høgste.

11 Spominjal se bom Gospodovih del. Zagotovo se bom spominjal tvojih čudežev od davnine.

Eg vil forkynna Herrens gjerningar, for eg vil minnast dine under frå fordoms tid.

12 Premišljeval bom tudi o vsem tvojem delu in govoril o tvojih dejanjih.

Og eg vil tenkja etter alt ditt verk, og på dine store gjerningar vil eg grunda.

13 Tvoja pot, oh Bog, je v svetišču. Kdo je tako velik Bog kakor naš Bog?

Gud, i heilagdom er din veg, kven er ein gud, stor som Gud?

14 Ti si Bog, ki dela čudeže. Med ljudstvom si oznanil svojo moč.

Du er den Gud som gjer under; du hev kunngjort din styrke millom folkeslagi.

15 S svojim laktom si odkupil svoje ljudstvo, Jakobove in Jožefove sinove. (Sela)

Du hev løyst ditt folk ut med velde, borni åt Jakob og Josef. (Sela)

16 Vode so te videle, oh Bog, vode so te videle, bile so prestrašene. Tudi globine so bile vznemirjene.

Vatni såg deg, Gud, vatni såg deg og bivra, ja, djupi skalv.

17 Oblaki so izlivali vodo, nebo je pošiljalo zvok, tudi tvoje puščice so šle daleč.

Skyerne gav vatn, himmelen dunde, ja, dine piler flaug ikring.

18 Zvok tvojega groma je bil na nebu, bliski so razsvetljevali zemeljski [krog], zemlja je trepetala in se tresla.

Di tora dunde i kvervelstormen, eldingar lyste upp jordriket, jordi skalv og riste.

19 Tvoja pot je na morju in tvoja steza v velikih vodah in tvoje stopinje niso znane.

I havet gjekk din veg, og dine stigar gjenom store vatn, og dine fotspor vart ikkje kjende.

20 Svoje ljudstvo vodiš kakor trop z Mojzesovo in Aronovo roko.

Du førde ditt folk som ei hjord ved handi åt Moses og Aron.