Psalmi 74
1 Oh Bog, zakaj nas zavračaš za vedno? Zakaj se tvoja jeza kadi proti ovcam tvoje paše?
(En maskil af Asaf.) Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evig, hvi ryger din Vrede mod Hjorden, du røgter?
2 Spomni se svoje skupnosti, ki si jo odkupil od davnine, palico svoje dediščine, ki si jo odkupil, to goro Sion, kjer prebivaš.
Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, - du udløste den til din Ejendoms Stamme - Zions Bjerg, hvor du har din Bolig.
3 Dvigni svoja stopala k neprestanim opustošenjem, celó vsemu kar je sovražnik zlobnega storil v svetišču.
Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde.
4 Tvoji sovražniki rjovijo v sredi tvojih skupnosti, svoje zastave so postavili za znamenja.
Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn deri.
5 Človek je bil slaven, če je nad debela drevesa dvigoval sekire.
Det så ud, som når man løfter Økser i Skovens Tykning.
6 Toda sedaj so s sekirami in kladivi takoj zlomili rezljano delo le-tega.
Og alt det udskårne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer.
7 Ogenj so vrgli v tvoje svetišče, s podrtjem do tal so omadeževali bivališče tvojega imena.
På din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig.
8 V svojih srcih so rekli: »Skupaj jih uničimo.« V deželi so požgali vse Božje sinagoge.
De tænkte: "Til Hobe udrydder vi dem!" De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet.
9 Ne vidimo svojih znamenj. Nobenega preroka ni več niti tukaj med nami ni nobenega, ki ve doklej.
Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os.
10 Oh Bog, doklej bo nasprotnik grajal? Mar bo sovražnik na veke preklinjal tvoje ime?
Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at håne dit Navn?
11 Zakaj umikaš svojo roko, celó svojo desnico? Iztrgaj jo iz svojega naročja.
Hvorfor holder du din Hånd tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold?
12 Kajti Bog je moj Kralj od davnine, ki dela rešitev duš v sredi zemlje.
Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet.
13 S svojo močjo si razdelil morje. Razbijaš glave zmajem v vodah.
Du kløvede Havet med Vælde, knuste på Vandet Dragernes Hoved;
14 Razbijaš glave leviatána na koščke in ga daješ, da postane hrana ljudstvu, ki prebiva v divjini.
du søndrede Hovederne på Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr;
15 Združil si studenec in morje, osušuješ mogočne reke.
Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme;
16 Dan je tvoj, tudi noč je tvoja, pripravil si svetlobo in sonce.
din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol,
17 Določil si vse meje zemlje. Naredil si poletje in zimo.
du fastsatte alle Grænser på Jord, du frembragte Sommer og Vinter.
18 Spomni se, da je sovražnik grajal, oh Gospod in da je nespametno ljudstvo izrekalo bogokletje proti tvojemu imenu.
Kom i Hu, o HERRE, at Fjenden har hånet, et Folk af Dårer har spottet dit Navn!
19 Oh ne izročaj duše svoje grlice množici zlobnih. Ne pozabi skupnosti svojih ubogih na veke.
Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv;
20 Ozri se k zavezi, kajti temni kraji zemlje so polni prebivališč krutosti.
se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger.
21 Oh naj se zatirani ne vrne osramočen. Naj ubog in pomoči potreben hvalita tvoje ime.
Lad ej den fortrykte gå bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn!
22 Vstani, oh Bog, zagovarjaj svojo lastno pravdo. Spomni se, kako te nespameten človek dnevno graja.
Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af bårer,
23 Ne pozabi glasu svojih sovražnikov. Hrup teh, ki vstajajo zoper tebe, se nenehno povečuje.
lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm!
