Psalmi 42

1 Kakor jelen hlepi za vodnimi potoki, tako moja duša hrepeni po tebi oh Bog.

Til Sangmesteren; en Undervisning; af Koras Børn.

2 Mojo dušo žeja po Bogu, po živem Bogu. Kdaj bom prišel in se pojavil pred Bogom?

Ligesom en Hjort skriger efter Vandstrømme, saa skriger min Sjæl til dig, o Gud!

3 Moje solze so mi bile hrana dan in noč, medtem ko mi nenehno pravijo: »Kje je tvoj Bog?«

Min Sjæl tørster efter Gud, efter den levende Gud; naar skal jeg dog komme og ses for Guds Ansigt?

4 Ko se spominjam teh besed, v sebi izlivam svojo dušo, kajti odšel sem z množico, z njimi sem šel k Božji hiši, z glasom radosti in hvale, z množico, ki je praznovala sveti dan.

Min Graad er bleven mit Brød Dag og Nat, da man siger til mig den ganske Dag: Hvor er din Gud?

5 Zakaj si potrta, oh moja duša? In zakaj si vznemirjena v meni? Upaj v Boga, kajti še ga bom hvalil zaradi pomoči njegovega obličja.

Det vil jeg komme i Hu og udøse min Sjæl i mit Inderste: At jeg gik frem med Hoben og gik af Sted med den til Guds Hus, med Frydeskrigs- og Taksigelsesrøst, i den Hob, som holdt Højtid.

6 Oh moj Bog, moja duša je v meni potrta, zatorej se te spominjam iz jordanske in hermonske dežele, s hriba Micár.

Hvorfor nedbøjer du dig, min Sjæl, og bruser i mit Indre? bi efter Gud, thi jeg skal endnu takke ham for Frelsen for hans Ansigt.

7 Brezno kliče breznu ob zvoku tvojih vodnih tornadov. Vsi tvoji valovi in tvoji veliki valovi so šli čezme.

Min Gud! min Sjæl nedbøjer sig i mit Inderste; derfor kommer jeg dig i Hu fra Jordans Land og Hermon, fra det lille Bjerg.

8 Vendar bo Gospod podnevi zapovedal svoji ljubeči skrbnosti in ponoči bo njegova pesem z menoj in moja molitev k Bogu mojega življenja.

Afgrund raaber til Afgrund efter Lyden af dine Sluser, alle dine Brændinger og dine Bølger ere gaaede over mig.

9 Rekel bom Bogu, svoji skali: »Zakaj si me pozabil? Zakaj hodim in žalujem zaradi sovražnikovega zatiranja?«

Herren skal befale sin Miskundhed om Dagen, og om Natten skal hans Sang være hos mig, en Bøn til mit Livs Gud.

10 Kakor z mečem v moje kosti me grajajo moji sovražniki, medtem ko mi vsak dan pravijo: »Kje je tvoj Bog?«

Jeg vil sige til Gud, min Klippe: Hvorfor har du glemt mig? hvorfor maa jeg gaa i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger mig?

11 Zakaj si potrta, oh moja duša? In zakaj si vznemirjena znotraj mene? Upaj v Boga, kajti še bom hvalil njega, ki je zdravje mojega obličja in moj Bog.

Under Dødssmerterne i mine Ben forhaane mine Fjender mig, idet de sige den ganske Dag til mig: Hvor er din Gud? Hvorfor nedbøjer du dig, min Sjæl? hvorfor bruser du i mit Indre? Bi efter Gud; thi jeg skal endnu takke ham, mit Ansigts Frelse og min Gud.