Psalmi 39

1 Rekel sem: »Pazil bom na svoje poti, da ne bom grešil s svojim jezikom. Ko bo zlobni pred menoj, bom svoja usta držal z uzdo.«

Til Sangmesteren. Til Jedutun. En Salme af David.

2 Bil sem nem s tišino, molčal sem, celó pred dobrim in moja bridkost je bila razvneta.

Jeg sagde: »Mine Veje vil jeg vogte paa, saa jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, saa længe den gudløse er mig nær!«

3 Moje srce je bilo vroče znotraj mene, medtem ko sem razglabljal, je zagorel ogenj, potem sem spregovoril s svojim jezikom:

Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgaa tomme Ord, men min Smerte naged,

4 » Gospod, daj mi spoznati moj konec in mero mojih dni, kolikšna je, da lahko spoznam, kako slaboten sem.

mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.

5 Glej, moje dneve si naredil kakor dlan in moja starost je kakor nič pred teboj. Resnično, vsak človek v svojem najboljšem stanju je povsem ničevost.« (Sela)

Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Maal af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!

6 Zagotovo vsak človek hodi v prazni podobi, zagotovo so zaman vznemirjeni. Kopiči bogastva, pa ne ve, kdo jih bo pobral.

Se, i Haandsbredder maalte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Aandepust staar hvert Menneske der. (Sela)

7 In sedaj, Gospod, kaj [naj] pričakujem? Moje upanje je v tebi.

Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der faar det.

8 Osvobodi me pred vsemi mojimi prestopki. Ne naredi me [za] grajo nespametnim.

Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Haab staar ene til dig.

9 Bil sem nem, svojih ust nisem odprl, ker si ti to storil.

Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Daarer!

10 Umakni svoj udarec proč od mene. Použit sem z zamahom tvoje roke.

Jeg tier og aabner ikke min Mund, du voldte det jo.

11 Kadar za krivičnost z grajanjem korigiraš človeka, storiš, da njegova lepota shira kakor molj. Zagotovo je vsak človek ničevost. (Sela)

Borttag din Plage fra mig, under din vældige Haand gaar jeg til.

12 Usliši mojo molitev, oh Gospod in pazljivo prisluhni mojemu vpitju; ob mojih solzah ne molči. Kajti jaz sem tujec s teboj in začasni prebivalec, kakor so bili vsi moji očetje.

Naar du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Aandepust er hvert Menneske. (Sela)

13 Oh prizanesi mi, da lahko obnovim moč, preden grem naprej in ne bom več.

Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Taarer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. Se bort fra mig, saa jeg kvæges, før jeg gaar bort og ej mer er til!