Psalmi 2

1 Zakaj besnijo pogani in ljudstvo domišlja prazno stvar?

Hvorfor fnyser Hedninger, hvi pønser Folkefærd på hvad fåfængt er?

2 Kralji zemlje so se usmerili in vladarji se skupaj posvetujejo zoper Gospoda in zoper njegovega maziljenca, rekoč:

Jordens Konger rejser sig, Fyrster samles til Råd mod HERREN og mod hans Salvede:

3 »Pretrgajmo njihove vezi in odvrzimo njihove vrvi od sebe.«

"Lad os sprænge deres Bånd og kaste Rebene af os!"

4 Tisti, ki sedi v nebesih, se bo smejal. Gospod jih bo imel v posmeh.

Han, som troner i Himlen, ler, Herren, han spotter dem.

5 Potem jim bo govoril v svojem besu in jih nadlegoval v svojem bridkem nezadovoljstvu.

Så taler han til dem i Vrede, forfærder dem i sin Harme:

6 »Vendarle sem jaz postavil svojega kralja na svoji sveti gori Sion.«

"Jeg har dog indsat min Konge på Zion, mit hellige Bjerg!"

7 Oznanil bom odlok. Gospod mi je rekel: »Ti si moj Sin. Ta dan sem te rodil.

Jeg kundgør HERRENs Tilsagn. Han sagde til mig: "Du er min Søn, jeg har født dig i Dag!

8 Zahtevaj od mene in dal ti bom pogane za tvojo dediščino in najbolj oddaljene kraje zemlje za tvojo posest.

Bed mig, og jeg giver dig Hedningefolk til Arv og den vide Jord i Eje;

9 Zdrobil jih boš z železno palico, raztreščil jih boš na koščke kakor lončarjevo posodo.«

med Jernspir skal du knuse dem og sønderslå dem som en Pottemagers Kar!"

10 Zatorej bodite sedaj modri, oh vi kralji. Dajte se poučiti, vi sodniki zemlje.

Og nu, I Konger, vær kloge, lad eder råde, I Jordens Dommere,

11 Gospodu služite s strahom in veselite se s trepetanjem.

tjener HERREN i Frygt, fryd jer med Bæven!

12 Poljubite Sina, da ne bi bil jezen in ne izginete iz poti, ko je njegov bes le malo razvnet. Blagoslovljeni so vsi, ki svoje upanje položijo vanj.

Kysser Sønnen, at ikke han vredes og I forgår! Snart blusset hans Vrede op. Salig hver den, der lider på ham!