Psalmi 142

1 S svojim glasom sem klical h Gospodu, s svojim glasom sem storil svojo ponižno prošnjo h Gospodu.

(En Maskil af David, da han var i hulen. En Bøn.) Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,

2 Svojo pritožbo sem izlil pred njim, pred njim sem pokazal svojo stisko.

udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.

3 Ko je bil moj duh znotraj mene nadvladan, tedaj ti poznaš mojo pot. Na stezi, po kateri sem hodil, so zame na skrivnem postavili zanko.

Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

4 Pogledal sem na svojo desnico in zagledal, toda ni bilo človeka, ki bi me poznal. Zatočišče se mi je izneverilo, noben človek ni skrbel za mojo dušo.

Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

5 Klical sem k tebi, oh Gospod. Rekel sem: »Ti si moje zatočišče in moj delež v deželi živih.«

HERRE, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

6 Prisluhni mojemu joku, kajti zelo sem ponižan. Osvobodi me pred mojimi preganjalci, kajti močnejši so od mene.

Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig;

7 Privedi mojo dušo iz ječe, da bom lahko hvalil tvoje ime. Pravični me bodo obdali, kajti radodarno boš postopal z menoj.

udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig.