Psalmi 137

1 Ob babilonskih rekah, tam smo se usedli; da, jokali smo, ko smo se spominjali Siona.

Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu.

2 Svoje harfe smo obesili na vrbe v njegovi sredi.

Vi hængte vore Harper i Landets Pile.

3 Kajti tam so tisti, ki so nas odvedli proč ujete, od nas zahtevali pesem in tisti, ki so nas opustošili, so od nas zahtevali veselje, rekoč: »Zapojte nam eno izmed sionskih pesmi.«

Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!"

4 Kako naj bi v tuji deželi peli Gospodovo pesem?

Hvor kan vi synge HERRENs Sange på fremmed Grund?

5 Če jaz pozabim tebe, oh Jeruzalem, naj moja desnica pozabi svojo spretnost.

Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!

6 Če se te jaz ne spomnim, naj se moj jezik prilepi k nebu mojih ust, če ne povišam Jeruzalema nad svojo glavno radost.

Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!

7 Spomni se, oh Gospod, na Jeruzalemov dan otrok Edóma, ki so rekli: »Izbrišite ga, izbrišite ga, celo do njegovih temeljev.«

HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!"

8 Oh hči babilonska, ki boš uničena, srečen bo tisti, ki te poplača, kakor si nam ti služila.

Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!

9 Srečen bo tisti, ki zgrabi in trešči tvoje malčke ob kamne.

Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!