Žalostinke 3

1 Jaz sem človek, ki je videl stisko s palico njegovega besa.

Jeg er den, der så nød ved hans vredes ris,

2 Vodil me je in me privedel v temo, toda ne v svetlobo.

mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,

3 Zagotovo je obrnjen zoper mene; svojo roko je obračal zoper mene ves dan.

ja, Hånden vender han mod mig Dagen lang.

4 Postaral je moje meso in mojo kožo, zlomil je moje kosti.

Mit Bød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,

5 Zidal je zoper mene in me obdal z žolčem in muko.

han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,

6 Postavil me je v temne kraje, kakor tiste, ki so mrtvi od davnine.

lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.

7 Ogradil me je naokoli, da ne morem priti ven. Mojo verigo je naredil težko.

Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.

8 Tudi ko jokam in vpijem, on ustavlja mojo molitev.

Om jeg end råber og skriger, min Bøn er stængt ude.

9 Moje steze je obdal s klesanim kamnom, moje poti je storil sprijene.

Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne kroge.

10 Bil mi je kakor medved, ki preži v zasedi in kakor lev na skrivnih krajih.

Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;

11 Moje poti je obrnil vstran in me raztrgal. Naredil me je zapuščenega.

han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;

12 Upognil je svoj lok in me postavil kakor tarčo za puščico.

han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.

13 Puščicam svojega tula je storil, da vstopijo v mojo notranjost.

Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne på mig;

14 Bil sem v posmeh vsemu svojemu ljudstvu in ves dan njihova pesem.

hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,

15 Nasičeval me je z grenkobo, opijanjal me je s pelinom.

med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.

16 Prav tako je moje zobe zlomil z ostrimi kamni, pokril me je s pepelom.

Mine Tænder lod han bide i Flint, han trådte mig i Støvet;

17 Mojo dušo si odstranil daleč stran od miru. Pozabil sem uspevanje.

han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken

18 Rekel sem: »Moja moč in moje upanje je izginilo od Gospoda,

og sagde: "Min Livskraft, mit Håb til HERREN er ude."

19 spominjajoč se moje stiske in moje bede, pelina in žolča.

At mindes min Vånde og Flakken er Malurt og Galde;

20 Moja duša jih ima še vedno v spominu in je ponižana v meni.

min Sjæl, den mindes det grant den grubler betynget.

21 To si ponovno kličem v svoj um, zato imam upanje.

Det lægger jeg mig på Sinde, derfor vil jeg håbe:

22 To je od Gospodovih milosti, da nismo použiti, ker njegova sočutja ne odnehajo.

HERRENs Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,

23 Ta so nova vsako jutro. Velika je tvoja zvestoba.

hans Nåde er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.

24 Gospod je moj delež, pravi moja duša, zato bom upal vanj.

Min Del er HERREN, (siger min Sjæl, ) derfor håber jeg på ham.

25 Gospod je dober vsem tistim, ki čakajo nanj; duši, ki ga išče.

Dem, der bier på HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;

26 Dobro je, da bi človek upal in tiho čakal na Gospodovo rešitev duše.

det er godt at håbe i Stilhed på HERRENs Frelse,

27 Dobro je za človeka, da nosi jarem v svoji mladosti.

godt for en Mand, at han bærer Åg i sin Ungdom.

28 Sedi sam in molči, ker ga je nosil na sebi.

Han sidde ensom og tavs, når han lægger det på ham;

29 Svoja usta polaga v prah, morda bi bilo lahko še upanje.

han trykke sin Mund mod Støvet, måske er der Håb.

30 Svoje lice daje tistemu, ki ga udarja, napolnjen je z grajo.

Række Kind til den, der slår ham, mættes med Hån.

31 Kajti Gospod ne bo zavrgel na veke,

Thi Herren bortstøder ikke for evigt,

32 toda čeprav je povzročil žalost, bo vendar imel sočutje glede na množico svojih usmiljenj.

har han voldt Kvide, så ynkes han, stor er hans Nåde;

33 Kajti on ni voljan prizadeti niti užalostiti človeških otrok.

ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.

34 Da bi pod svojimi stopali zdrobil vse jetnike zemlje,

Når Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,

35 da bi odvrnil človekovo pravico pred obrazom Najvišjega,

når Mandens Ret for den Højestes Åsyn bøjes,

36 da človeka spodkoplje v njegovi pravdi, [tega] Gospod ne odobrava.

når en Mand lider Uret i sin Sag mon Herren ej ser det?

37 Kdo je tisti, ki pravi in se to zgodi, ko Gospod tega ne zapove?

Hvo taler vel, så det sker, om ej Herren byder?

38 Iz ust Najvišjega ne izhaja zlo in dobro?

Kommer ikke både ondt og godt fra den Højestes Mund?

39 Zakaj se živeči človek pritožuje, človek zaradi kaznovanja svojih grehov?

Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!

40 Preiščimo in preizkusimo svoje poti in se ponovno obrnimo h Gospodu.

Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,

41 Vzdignimo svoja srca s svojimi rokami k Bogu v nebesih.

løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;

42 Pregrešili smo se in uprli. Ti nisi oprostil.

vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,

43 Pokril si [nas] s svojo jezo in nas preganjal. Umoril si, nisi se usmilil.

men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skånsel,

44 Pokril si se z oblakom, da naša molitev ne bi šla skozi.

hylled dig i Skyer, så Bønnen ej nåed frem;

45 Naredil si nas kakor izvržek in zavrnitev v sredi ljudstev.

til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.

46 Vsi naši sovražniki so odprli svoja usta zoper nas.

De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.

47 Strah in zanka sta prišla nad nas, opustošenje in uničenje.

Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;

48 Moje oko teče navzdol z rekami voda, zaradi uničenja hčere mojega ljudstva.

Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.

49 Moje oko se izliva in ne preneha, brez kakršnegakoli predaha,

Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,

50 dokler Gospod ne pogleda dol in ne pogleda iz nebes.

før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.

51 Moje oko prizadeva moje srce, zaradi vseh hčera mojega mesta.

Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.

52 Moji sovražniki so me boleče preganjali kakor ptico, brez vzroka.

Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,

53 Moje življenje so odsekali v grajski ječi in name vrgli kamen.

de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;

54 Vode so mi tekle čez glavo; potem sem rekel: »Odsekan sem.«

Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: "Fortabt!"

55 Klical sem k tvojemu imenu, oh Gospod, iz globine grajske ječe.

Dit Navn påkaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;

56 Slišal si moj glas. Ne skrivaj svojega ušesa ob mojem dihanju, ob mojem klicu.

du hørte min Røst: "O, gør dig ej døv for mit Skrig!"

57 Priteguješ me na dan, ko sem klical k tebi. Ti praviš: »Ne boj se.«

Nær var du den Dag jeg kaldte, du sagde: "Frygt ikke!"

58 Oh Gospod, zagovarjal si pravde moje duše, odkupil si moje življenje.

Du førte min Sag, o Herre, genløste mit Liv;

59 Oh Gospod, videl si mojo krivico. Ti sodi mojo pravdo.

HERRE, du ser, jeg lider Uret. skaf mig min Ret!

60 Videl si vse njihovo maščevanje in vse njihove zamisli zoper mene.

Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,

61 Slišal si njihovo grajo, oh Gospod in vse njihove zamisli zoper mene;

du hører deres Smædeord HERRE, deres Rænker imod mig,

62 ustnice tistih, ki se vzdigujejo zoper mene in njihovo premišljevanje zoper mene ves dan.

mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.

63 Glej, njihovo usedanje in njihovo vzdigovanje; jaz sem njihova glasba.

Se dem, når de sidder eller står, deres Nidvise er jeg.

64 Vrni jim povračilo, oh Gospod, glede na delo njihovih rok.

Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,

65 Daj jim bridkost srca, svoje prekletstvo nad njimi.

gør deres Hjerte forhærdet din Forbandelse over dem!

66 Preganjaj jih in jih uniči v jezi izpod Gospodovih nebes.

forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.