< Žalostinke 3 >

1 Jaz sem človek, ki je videl stisko s palico njegovega besa.
Teg er den Mand, som saa Elendighed ved hans Vredes Ris.
2 Vodil me je in me privedel v temo, toda ne v svetlobo.
Mig ledede og førte han ind i Mørke og ikke til Lys.
3 Zagotovo je obrnjen zoper mene; svojo roko je obračal zoper mene ves dan.
Kun imod mig vendte han atter og atter sin Haand den ganske Dag.
4 Postaral je moje meso in mojo kožo, zlomil je moje kosti.
Han gjorde mit Kød og min Hud gammel; han sønderbrød mine Ben.
5 Zidal je zoper mene in me obdal z žolčem in muko.
Han byggede imod mig og omgav mig med Galde og Møje.
6 Postavil me je v temne kraje, kakor tiste, ki so mrtvi od davnine.
Han lod mig bo i de mørke Steder som dem, der ere døde i al Evighed.
7 Ogradil me je naokoli, da ne morem priti ven. Mojo verigo je naredil težko.
Han tilmurede for mig, og jeg kan ikke komme ud, han gjorde min Lænke svar.
8 Tudi ko jokam in vpijem, on ustavlja mojo molitev.
Naar jeg end skriger og raaber, lukker han til for min Bøn.
9 Moje steze je obdal s klesanim kamnom, moje poti je storil sprijene.
Han har tilmuret mine Veje med hugne Stene, han har gjort mine Stier krogede.
10 Bil mi je kakor medved, ki preži v zasedi in kakor lev na skrivnih krajih.
Han er bleven mig som en Bjørn, der ligger paa Lur, som en Løve i Skjul.
11 Moje poti je obrnil vstran in me raztrgal. Naredil me je zapuščenega.
Han lod mine Veje bøje af, og saa sønderrev han mig; han lagde mig øde.
12 Upognil je svoj lok in me postavil kakor tarčo za puščico.
Han spændte sin Bue og stillede mig som Maalet for Pilen.
13 Puščicam svojega tula je storil, da vstopijo v mojo notranjost.
Han lod Pile af sit Kogger trænge ind i mine Nyrer.
14 Bil sem v posmeh vsemu svojemu ljudstvu in ves dan njihova pesem.
Jeg er bleven alt mit Folk til Latter, deres Spottesang den ganske Dag.
15 Nasičeval me je z grenkobo, opijanjal me je s pelinom.
Han mættede mig med beske Urter, „han gav mig rigelig Malurt at drikke
16 Prav tako je moje zobe zlomil z ostrimi kamni, pokril me je s pepelom.
og lod mine Tænder bide i Grus, han nedtrykte mig i Aske.
17 Mojo dušo si odstranil daleč stran od miru. Pozabil sem uspevanje.
Og du bortstødte min Sjæl fra Fred, jeg har glemt det gode.
18 Rekel sem: »Moja moč in moje upanje je izginilo od Gospoda,
Og jeg sagde: Borte er min Kraft, og hvad jeg forventede fra Herren.
19 spominjajoč se moje stiske in moje bede, pelina in žolča.
Kom min Elendighed og min Landflygtighed i Hu: Malurt og Galde!
20 Moja duša jih ima še vedno v spominu in je ponižana v meni.
Min Sjæl kommer det ret i Hu og er nedbøjet i mit Indre.
21 To si ponovno kličem v svoj um, zato imam upanje.
Dette vil jeg tage mig til Hjerte, derfor vil jeg haabe:
22 To je od Gospodovih milosti, da nismo použiti, ker njegova sočutja ne odnehajo.
Det er Herrens Miskundhed, at vi ikke ere fortærede; thi hans Barmhjertighed har ingen Ende.
23 Ta so nova vsako jutro. Velika je tvoja zvestoba.
Den er ny hver Morgen, din Trofasthed er stor.
24 Gospod je moj delež, pravi moja duša, zato bom upal vanj.
Herren er min Del, siger min Sjæl, derfor vil jeg haabe til ham.
25 Gospod je dober vsem tistim, ki čakajo nanj; duši, ki ga išče.
Herren er god imod dem, som bie efter ham, imod den Sjæl, som spørger efter ham.
26 Dobro je, da bi človek upal in tiho čakal na Gospodovo rešitev duše.
Det er godt, at man haaber og er stille til Herrens Frelse.
27 Dobro je za človeka, da nosi jarem v svoji mladosti.
Det er en Mand godt, at han bærer Aag i sin Ungdom.
28 Sedi sam in molči, ker ga je nosil na sebi.
Han vil sidde ene og tie; thi han lægger det paa ham.
29 Svoja usta polaga v prah, morda bi bilo lahko še upanje.
Han vil trykke sin Mund imod Støvet, om der maaske kunde være Forhaabning.
30 Svoje lice daje tistemu, ki ga udarja, napolnjen je z grajo.
Han vil vende Kinden imod den, som slaar ham, han vil mættes med Forhaanelse.
31 Kajti Gospod ne bo zavrgel na veke,
Thi Herren skal ikke forkaste evindelig.
32 toda čeprav je povzročil žalost, bo vendar imel sočutje glede na množico svojih usmiljenj.
Thi dersom han bedrøver, da skal han dog forbarme sig efter sin store Miskundhed.
33 Kajti on ni voljan prizadeti niti užalostiti človeških otrok.
Thi det er ikke af sit Hjerte, at han plager og bedrøver Menneskens Børn.
34 Da bi pod svojimi stopali zdrobil vse jetnike zemlje,
For at knuse alle de bundne paa Jorden under sine Fødder,
35 da bi odvrnil človekovo pravico pred obrazom Najvišjega,
for at bøje en Mands Ret for den Højestes Ansigt,
36 da človeka spodkoplje v njegovi pravdi, [tega] Gospod ne odobrava.
for at forvende et Menneskes Retssag — skuer Herren ikke ned.
37 Kdo je tisti, ki pravi in se to zgodi, ko Gospod tega ne zapove?
Hvo er den, som har sagt noget, saa at det skete, uden at Herren befaler det?
38 Iz ust Najvišjega ne izhaja zlo in dobro?
Mon Lykke og Ulykke ikke udgaa af den Højestes Mund?
39 Zakaj se živeči človek pritožuje, človek zaradi kaznovanja svojih grehov?
Hvorfor klager et Menneske som lever? — enhver for sine Synder!
40 Preiščimo in preizkusimo svoje poti in se ponovno obrnimo h Gospodu.
Lader os ransage vore Veje og efterspore dem og vende om til Herren!
41 Vzdignimo svoja srca s svojimi rokami k Bogu v nebesih.
Lader os opløfte vort Hjerte tillige med vore Hænder til Gud i Himmelen!
42 Pregrešili smo se in uprli. Ti nisi oprostil.
Vi, vi have syndet og været genstridige, du tilgav ikke.
43 Pokril si [nas] s svojo jezo in nas preganjal. Umoril si, nisi se usmilil.
Du tildækkede os med Vrede og forfulgte os, ihjelslog, sparede ikke,
44 Pokril si se z oblakom, da naša molitev ne bi šla skozi.
Du skjulte dig med en Sky, at ingen Bøn kunde trænge igennem.
45 Naredil si nas kakor izvržek in zavrnitev v sredi ljudstev.
Du gjorde os til Skarn og Udskud midt iblandt Folkene.
46 Vsi naši sovražniki so odprli svoja usta zoper nas.
Alle vore Fjender opspilede deres Mund imod os.
47 Strah in zanka sta prišla nad nas, opustošenje in uničenje.
Der var Forfærdelse og Gru for os, Ødelæggelse og Undergang.
48 Moje oko teče navzdol z rekami voda, zaradi uničenja hčere mojega ljudstva.
Mit Øje rinder med Vandbække over mit Folks Datters Undergang.
49 Moje oko se izliva in ne preneha, brez kakršnegakoli predaha,
Mit Øje strømmer og bliver ikke stille, der er ingen Afladelse,
50 dokler Gospod ne pogleda dol in ne pogleda iz nebes.
indtil Herren skuer ned og ser til fra Himmelen.
51 Moje oko prizadeva moje srce, zaradi vseh hčera mojega mesta.
Mit Øje voldte min Sjæl Smerte over alle min Stads Døtre.
52 Moji sovražniki so me boleče preganjali kakor ptico, brez vzroka.
Hart jagede mig som en Fugl de, der vare mine Fjender uden Grund.
53 Moje življenje so odsekali v grajski ječi in name vrgli kamen.
De bragte mit Liv til at vorde stille i Graven og kastede en Sten over mig.
54 Vode so mi tekle čez glavo; potem sem rekel: »Odsekan sem.«
Der strømmede Vand ned over mit Hoved, jeg sagde: Det er forbi med mig.
55 Klical sem k tvojemu imenu, oh Gospod, iz globine grajske ječe.
Jeg kaldte paa dit Navn, Herre! fra Graven, i det dybe.
56 Slišal si moj glas. Ne skrivaj svojega ušesa ob mojem dihanju, ob mojem klicu.
Du har hørt min Røst; tilluk ej dit Øre for mit Suk, for mit Raab!
57 Priteguješ me na dan, ko sem klical k tebi. Ti praviš: »Ne boj se.«
Du holdt dig nær den Dag, jeg kaldte paa dig, du sagde: Frygt ikke!
58 Oh Gospod, zagovarjal si pravde moje duše, odkupil si moje življenje.
Herre! du har udført min Sjæls Sag, du har udløst mit Liv.
59 Oh Gospod, videl si mojo krivico. Ti sodi mojo pravdo.
Herre! du har set den Uret, som sker mig, døm i min Sag!
60 Videl si vse njihovo maščevanje in vse njihove zamisli zoper mene.
Du har set al deres Hævn, alle deres Tanker imod mig.
61 Slišal si njihovo grajo, oh Gospod in vse njihove zamisli zoper mene;
Herre! du har hørt deres haanende Tale, alle deres Tanker imod mig,
62 ustnice tistih, ki se vzdigujejo zoper mene in njihovo premišljevanje zoper mene ves dan.
mine Modstanderes Ord og deres Anslag imod mig den ganske Dag.
63 Glej, njihovo usedanje in njihovo vzdigovanje; jaz sem njihova glasba.
Sku, hvorledes de sidde, og hvorledes de staa op; jeg er deres Spottesang.
64 Vrni jim povračilo, oh Gospod, glede na delo njihovih rok.
Du skal gengælde dem, Herre! efter deres Hænders Gerning.
65 Daj jim bridkost srca, svoje prekletstvo nad njimi.
Du skal give dem et Dække over Hjertet, din Forbandelse hører dem til.
66 Preganjaj jih in jih uniči v jezi izpod Gospodovih nebes.
Du skal forfølge dem i Vrede, og ødelægge dem, at de ikke ere under Herrens Himmel.

< Žalostinke 3 >