Job 9
1 Potem je Job odgovoril in rekel:
Men Job svarede og sagde:
2 »Vem, to je tako res. Toda kako bi človek mogel biti pravičen z Bogom?
Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud?
3 Če se hoče pričkati z njim, mu ne more odgovoriti eno od tisočih.
Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde.
4 On je moder v srcu in mogočen v moči; kdo se je utrdil zoper njega in je uspel?
Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred?
5 Ki odstranja gore in ne vedo, ki jih prevrača v svoji jezi.
han, som flytter Bjergene, inden de mærke til det, han, som omkaster dem i sin Vrede;
6 Ki trese zemljo iz njenega kraja in njeni stebri trepetajo.
han, som bevæger Jorden fra dens Sted, og dens Piller bæve;
7 Ki zapoveduje soncu in ta ne vzhaja in pečati zvezde.
han, som taler til Solen, og den gaar ikke op, og som sætter Segl for Stjernerne;
8 Ki sam razprostira nebo in stopa po valovih morja.
han er ene den, som udbreder Himmelen, og som træder paa Havets Bølger;
9 Ki dela Arktur, Orion, Gostosevce in južne sobe.
han, som gjorde Bjørnen, Orion, og Syvstjernen og Stjernekamrene imod Syden;
10 Ki dela velike stvari neodkrite, da, in čudeže brez števila.
han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige Ting, saa der ikke er Tal derpaa!
11 Glej! Hodi poleg mene, jaz pa ga ne vidim; gre tudi naprej, toda jaz ga ne zaznavam.
Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg mærker ham ikke.
12 Glej, odvzema, kdo ga lahko ovira? Kdo mu bo rekel: ›Kaj delaš?‹
Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du?
13 Če Bog ne bo umaknil svoje jeze, se ponosni pomočniki sklonijo pod njim.
Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.
14 Kako mnogo manj bi mu jaz mogel odgovoriti in izbrati svoje besede, da razpravljam z njim?
Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham.
15 Kateremu, čeprav bi bil pravičen, vendar ne bi mogel odgovoriti, temveč bi naredil ponižno prošnjo svojemu sodniku.
Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommer.
16 Če sem klical in mi je odgovoril, vendar ne bi verjel, da je prisluhnil mojemu glasu.
Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst.
17 Kajti lomi me z viharjem in brez razloga množi moje rane.
Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag.
18 Ne bo mi pustil, da zajamem sapo, temveč me napolnjuje z grenkobo.
Han vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder.
19 Če govorim o moči, glej, on je močan, če pa o sodbi, kdo mi bo določil čas zagovarjanja?
Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: „Se her!‟ og kom det an paa Ret: „Hvo stævner mig?‟
20 Če jaz sebe opravičim, me bodo moja lastna usta obsodila. Če rečem: ›Jaz sem popoln, ‹ se bo izkazalo, da sem sprevržen.
Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag.
21 Čeprav bi bil popoln, vendar ne bi poznal svoje duše; preziral bi svoje življenje.
Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv.
22 To je ena stvar, zato sem rekel to: ›On uničuje popolnega in zlobnega.‹
Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige.
23 Če nadloga nenadoma ubije, se bo posmehoval ob sojenju nedolžnih.
Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse.
24 Zemlja je dana v roko zlobnega. On zakriva obličja njenih sodnikov. Če ne, kje in kdo je on?
Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da?
25 Torej moji dnevi so hitrejši kakor tekač. Odletijo proč, ničesar dobrega ne vidijo.
Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke set det gode.
26 Minili so kakor nagle ladje, kakor orel, ki hiti k plenu.
De ere fremfarne som ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.
27 Če rečem: ›Pozabil bom svojo pritožbo, prenehal bom s svojo potrtostjo in se potolažil, ‹
Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvæge mig,
28 se bojim vseh svojih bridkosti, vem, da me ne boš imel za nedolžnega.
da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke være uskyldig.
29 Če sem zloben, zakaj se potem trudim zaman?
Jeg skal jo være skyldig! hvorfor skulde jeg da forgæves gøre mig Møje?
30 Če se umijem s snežnico in svoje roke naredim čiste kot še nikoli,
Om jeg end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe,
31 me boš vendar pahnil v jarek in moja lastna oblačila me bodo prezirala.
da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig.
32 Kajti on ni človek, kakor sem jaz, da bi mu odgovoril in bi skupaj prišla na sodbo.
Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinanden for Dommen.
33 Niti ni tukaj kakršnegakoli razsodnika med nama, da bi lahko svojo roko položil na naju oba.
Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge.
34 Naj svojo palico vzame od mene in naj me njegov strah ne straši.
Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!
35 Potem bi govoril in se ga ne bi bal, toda z menoj ni tako.
Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.
