Job 30
1 Toda sedaj me imajo tisti, ki so mlajši od mene, v posmeh, katerih očete bi preziral, da jih postavim s psi svojega tropa.
Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.
2 Da, kako naj mi moč njihovih rok koristi, zrelost je odšla od njih?
Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,
3 Zaradi potrebe in lakote so bili osamljeni. Bežijo v divjino, v prejšnjem času zapuščeno in opustošeno.
tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark
4 Ki sekajo egiptovsko špinačo pri grmih in brinove korenine so njihova hrana.
og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.
5 Pregnani so bili izmed ljudi (za njimi so vpili kakor za tatom),
Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve raabes der efter dem.
6 da prebivajo v pečinah dolin, v zemeljskih votlinah in v skalah.
De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.
7 Med grmovjem so rigali, pod koprivami so bili zbrani skupaj.
De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,
8 Bili so otroci bedakov, da, otroci nizkotnih mož, bili so zlobnejši kakor zemlja.
en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.
9 Sedaj sem njihova pesem, da, jaz sem njihova tarča posmeha.
Men nu er jeg Haansang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;
10 Prezirajo me, bežijo daleč od mene in ne prizanašajo mi pljunka v moj obraz.
de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.
11 Ker je odvezal mojo vrvico in me prizadel, so tudi oni popustili uzdo pred menoj.
Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.
12 Na moji desni roki vstaja mladina. Moja stopala odrivajo in zoper mene so dvignili poti svojega uničenja.
Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slaar de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig;
13 Škodujejo moji stezi, postavili so mojo katastrofo, nobenega pomočnika nimajo.
min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;
14 Prišli so nadme kakor [skozi] široko vrzel vodá. V opustošenju so se zgrnili nadme.
de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,
15 Strahote so se zgrnile nadme. Mojo dušo zasledujejo kakor veter in moja blaginja mineva kakor oblak.
Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.
16 Sedaj je moja duša izlita nadme, polastili so se me dnevi stiske.
Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:
17 Moje kosti so prebodene v meni v nočnem obdobju in moje kite nimajo počitka.
Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.
18 Z veliko silo moje bolezni je moja obleka spremenjena; naokoli me veže kakor ovratnik mojega plašča.
Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.
19 Vrgel me je v blato in postal sem podoben prahu in pepelu.
Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.
20 Kličem k tebi, ti pa me ne slišiš. Vstanem, ti pa se ne oziraš name.
Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du staar der og ænser mig ikke;
21 Do mene si postal krut; s svojo močno roko se nastrojuješ zoper mene.
grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Haand.
22 Vzdiguješ me k vetru, povzročaš mi, da jaham na njem in raztapljaš moje imetje.
Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;
23 Kajti vem, da me boš privedel k smrti in k hiši, določeni za vse živeče.
thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.
24 Vendar svoje roke ne bo iztegnil h grobu, čeprav v svojem uničenju kričijo.
Dog, mon den druknende ej rækker Haanden ud og raaber om Hjælp, naar han gaar under?
25 Mar nisem jokal zaradi tistega, ki je bil v stiski? Mar ni moja duša žalovala za ubogim?
Mon ikke jeg græder over den, som havde det haardt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?
26 Ko sem gledal za dobrim, potem je prišlo k meni zlo. Ko pa sem pričakoval svetlobo, je prišla tema.
Jeg biede paa Lykke, men Ulykke kom, jeg haabed paa Lys, men Mørke kom;
27 Moja notranjost vre in ne počiva. Dnevi stiske so me ovirali.
ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;
28 Odšel sem žalujoč brez sonca. Vstal sem in klical v skupnosti.
trøstesløs gaar jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og raaber;
29 Brat sem zmajem in družabnik sovam.
Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.
30 Moja koža na meni je črna in moje kosti gorijo zaradi vročine.
Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;
31 Tudi moja harfa je obrnjena v žalovanje in moja piščal v glas tistih, ki jokajo.
min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Graad!
