Job 3
1 Po tem je Job odprl svoja usta in preklel svoj dan.
Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag,
2 Job je spregovoril in rekel:
og Job tog til Orde og sagde:
3 »Naj izgine dan, na katerega sem bil rojen in noč, v kateri je bilo rečeno: ›Tukaj je spočet fantek.‹
Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: "Se, en Dreng!"
4 Naj bo ta dan tema. Naj ga Bog od zgoraj ne upošteva niti naj svetloba ne sije nad njim.
Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den stråle ej Lyset frem!
5 Naj ga tema in smrtna senca omadežujeta. Naj oblak prebiva nad njim. Naj ga straši črnina dneva.
Mulm og Mørke løse den ind, Tåge lægge sig over den, Formørkelser skræmme den!
6 Glede tiste noči naj se je polasti tema. Naj ta ne bo pridružena dnevom leta, naj ta ne pride v število mesecev.
Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Årets Dage, den komme ikke i Måneders Tal!
7 Glej, naj bo ta noč osamljena, naj noben radosten glas ne pride vanjo.
Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den!
8 Naj jo prekolnejo tisti, ki preklinjajo dan, ki so pripravljeni dvigniti svoje žalovanje.
De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan";
9 Naj bodo zvezde njene polteme temne; naj oprezujejo za svetlobo, toda nimajo nobene niti naj ne zagledajo jutranjega svitanja,
dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves på Lys, den skue ej Morgenrødens Øjenlåg,
10 ker ta ni zaprla vrat maternice moje matere niti pred mojimi očmi ni skrila bridkosti.
fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik!
11 Čemu nisem umrl v maternici? Zakaj nisem izročil duha, ko sem prišel iz trebuha?
Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udånded straks fra Moders Skød?
12 Zakaj sem bil [vzet na] kolena? Ali zakaj [na] prsi, da bi sesal?
Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die?
13 Kajti sedaj bi mirno ležal in bi bil tiho; spal bi. Potem bi počival
Så havde jeg nu ligget og hvilet, så havde jeg slumret i Fred
14 s kralji in svetovalci zemlje, ki so zapuščene kraje gradili zase,
blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser,
15 ali s princi, ki so imeli zlato, ki so svoje hiše napolnjevali s srebrom,
blandt Fyrster, rige på Guld, som fyldte deres Huse med Sølv.
16 ali ne bi bil kakor prezgodnji porod, kakor otročiči, ki nikoli niso videli svetlobe.
Eller var jeg dog som et nedgravet Foster. som Børn, der ikke fik Lyset at se!
17 Tam zlobni odnehajo od nadlegovanja in tam bodo izmučeni pri počitku.
Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud,
18 Tam jetniki počivajo skupaj. Oni ne poslušajo glasu zatiralca.
alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst;
19 Majhni in veliki so tam in služabnik je prost pred svojim gospodarjem.
små og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.
20 Zakaj je svetloba dana tistemu, ki je v bedi in življenje zagrenjenemu v duši,
Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv,
21 ki hrepeni po smrti, toda ta ne prihaja in koplje za njo bolj kakor za skritimi zakladi,
dem, som bier forgæves på Døden, graver derefter som efter Skatte,
22 ki se silno razveseljujejo in so veseli, ko lahko najdejo grob?
som glæder sig til en Stenhøj, jubler, når de finder deres Grav
23 Zakaj je svetloba dana možu, čigar pot je skrita in katerega je Bog ogradil?
en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde?
24 Kajti moje vzdihovanje prihaja preden jem in moja rjovenja so izlita ven kakor vode.
Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine Ve råb strømmer som Vand.
25 Kajti stvar, ki sem se je silno bal, je prišla nadme in to, česar sem se bal, je prišlo k meni.
Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig.
26 Nisem bil na varnem niti nisem imel počitka niti nisem bil tiho, vendar je težava prišla.«
Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, så kommer Uro!
