Job 10
1 Moji duši se gnusi moje življenje. Svojo pritožbo bom pustil nad seboj; govoril bom v grenkobi svoje duše.
Min sjel er lei av mitt liv, jeg vil la min klage ha fritt løp, jeg vil tale i min sjels bitre smerte.
2 Bogu bom rekel: ›Ne obsodi me. Razloži mi, zakaj se pričkaš z menoj.‹
Jeg vil si til Gud: Fordøm mig ikke, la mig vite hvorfor du strider mot mig!
3 Mar ti je dobro, da bi zatiral, da bi preziral delo svojih rok in bi sijal nad nasvetom zlobnega?
Tykkes det dig godt at du undertrykker, at du forkaster det dine hender med omhu har dannet, og lar ditt lys skinne over ugudeliges råd?
4 Imaš mesene oči? Mar vidiš, kakor vidi človek?
Har du menneskeøine, eller ser du således som et menneske ser?
5 So tvoji dnevi kakor dnevi človeka? So tvoja leta kakor človeški dnevi,
Er dine dager som et menneskes dager, eller dine år som en manns dager? -
6 da poizveduješ za mojo krivičnostjo in preiskuješ za mojim grehom?
siden du søker efter min misgjerning og leter efter min synd,
7 Ti veš, da nisem zloben in nikogar ni, ki lahko osvobodi iz tvoje roke.
enda du vet at jeg ikke er ugudelig, og at det ingen er som redder av din hånd.
8 Tvoje roke so me naredile in me oblikovale skupaj na vsaki strani, vendar si me uničil.
Dine hender har dannet mig og gjort mig, helt og i alle deler, og nu vil du ødelegge mig!
9 Spomni se, rotim te, da si me naredil kakor ilo, ti pa me hočeš ponovno privesti v prah?
Kom i hu at du har dannet mig som leret, og nu lar du mig atter vende tilbake til støvet!
10 Mar me nisi iztočil kakor mleko in me strdil kakor sir?
Helte du mig ikke ut som melk og lot mig størkne som ost?
11 Oblekel si me s kožo in mesom in me obdal s kostmi in kitami.
Med hud og kjøtt klædde du mig, og med ben og sener gjennemvevde du mig.
12 Zagotovil si mi življenje in naklonjenost in tvoje obiskovanje je ohranilo mojega duha.
Liv og miskunnhet har du gitt mig, og din varetekt har vernet om min ånd.
13 Te stvari si skril v svojem srcu, vem, da je to s teboj.
Og dette gjemte du i ditt hjerte, jeg vet at dette hadde du i sinne:
14 Če grešim, potem me zaznamuješ in me ne boš oprostil pred mojo krivičnostjo.
Syndet jeg, så vilde du vokte på mig og ikke frikjenne mig for min misgjerning;
15 Če bi bil zloben, gorje meni. Če bi bil pravičen kljub temu ne bi dvignil svoje glave. Poln zmedenosti sem, zato poglej mojo stisko,
var jeg skyldig, da ve mig, men var jeg uskyldig, skulde jeg dog ikke kunne løfte mitt hode, mett av skam og med min elendighet for øie;
16 kajti ta narašča. Loviš me kakor krut lev in se ponovno kažeš čudovitega nad menoj.
og hevet det sig dog, så vilde du jage efter mig som en løve, og atter vise dig forunderlig mot mig;
17 Zoper mene obnavljaš svoje pričevanje in nad menoj povečuješ svoje ogorčenje. Spremembe in vojna so zoper mene.
du vilde føre nye vidner mot mig og øke din harme mot mig, sende alltid nye hærflokker mot mig.
18 Zakaj si me potem privedel ven iz maternice? Oh, da bi izročil duha in me nobeno oko ne bi videlo!
Hvorfor lot du mig utgå av mors liv? Jeg skulde ha opgitt ånden, og intet øie skulde ha sett mig;
19 Bil bi kakor, če me ne bi bilo, od maternice bi bil odnesen v grob.
jeg skulde ha vært som om jeg aldri hadde vært til; fra mors liv skulde jeg ha vært båret til graven.
20 Mar ni mojih dni malo? Odnehaj torej in me pusti samega, da se malo potolažim,
Er ikke mine dager få? - Han holde op! Han la mig være, så jeg kan bli litt glad,
21 preden grem, od koder se ne bom vrnil, celó v deželo teme in smrtne sence,
før jeg går bort for ikke å vende tilbake, bort til mørkets og dødsskyggens land,
22 deželo teme kakor tema sama in smrtne sence, brez kakršnegakoli reda in kjer je svetloba kakor tema.«
et land så mørkt som den sorteste natt, hvor dødsskygge og forvirring råder, og hvor lyset er som den sorteste natt!
