Job 10
1 Moji duši se gnusi moje življenje. Svojo pritožbo bom pustil nad seboj; govoril bom v grenkobi svoje duše.
Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,
2 Bogu bom rekel: ›Ne obsodi me. Razloži mi, zakaj se pričkaš z menoj.‹
sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!
3 Mar ti je dobro, da bi zatiral, da bi preziral delo svojih rok in bi sijal nad nasvetom zlobnega?
Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Råd?
4 Imaš mesene oči? Mar vidiš, kakor vidi človek?
Har du da kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,
5 So tvoji dnevi kakor dnevi človeka? So tvoja leta kakor človeški dnevi,
er dine Dage som Menneskets Dage, er dine År som Mandens Dage,
6 da poizveduješ za mojo krivičnostjo in preiskuješ za mojim grehom?
siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,
7 Ti veš, da nisem zloben in nikogar ni, ki lahko osvobodi iz tvoje roke.
endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er der ingen Redning!
8 Tvoje roke so me naredile in me oblikovale skupaj na vsaki strani, vendar si me uničil.
Dine Hænder gjorde og danned mig først, så skifter du Sind og gør mig til intet!
9 Spomni se, rotim te, da si me naredil kakor ilo, ti pa me hočeš ponovno privesti v prah?
Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!
10 Mar me nisi iztočil kakor mleko in me strdil kakor sir?
Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,
11 Oblekel si me s kožo in mesom in me obdal s kostmi in kitami.
iklædte mig Hud og kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?
12 Zagotovil si mi življenje in naklonjenost in tvoje obiskovanje je ohranilo mojega duha.
Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Ånd
13 Te stvari si skril v svojem srcu, vem, da je to s teboj.
og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit Øjemed var:
14 Če grešim, potem me zaznamuješ in me ne boš oprostil pred mojo krivičnostjo.
Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde.
15 Če bi bil zloben, gorje meni. Če bi bil pravičen kljub temu ne bi dvignil svoje glave. Poln zmedenosti sem, zato poglej mojo stisko,
Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.
16 kajti ta narašča. Loviš me kakor krut lev in se ponovno kažeš čudovitega nad menoj.
Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;
17 Zoper mene obnavljaš svoje pričevanje in nad menoj povečuješ svoje ogorčenje. Spremembe in vojna so zoper mene.
nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!
18 Zakaj si me potem privedel ven iz maternice? Oh, da bi izročil duha in me nobeno oko ne bi videlo!
Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udåndet, uset af alle;
19 Bil bi kakor, če me ne bi bilo, od maternice bi bil odnesen v grob.
jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.
20 Mar ni mojih dni malo? Odnehaj torej in me pusti samega, da se malo potolažim,
Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt,
21 preden grem, od koder se ne bom vrnil, celó v deželo teme in smrtne sence,
før jeg for evigt går bort til Mørkets og Mulmets Land,
22 deželo teme kakor tema sama in smrtne sence, brez kakršnegakoli reda in kjer je svetloba kakor tema.«
Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket."
