Псалтирь 62
1 В конец, о Идифуме, псалом Давиду. Не Богу ли повинется душа моя? От Того бо спасение мое.
Til Sangmesteren; for Jeduthun; en Psalme af David.
2 Ибо Той Бог мой и спас мой, заступник мой: не подвижуся наипаче.
Kun for Gud er min Sjæl stille, fra ham kommer min Frelse.
3 Доколе належите на человека? Убиваете вси вы, яко стене преклонене и оплоту возриновену.
Kun han er min Klippe og min Frelse, min Befæstning; jeg skal ikke rokkes meget.
4 Обаче цену мою совещаша отринути, текоша в жажди: усты своими благословляху, и сердцем своим кленяху.
Hvor længe storme I imod en Mand, alle tilsammen for at myrde ham, der er som en Væg, der hælder, som en Mur, der har faaet Stød?
5 Обаче Богови повинися, душе моя: яко от Того терпение мое.
Kun om at nedstøde ham fra hans Højhed raadslaa de, de have Behag i Løgn; de velsigne med deres Mund, og de forbande i deres Inderste. (Sela)
6 Ибо Той Бог мой и спас мой, заступник мой: не преселюся.
Kun for Gud vær stille min Sjæl; thi af ham er min Forventning.
7 О Бозе спасение мое и слава моя: Бог помощи моея, и упование мое на Бога.
Kun han er min Klippe og min Frelse, min Befæstning; jeg skal ikke rokkes.
8 Уповайте на Него, весь сонм людий: излияйте пред Ним сердца ваша, яко Бог помощник наш.
Hos Gud er min Frelse og min Ære, min Styrkes Klippe, min Tilflugt er i Gud.
9 Обаче суетни сынове человечестии, лживи сынове человечестии в мерилех еже неправдовати: тии от суеты вкупе.
Forlader eder paa ham til hver Tid, I Folk! udøser eders Hjerte for hans Ansigt; Gud er vor Tilflugt. (Sela)
10 Не уповайте на неправду, и на восхищение не желайте: богатство аще течет, не прилагайте сердца.
Kun Forfængelighed ere Menneskens Børn, Falskhed ere Menneskene; lægges de i Vægtskaalen, stige de til Vejrs, de ere Forfængelighed til Hobe.
11 Единою глагола Бог, двоя сия слышах, зане держава Божия,
Forlader eder ikke paa Vold og sætter ikke forfængeligt Haab til røvet Gods; falder Rigdom eder til, da sætter ikke Hjertet dertil!
12 и Твоя, Господи, милость: яко Ты воздаси комуждо по делом его.
Een Gang har Gud talt, ja, to Gange, hvad jeg har hørt: At Styrke hører Gud til. Og dig, Herre! hører Miskundhed til; thi du skal betale hver efter hans Gerning.
