Псалтирь 39
1 В конец, Идифуму, песнь Давиду. Рех: сохраню пути моя, еже не согрешати ми языком моим: положих устом моим хранило, внегда востати грешному предо мною.
Til Sangmesteren. Til Jedutun. En Salme af David.
2 Онемех и смирихся, и умолчах от благ, и болезнь моя обновися.
Jeg sagde: »Mine Veje vil jeg vogte paa, saa jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, saa længe den gudløse er mig nær!«
3 Согреяся сердце мое во мне, и в поучении моем разгорится огнь: глаголах языком моим:
Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgaa tomme Ord, men min Smerte naged,
4 скажи ми, Господи, кончину мою и число дний моих, кое есть, да разумею, что лишаюся аз.
mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.
5 Се, пяди положил еси дни моя, и состав мой яко ничтоже пред Тобою: обаче всяческая суета всяк человек живый.
Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Maal af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!
6 Убо образом ходит человек, обаче всуе мятется: сокровищствует, и не весть, кому соберет я.
Se, i Haandsbredder maalte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Aandepust staar hvert Menneske der. (Sela)
7 И ныне кто терпение мое? Не Господь ли? И состав мой от Тебе есть.
Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der faar det.
8 От всех беззаконий моих избави мя: поношение безумному дал мя еси.
Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Haab staar ene til dig.
9 Онемех и не отверзох уст моих, яко Ты сотворил еси.
Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Daarer!
10 Отстави от мене раны Твоя: от крепости бо руки Твоея аз изчезох.
Jeg tier og aabner ikke min Mund, du voldte det jo.
11 Во обличениих о беззаконии наказал еси человека, и истаял еси яко паучину душу его: обаче всуе всяк человек.
Borttag din Plage fra mig, under din vældige Haand gaar jeg til.
12 Услыши молитву мою, Господи, и моление мое внуши, слез моих не премолчи: яко преселник аз есмь у Тебе и пришлец, якоже вси отцы мои.
Naar du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Aandepust er hvert Menneske. (Sela)
13 Ослаби ми, да почию, прежде даже не отиду, и ктому не буду.
Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Taarer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. Se bort fra mig, saa jeg kvæges, før jeg gaar bort og ej mer er til!
