Псалтирь 39
1 В конец, Идифуму, песнь Давиду. Рех: сохраню пути моя, еже не согрешати ми языком моим: положих устом моим хранило, внегда востати грешному предо мною.
Til Sangmesteren; til Jeduthun; en Psalme af David.
2 Онемех и смирихся, и умолчах от благ, и болезнь моя обновися.
Jeg sagde: Jeg vil vare paa mine Veje, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil vare paa min Mund, at den holdes lukket, da den ugudelige endnu er for mig.
3 Согреяся сердце мое во мне, и в поучении моем разгорится огнь: глаголах языком моим:
Jeg var stum i Tavshed, jeg tav, uden at det blev godt; og min Smerte blev oprørt.
4 скажи ми, Господи, кончину мою и число дний моих, кое есть, да разумею, что лишаюся аз.
Mit Hjerte blev hedt inden i mig, under min Betænkning optændtes en Ild; jeg talte med min Tunge.
5 Се, пяди положил еси дни моя, и состав мой яко ничтоже пред Тобою: обаче всяческая суета всяк человек живый.
Herre! lad mig kende mit Endeligt og mine Dages Maal, hvilket det monne være; maatte jeg kende, hvor snart jeg skal bort.
6 Убо образом ходит человек, обаче всуе мятется: сокровищствует, и не весть, кому соберет я.
Se, du har sat mine Dage som en Haandbred og mit Livs Tid er som intet for dig; hvert Menneske er kun idel Forfængelighed, hvor fast han end staar. (Sela)
7 И ныне кто терпение мое? Не Господь ли? И состав мой от Тебе есть.
Mennesket vandrer kun som et Skyggebillede, de gøre sig kun Uro forgæves; han samler og kan ikke vide, hvo der skal sanke det hjem.
8 От всех беззаконий моих избави мя: поношение безумному дал мя еси.
Og nu, Herre! hvad har jeg biet efter? Min Forventning er til dig.
9 Онемех и не отверзох уст моих, яко Ты сотворил еси.
Fri mig fra alle mine Overtrædelser, sæt mig ikke til Spot for Daaren!
10 Отстави от мене раны Твоя: от крепости бо руки Твоея аз изчезох.
Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund; thi du har gjort det.
11 Во обличениих о беззаконии наказал еси человека, и истаял еси яко паучину душу его: обаче всуе всяк человек.
Borttag din Plage fra mig; jeg er forgaaet ved din Haands Slag.
12 Услыши молитву мою, Господи, и моление мое внуши, слез моих не премолчи: яко преселник аз есмь у Тебе и пришлец, якоже вси отцы мои.
Tugter du nogen med megen Straf for Misgerning, da bringer du hans Herlighed til at hensmuldre ligesom Møl; alle Mennesker ere kun Forfængelighed. (Sela)
13 Ослаби ми, да почию, прежде даже не отиду, и ктому не буду.
Herre! hør min Bøn og vend dine Øren til mit Raab, ti ikke til min Graad; thi jeg er en fremmed hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. Se bort fra mig, at jeg maa vederkvæges, førend jeg farer bort, og er ikke mere til.
