Книга Иова 7
1 Не искушение ли житие человеку на земли, и якоже наемника повседневнаго жизнь его?
Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?
2 Или якоже раб бояйся господа своего и улучив сень? Или якоже наемник ждый мзды своея?
Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,
3 Такожде и аз ждах месяцы тщы, нощи же болезней даны ми суть.
saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.
4 Аще усну, глаголю: когда день? Егда же востану, паки: когда вечер? Исполнен же бываю болезней от вечера до утра.
Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.
5 Месится же мое тело в гнои червей, обливаю же грудие земли, гной стружа.
Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.
6 Житие же мое есть скоряе беседы, погибе же во тщей надежди.
Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.
7 Помяни убо, яко дух мой живот, и ктому не возвратится око мое видети благая.
Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.
8 Не узрит мене око видящаго мя: очи Твои на мне, и ктому несмь,
Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.
En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol h7585)
10 ни возвратится во свой дом, ниже имать его познати ктому место его.
Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.
11 Убо ниже аз пощажу уст моих, возглаголю в нужди сый, отверзу уста моя горестию души моея сотеснен.
Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
12 Еда море есмь, или змий, яко учинил еси на мя хранение?
Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?
13 Рекох, яко утешит мя одр мой, произнесу же ко мне на едине слово на ложи моем:
Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,
14 устрашаеши мя сониями и видениями ужасаеши мя:
da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,
15 свободиши от духа моего душу мою, от смерти же кости моя.
saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.
16 Не поживу бо во век, да долготерплю: отступи от мене, тще бо житие мое.
Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!
17 Что бо есть человек, яко возвеличил еси его? Или яко внимаеши умом к нему?
Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?
18 Или посещение твориши ему по всяко утро и в покои судити его имаши?
og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?
19 Доколе не оставиши мене, ниже отпускаеши мя, дондеже поглощу слины моя в болезни?
Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?
20 Аще аз согреших, что Тебе возмогу соделати, сведый ум человечь? Почто мя еси положил прекословна Тебе, и есмь Тебе бременем?
Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?
21 Почто неси сотворил беззаконию моему забвения, и очищения греха моего? Ныне же в землю отиду, утренюяй же несмь ктому.
Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.
