Книга пророка Иеремии 15
1 И рече Господь ко мне: аще станут Моисей и Самуил пред лицем Моим, несть душа Моя к людем сим: изрини тех (от лица Моего), и да изыдут.
Og Herren sagde til mig: Om end Mose og Samuel stode for mit Ansigt, var min Sjæl dog ikke til dette Folk: Jag dem bort fra mit Ansigt, og lad dem gaa ud!
2 И будет, аще рекут к тебе: камо изыдем? И речеши к ним: сия глаголет Господь: иже ко смерти, ко смерти: и иже к мечу, к мечу: и иже ко гладу, ко гладу: и иже ко пленению, ко пленению.
Og det skal ske, naar de sige til dig: Hvorhen skulle vi gaa ud? da skal du sige til dem: Saa siger Herren: Den, som hører til Døden, til Død; og den, som hører til Sværdet, til Sværd; og den, som hører til Hungeren, til Hunger; og den, som hører til Fangenskabet, til Fangenskab.
3 И отмщу имъчетырьми образы, рече Господь: мечь на заклание, и пси на растерзание, и птицы небесе и зверие земли на пожрения и расхищение.
Og jeg vil beskikke fire Slags over dem, siger Herren: Sværdet til at ihjelslaa og Hundene til at slæbe bort og Himmelens Fugle og Dyrene paa Jorden til at æde og til at ødelægge.
4 И предам их во утеснение всем царствам земным, ради Манассии сына Езекиина царя Иудина за вся, яже сотвори во Иерусалиме.
Og jeg vil gøre dem til en Gru for alle Riger paa Jorden, for Manasse, Ezekias's Søns, Judas Konges Skyld, for det, han gjorde i Jerusalem.
5 Кто умилосердится к тебе, Иерусалиме? И кто поскорбит о тебе, или кто пойдет молити о мире тебе?
Thi hvo skulde skaane dig, Jerusalem? og hvo skulde have Medynk med dig? og hvo skulde vige af Vejen for at spørge, om det gaar dig vel?
6 Ты оставил Мя еси, рече Господь, вспять пошел еси: и простру руку Мою на тя и убию тя, и ктому не пощажу их
Du har forladt mig, siger Herren, du gik tilbage; og jeg udrakte min Haand imod dig og ødelagde dig; jeg er træt af at angre.
7 и расточу их расточением во вратех людий Моих: обезчадеша, погубиша людий Моих злобами своими, и не обратишася.
Og jeg kastede dem med Kasteskovl i Landets Porte; jeg har gjort mit Folk barnløst, ødelagt det, dog have de ikke vendt om fra deres Veje.
8 Умножишася вдовицы их паче песка морскаго: наведох на матерь юношы, бедность о полудни, навергох на ню внезапу страх и трепет.
Deres Enker ere mig flere end Havets Sand; jeg bragte dem ved høj lys Dag en Ødelægger over den unge Krigers Moder; jeg lod pludselig Angest og Skræk falde over hende.
9 Праздна бысть родившая седмь, оскуде душа ея, зайде ей солнце еще среде полудне, постыждена бысть и укорена: прочыя их в мечь дам пред враги их, рече Господь.
Moderen til syv Sønner vansmægter, hun udaander sin Sjæl, hendes Sol er nedgangen, medens det endnu var Dag, hun blev beskæmmet og skammede sig; og det overblevne af dem vil jeg give hen for deres Fjenders Ansigt til Sværdet, siger Herren.
10 Горе мне, мати (моя), вскую мя родила еси мужа прителнаго и судимаго по всей земли? Не заях, ниже заят у мене кто: сила моя оскуде от кленущих мя, (рече Господь).
Ve mig, min Moder! at du fødte mig, en Mand, imod hvem alt Landet kiver og trætter; jeg har ikke laant til nogen, og ingen har laant til mig, dog forbander enhver mig.
11 Буди, Владыко, исправляющым им: аще не притекох ко Тебе во время озлобления их и во время скорби их, во благая на врага.
Herren siger: Sandelig, jeg løser dig, dig til Fromme; sandelig, jeg bringer Fjenden til bønligt at komme dig i Møde paa Ulykkens Tid og paa Nødens Tid.
12 Еда познается железо? И одеяние медяно крепость твоя.
Mon Jern kan bryde Jern af Norden og Kobber?
13 И сокровища твоя в расхищение дам, измену за вся грехи твоя, и во всех пределех твоих:
Jeg vil give dit Gods og dit Liggendefæ hen til Rov, ikke imod Betaling, og det for alle dine Synders Skyld og inden alle dine Landemærker.
14 и порабощу тя окрест врагом твоим, в земли, еяже не веси: яко огнь возжжеся от ярости Моея, на вас горети будет.
Og jeg vil føre dine Fjender over i et Land, som du ikke kender; thi en Ild er optændt i min Vrede, over eder skal den brænde.
15 Ты веси, Господи, воспомяни мя и посети мя и защити мя от гонящих мя, не в долготерпение Твое восприими мя: веждь, яко приях Тебе ради поношение от отвергающих словеса Твоя:
Du ved det, Herre! kom mig i Hu, og se til mig, og hævn mig paa mine Forfølgere; tag mig ikke bort i din Langmodighed; vid, at jeg bærer Forhaanelse for din Skyld.
16 скончай их, и будет слово Твое мне в радость и во веселие сердца моего, яко призвано есть имя Твое на мне, Господи Боже Сил.
Dine Ord bleve fundne, og jeg slugte dem, og dine Ord vare mig til Fryd og til mit Hjertes Glæde; thi dit Navn er nævnet over mig, Herre, Gud Zebaoth!
17 Не седох в сонме их играющих, но бояхся от лица руки Твоея: на едине седях, яко горести исполнихся.
Jeg sad ikke i hemmeligt Raad med Spottere og frydede mig; jeg sad alene, for din Haands Skyld; thi du har fyldt mig med Harm.
18 Вскую оскорбляющии мя возмогают на мя? Язва моя тверда, откуду изцелюся? Бысть мне яко вода лживая, не имущая верности.
Hvorfor varer min Smerte evindelig? hvorfor er mit Saar ulægeligt og vil ikke lade sig hele? du er bleven mig som en svigefuld Bæk, som Vand, der ikke er bestandigt.
19 Сего ради сия глаголет Господь: аще обратишися, возставлю тя, и пред лицем Моим станеши: и аще изведеши честное от недостойнаго, яко уста Моя будеши: и обратятся тии к тебе, и ты не обратишися к ним.
Derfor siger Herren saaledes: Dersom du omvender dig, vil jeg lade dig vende om, du skal staa for mit Ansigt; og dersom du tager det dyrebare ud fra det slette, skal du være som min Mund; de skulle vende om til dig, men du skal ikke vende om til dem.
20 И дам тя людем сим аки стену крепку, медяну: и поратуют на тя и не возмогут на тя, яко Аз с тобою есмь, да спасу тя и избавлю тя, рече Господь:
Og jeg vil gøre dig til en fast Kobbermur imod dette Folk, og de skulle stride imod dig, men ikke faa Overhaand over dig; thi jeg er med dig, for at frelse dig og for at redde dig, siger Herren.
21 избавлю тя от рук злейших и искуплю тя от рук губителей.
Og jeg vil redde dig af de ondes Haand og udløse dig af Voldsmænds Haand.
