Zvirevo 7
1 Mwanakomana wangu, chengeta mashoko angu ugoviga mirayiro yangu mauri.
Min Søn! bevar mine Ord, og gem mine Bud hos dig.
2 Chengeta mirayiro yangu ugorarama; uchengete dzidziso dzangu semboni yeziso rako.
Hold mine Bud, saa skal du leve, og min Lov som din Øjesten.
3 Uzvisungirire paminwe yako; uzvinyore pahwendefa yomwoyo wako.
Bind dem om dine Fingre, skriv dem paa dit Hjertes Tavle!
4 Uti kuuchenjeri, “Uri hanzvadzi yangu,” uye uti kunzwisisa ndiyo hama yako;
Sig til Visdommen: Du er min Søster, og Forstanden kalde du din Kynding;
5 zvichakuchengeta kure nomukadzi chifeve; kubva pamudzimai asingazvibati anokwezva namashoko ake.
for at den maa bevare dig fra en fremmed Kvinde, fra en ubekendt, som gør sine Ord glatte.
6 Napawindo remba yangu ndakatarira panze nomumagirazi.
Thi jeg saa ud af mit Hus's Vindu, igennem mit Gitter;
7 Ndakaona pakati pavasina mano ndikacherechedza pakati pamajaya, rimwe jaya rakanga risina njere.
og jeg saa iblandt de uerfarne, jeg blev var iblandt Sønnerne et ungt Menneske, som fattedes Forstand,
8 Rakanga richidzika nomugwagwa pedyo nepakona yomukadzi uya, richifamba rakananga kumba kwake,
og han gik forbi paa Gaden ved hendes Hjørne og skred frem ad Vejen til hendes Hus,
9 panguva yorubvunzavaeni, zuva ravira, kunze kwosviba.
i Tusmørket om Aftenen efter Dagen, midt i Natten og Mørket.
10 Ipapo mukadzi akabuda kuzosangana naye, akapfeka sechifeve uye azere nounyengeri.
Og se, en Kvinde mødte ham i Horesmykke og underfundig i Hjertet,
11 Anotaura noruzha uye anozvikudza, tsoka dzake hadzigari pamba;
støjende og ustyrlig, hendes Fødder kunne ikke blive i hendes Hus.
12 imwe nguva ari munzira, imwe nguva ari pazvivara. Anorindira pamakona ose.
Stundom er hun ude, stundom paa Gaderne og lurer ved alle Hjørner.
13 Akamubata ndokumutsvoda, uye nechiso chisina nyadzi akati:
Og hun tog fat paa ham og kyssede ham, hun gjorde sit Ansigt frækt og sagde til ham:
14 “Ndine zvipiriso zvokuwadzana kumba kwangu; nhasi ndazadzisa mhiko dzangu.
Der paalaa mig Takoffer, i Dag har jeg betalt mine Løfter;
15 Saka ndauya kuzosangana newe; ndanga ndichikutsvaka, zvino ndazokuwana!
derfor er jeg gaaet ud at møde dig, at søge dit Ansigt, og jeg har fundet dig.
16 Ndawaridza mubhedha wangu machira ane mavara, anobva kuIjipiti.
Jeg har redet mit Leje med Tæpper, med stribet Tøj af Garn fra Ægypten;
17 Ndasasa zvinonhuhwira pamubhedha wangu, zvinoti: mura, gavakava nesinamoni.
jeg har overstænket min Seng med Myrra. Aloe og Kanel;
18 Uya, tinwe tigute norudo kusvikira mangwanani; ngatifare zvedu norudo!
kom, lader os beruse os i Kærlighed indtil Morgenen, lader os forlyste os i Elskov;
19 Murume wangu haako kumba, akafamba rwendo rurefu.
thi Manden er ikke hjemme, han er faren lang Vej bort;
20 Akatakura homwe yake izere nemari uye haangadzoki kumba kusvikira pajenaguru.”
han tog Pengeknuden med sig, han kommer hjem til Fuldmaanedagen.
21 Namashoko okunyengetedza akamutsausa; akamukwezva nokutaura kwake kunonyengera.
Hun bøjede ham med sin megen Overtalelse, tilskyndte ham med sine smigrende Læber.
22 Pakarepo akamutevera senzombe inoenda kundobayiwa, senondo inopinda mumusungo,
Hvo der hastelig gaar efter hende, kommer som Oksen til Slagterbænken og som i Fodlænken, der er til Daarens Tugtelse,
23 kusvikira museve wabaya chiropa chake, seshiri inokurumidza kupinda muugombe, asingazivi kuti zvichamuurayisa.
indtil en Pil sønderskærer hans Lever; ligesom Fuglen skynder sig til Snaren og ved ikke, at det gælder dens Liv.
24 Saka zvino, vanakomana vangu, teererai kwandiri; nyatsoteererai zvandinotaura.
Saa hører mig nu, I Børn! og agter paa min Munds Ord!
25 Usarega mwoyo wako uchitsaukira kunzira dzake, kana kurasikira pamakwara ake.
Lad dit Hjerte ikke vige af til hendes Veje, lad dig ikke forvildes paa hendes Stier;
26 Vazhinji vakakuvadzwa naye vakawisirwa pasi; vaakauraya vakawanda kwazvo.
thi mange ere de gennemborede, som hun har fældet, og mangfoldige alle de, hun har ihjelslaget.
