Jobho 3
1 Shure kwaizvozvo, Jobho akashamisa muromo wake ndokutuka zuva rokuberekwa kwake.
Herefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag.
2 Akati:
Og Job svarede og sagde:
3 “Zuva rokuberekwa kwangu ngariparare, uye nousiku hwakanzi, ‘Kwaberekwa mwanakomana!’
Udslettet vorde den Dag, paa hvilken jeg er født, og den Nat, der man sagde: En Dreng er undfanget!
4 Zuva iroro ngarishanduke rive rima; Mwari wokudenga ngaarege kuva nehanya naro; Chiedza ngachirege kuvhenekera pamusoro paro.
Den Dag vorde Mørke; Gud fra oven af spørge ikke efter den, og intet Lys skinne over den.
5 Rima nomumvuri wakasviba ngazviritore zvakare; gore ngarigare pamusoro paro; kusviba ngakufukidze chiedza charo.
Mørkhed og Dødsskygge besmitte den, en Sky bo over den, den hede Damp om Dagen forfærde den!
6 Usiku uhwo rima guru ngaribate; ngahurege kuverengwa pakati pamazuva egore kana kunyorwa pamwedzi ipi zvayo.
Den Nat — Mørkhed indtage den! den glæde sig ikke iblandt Aarets Dage, den komme ikke i Maanedernes Tal!
7 Usiku uhwo ngahushaye chibereko; ngaparege kunzwika kupembera kwomufaro mahuri.
Se, den Nat vorde ensom, intet Frydeskrig komme paa den!
8 Vanotuka mazuva ngavatuke zuva iro, vaya vakagadzirira kumutsa Chikara Chikuru cheGungwa.
De, som besværge Dage, forbande den; de, som ere rede til at opvække Leviathan!
9 Nyeredzi dzahwo dzamangwanani ngadzisvibe; ngahumirire chiedza chamasikati pasina uye ngahurege kuona hwerazuva hwamambakwedza;
Dens Dæmrings Stjerner vorde formørkede, den vente paa Lys, og det komme ikke; og ej se den Morgenrødens Øjenlaage,
10 nokuti hahuna kundipfigira mikova yechizvaro kuti huvanze dambudziko pamberi pangu.
fordi den ikke lukkede mig Moderlivets Døre og ikke skjulte Møje for mine Øjne.
11 “Ko, ndakaregererei kufa pakuberekwa kwangu, nokufa pandaibuda mudumbu?
Hvorfor døde jeg ikke fra Moders Liv af? hvorfor udkom jeg af Moderskød og opgav ikke straks Aanden?
12 Mabvi akavapo seiko kuti andigamuchire namazamu kuti ndinwe?
Hvorfor optoge Knæ mig? og hvorfor er jeg opfostret ved Bryst?
13 Nokuti zvino ndingadai ndakavata murugare; ndingadai ndivete uye ndakazorora
Thi saa havde jeg nu ligget og været stille; jeg havde sovet, jeg havde da hvilet
14 namadzimambo namakurukota enyika, vakazvivakira nzvimbo dzava matongo zvino,
med Kongerne og Raadsherrerne paa Jorden, som byggede sig de Steder, som nu ere øde,
15 navatongi vakanga vane goridhe, vakazadza dzimba dzavo nesirivha.
eller med Fyrsterne, som havde Guld, som fyldte deres Huse med Sølv;
16 Kana kuti sei ndisina kuvigwa muvhu somwana asina kusvika, somucheche asina kumboona chiedza chezuva?
eller og jeg havde ikke været til, som et utidigt Foster, der blev i Skjul, som de spæde Børn, der ikke saa Lyset.
17 Ikoko vakaipa vanorega kutambudza, uye ikoko vakaneta vakazorora.
Der have de ugudelige ladet af at gøre Uro, og der hvile de kraftesløse;
18 Nhapwa dzinofarirawo rugare rwadzo; havachanzwizve kudanidzira kwomuchairi wenhapwa.
der have de bundne Ro med hverandre; de høre ikke Fogedens Røst;
19 Vaduku navakuru variko, uye nhapwa yakasunungurwa kubva pana tenzi wayo.
der er liden og stor og Tjeneren fri for sin Herre.
20 “Chiedza chinopirweiko vaya vari kusurukirwa, uye upenyu kune ane shungu pamwoyo,
Hvorfor giver han en ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskelig bedrøvede i Sjælen?
21 kuna vaya vanoshuva kufa irwo rusingauyi, vanorutsvaka kupfuura pfuma yakavanzika,
dem, som bie efter Døden, men den kommer ikke; og som grave efter den mere end efter de skjulte Skatte?
22 vazere nomufaro uye vanofara pavanosvika muguva?
dem, som glæde sig med Fryd, og som juble, naar de finde Graven?
23 Upenyu hunopirweiko munhu ane nzira yakavanzika, iye akakomberedzwa naMwari noruzhowa?
den Mand, hvis Vej er skjult, og hvem Gud har spærret for?
24 Nokuti mafemo anosvika kwandiri pachinzvimbo chezvokudya, kugomera kwangu kunodururwa semvura.
Thi før jeg æder mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen bryder frem som Vandet.
25 Zvandaitya zvakandivinga; zvandaizeza zvaitika kwandiri.
Thi det jeg frygtede saare for, det kom over mig, og det jeg gruede for, kom paa mig.
26 Handina rugare, handina runyararo; handina zororo, asi nhamo chete.”
Jeg var ikke rolig og var ikke stille og hvilede ikke; men det blev til Uro.
