Jobho 14
1 “Munhu akazvarwa nomukadzi ane mazuva mashoma azere nokutambudzika.
Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro.
2 Anobuda seruva agosvava; anotiza somumvuri, haagari.
Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke.
3 Ko, munotarisisa munhu akadai here? Ko, muchamuuyisa kuzotongwa pamberi penyu here?
Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom.
4 Ndianiko angabudisa chinhu chakachena kubva pane chine tsvina? Hakuna!
Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.
5 Mazuva omunhu akatarwa; makatema kuwanda kwemwedzi yake, mukamutarira miganhu yaasingagoni kudarika.
Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride:
6 Naizvozvo regai kumutarisa uye mumusiye ari oga, kusvikira apedza nguva yake somunhu anoshanda.
Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glæde sig ved sin Dag.
7 “Asi kumuti kune tariro: Kana ukatemwa, unobukirazve, uye mabukira awo matsva haasvavi.
Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke.
8 Midzi yawo ingava yakwegura hayo muvhu uye hunde yawo ichifa muvhu,
Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet,
9 asi uchabukira pakunhuhwira kwemvura ugomera somuti uchangotanga kumera.
saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante.
10 Asi munhu anofa agoradzikwa pasi; anofema kokupedzisira uye haazovapozve.
Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da?
11 Sokupera kunoita mvura mugungwa, kana kupwa nokuoma kworwizi,
Vand løber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør:
12 saizvozvo munhu anovata pasi asingazomuki; kusvikira matenga asisiko, vanhu havazomukizve kana kumutswa pakuvata kwavo.
Saaledes lægger og at Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.
13 “Haiwa, dai mandiviga henyu muguva chete, uye mandiviga kusvikira kutsamwa kwenyu kwapfuura! Dai chete manditarira nguva, uye ipapo mugondirangarira! (Sheol h7585)
Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen! (Sheol h7585)
14 Kana munhu akafa, angazoraramazve here? Mazuva ose okushanda kwangu kwakaoma, ndicharindira kusvikira kuvandudzwa kwangu kwasvika.
Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom.
15 Muchadana uye ini ndichakupindurai; muchashuva chisikwa chamakaita namaoko enyu.
Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning!
16 Zvirokwazvo muchaverenga nhambwe dzangu ipapo, asi musingarondi chivi changu.
Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd.
17 Kudarika kwangu kuchasungirwa musaga; muchafukidzira chivi changu.
Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning.
18 “Asi sokupfupfunyuka kunoita gomo rigoondomoka, uye sokubviswa kwedombo panzvimbo yaro,
Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flytter sig fra sit Sted;
19 semvura inochera mabwe, uye sokuyerera kwemvura zhinji inokukura ivhu, saizvozvo munoparadza tariro yomunhu.
Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet.
20 Munomukunda kamwe chete zvachose, uye akasazovapo; munoshandura chiso chake mobva mamudzinga.
Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare.
21 Kana vanakomana vake vachikudzwa, iye haazvizivi; kana vakadzikisirwa pasi, iye haazvioni.
Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke.
22 Anongonzwa kurwadza kwomuviri wake chete, agozvichema iye pachake bedzi.”
For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler.
