Римљанима 9
1 Истину говорим тако ми Христа, не лажем, то ми сведочи савест моја Духом Светим:
Sandhed siger jeg i Kristus, jeg lyver ikke, min Samvittighed vidner med mig i den Helligånd,
2 Да ми је врло жао и срце ме моје боли без престанка;
at jeg har en stor Sorg og en uafladelig Kummer i mit Hjerte.
3 Јер бих желео да ја сам будем одлучен од Христа за браћу своју која су ми род по телу,
Thi jeg kunde ønske selv at være bandlyst fra Kristus til Bedste for mine Brødre, mine Frænder efter Kødet,
4 Која су Израиљци, којих је посинаштво и слава, и завет и закон, и богомољство, и обећања;
de, som jo ere Israeliter, hvem Sønneudkårelsen og Herligheden og Pagterne og Lovgivningen og Gudstjenesten og Forjættelserne tilhøre,
5 Којих су и оци, и од којих је Христос по телу, који је над свима, Бог благословен ва век. Амин. (aiōn g165)
hvem Fædrene tilhøre, og af hvem Kristus er efter Kødet, han, som er Gud over alle Ting, højlovet i Evighed! Amen. (aiōn g165)
6 А није могуће да реч Божија прође: јер нису сви Израиљци који су од Израиља;
Ikke dog som om Guds Ord har glippet; thi ikke alle, som stamme fra Israel, ere Israel;
7 Нити су сви деца који су семе Авраамово, него у Исаку, рече, назваће ти се семе.
ej, heller ere alle Børn, fordi de ere Abrahams Sæd, men: "I Isak skal en Sæd få Navn efter dig."
8 То јест, нису оно деца Божија што су по телу деца, него деца обећања примају се за семе.
Det vil sige: Ikke Kødets Børn ere Guds Børn, men Forjættelsens Børn regnes for Sæd.
9 Јер је ово реч обећања: У ово време доћи ћу и у Саре ће бити син.
Thi et Forjættelsesord er dette: "Ved denne Tid vil jeg komme, så skal Sara have en Søn."
10 Не само, пак, она него и Ревека, кад затрудне од самог Исака, оца нашег.
Men således skete det ikke alene dengang, men også med Rebekka, da hun var frugtsommelig ved een, Isak, vor Fader.
11 Јер још док се деца не беху родила, ни учинила добра ни зла, да остане Божија наредба по избору,
Thi da de endnu ikke vare fødte og ikke havde gjort noget godt eller ondt, blev der, for at Guds Udvælgelses Beslutning skulde stå fast, ikke i Kraft af Gerninger, men i Kraft af ham, der kalder,
12 Не за дела, него Оног ради који позива рече јој се: Већи ће служити мањем,
sagt til hende: ""Den ældste skal tjene den yngste,""
13 Као што стоји написано: Јаков ми омиле, а на Исава омрзох.
som der er skrevet: ""Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg."
14 Шта ћемо, дакле, на то рећи? Еда ли је неправда у Бога? Боже сачувај!
Hvad skulle vi da sige? mon der er Uretfærdighed hos Gud? Det være langt fra!
15 Јер Мојсију говори: Кога ћу помиловати, помиловаћу, и на кога ћу се смиловати, смиловаћу се.
Thi han siger til Moses: "Jeg vil være barmhjertig imod den, hvem jeg er barmhjertig imod, og forbarme mig over den, hvem jeg forbarmer mig over."
16 Тако, дакле, нити стоји до оног који хоће, ни до оног који трчи, него до Бога који помилује.
Altså står det ikke til den, som vil, ej heller til den, som løber, men til Gud, som er barmhjertig.
17 Јер писмо говори Фараону: Зато те исто подигох да на теби покажем силу своју, и да се разгласи име моје по свој земљи.
Thi Skriften siger til Farao: "Netop derfor lod jeg dig fremstå, for at jeg kunde vise min Magt på dig, og for at mit Navn skulde forkyndes på hele Jorden."
18 Тако, дакле, кога хоће милује, а кога хоће отврдоглави.
Så forbarmer han sig da over den, som han vil, men forhærder den, som han vil.
19 Рећи ћеш ми: Зашто нас још криви? Јер ко се може супротити вољи Његовој?
Du vil nu sige til mig: Hvad klager han da over endnu? thi hvem står hans Villie imod?
20 А ко си ти, о човече! Да противно одговараш Богу? Еда ли рукотворина говори мастору свом: Зашто си ме тако начинио?
Ja, men, hvem er dog du, o Menneske! som går i Rette med Gud? mon noget, som blev dannet, kan sige til den, som dannede det: Hvorfor gjorde du mig således?
21 Или зар лончар нема власти над калом да од једне гуке начини један суд за част а други за срамоту?
Eller har Pottemageren ikke Rådighed over Leret til af den samme Masse at gøre et Kar til Ære, et andet til Vanære?
22 А кад хтеде Бог да покаже гнев свој и да објави силу своју, поднесе с великим трпљењем судове гнева који су приправљени за погибао.
Men hvad om nu Gud, skønt han vilde vise sin Vrede og kundgøre sin Magt, dog med stor Langmodighed tålte Vredes-Kar, som vare beredte til Fortabelse,
23 И да покаже богатство славе своје на судима милости које приправи за славу;
også for at kundgøre sin Herligheds Rigdom over Barmhjertigheds-Kar, som han forud havde beredt til Herlighed?
24 Које нас и дозва не само од Јевреја него и од незнабожаца,
Og hertil kaldte han også os, ikke alene af Jøder, men også af Hedninger,
25 Као што и у Јосији говори: Назваћу народ својим који није мој народ, и нељубазницу љубазницом.
som han også siger hos Hoseas: "Det, som ikke var mit Folk, vil jeg kalde mit Folk, og hende, som ikke var den elskede; den elskede;
26 И биће на месту, где им се рече: Ви нисте мој народ; тамо ће се назвати синови Бога Живога.
og det skal ske, at på det Sted, hvor der blev sagt til dem: I ere ikke mit Folk, der skulle de kaldes den levende Guds Børn."
27 А Исаија виче за Израиља: Ако буде број синова Израиљевих као песак морски, остатак ће се спасти.
Men Esajas udråber over Israel: "Om end Israels Børns Tal var som Havets Sand, så skal kun Levningen frelses.
28 Јер ће Он извршити реч своју, и наскоро ће извршити по правди, да, испуниће Господ наскоро реч своју на земљи.
Thi idet Herren opgør Regnskab og afslutter det i Hast, vil han fuldbyrde det på Jorden."
29 И као што прорече Исаија: Да нам није Господ Саваот оставио семена, онда бисмо били као Содом и Гомор.
Og som Esajas forud har sagt: "Dersom den Herre Zebaoth ikke havde levnet os en Sæd, da vare vi blevne som Sodoma og gjorte lige med Gomorra."
30 Шта ћемо, дакле, рећи? Да незнабошци који не тражише правде докучише правду, али правду од вере.
Hvad skulle vi da sige? At Hedninger, som ikke jagede efter Retfærdighed, fik Retfærdighed; nemlig Retfærdigheden af Tro;
31 А Израиљ тражећи закон правде не докучи закон правде.
men Israel, som jagede efter en Retfærdigheds Lov, nåede ikke til en sådan Lov.
32 Зашто? Јер не тражи из вере него из дела закона; јер се спотакоше на камен спотицања,
Hvorfor? fordi de ikke søgte den af Tro, men som af Geringer. De stødte an på Anstødsstenen,
33 Као што стоји написано: Ево мећем у Сиону камен спотицања и стену саблазни; и који га год верује неће се постидети.
som der er skrevet: "Se, jeg sætter i Zion en Anstødssten og en Forargelses Klippe; og den, som tror på ham, skal ikke blive til Skamme."
