Плач Јеремијин 3
1 Ја сам човек који видех муку од прута гнева Његовог.
Teg er den Mand, som saa Elendighed ved hans Vredes Ris.
2 Одведе ме и оправи ме у таму, а не на видело.
Mig ledede og førte han ind i Mørke og ikke til Lys.
3 Само се на ме обраћа, обраћа руку своју по вас дан.
Kun imod mig vendte han atter og atter sin Haand den ganske Dag.
4 Учини, те ми остаре тело и кожа, потре кости моје.
Han gjorde mit Kød og min Hud gammel; han sønderbrød mine Ben.
5 Зазида ме, и опточи ме жучју и муком.
Han byggede imod mig og omgav mig med Galde og Møje.
6 Посади ме у таму као умрле одавна.
Han lod mig bo i de mørke Steder som dem, der ere døde i al Evighed.
7 Огради ме да не изађем, и метну на ме тешке окове.
Han tilmurede for mig, og jeg kan ikke komme ud, han gjorde min Lænke svar.
8 Кад вичем и вапим, одбија молитву моју.
Naar jeg end skriger og raaber, lukker han til for min Bøn.
9 Загради путеве моје тесаним каменом, и преврати стазе моје.
Han har tilmuret mine Veje med hugne Stene, han har gjort mine Stier krogede.
10 Поста ми као медвед у заседи, као лав у потаји.
Han er bleven mig som en Bjørn, der ligger paa Lur, som en Løve i Skjul.
11 Помете путеве моје, и раздре ме, и уништи ме.
Han lod mine Veje bøje af, og saa sønderrev han mig; han lagde mig øde.
12 Натеже лук свој, и метну ме стрели за белегу.
Han spændte sin Bue og stillede mig som Maalet for Pilen.
13 Устрели ме у бубреге стрелама из тула свог.
Han lod Pile af sit Kogger trænge ind i mine Nyrer.
14 Постах подсмех свему народу свом и песма њихова по вас дан.
Jeg er bleven alt mit Folk til Latter, deres Spottesang den ganske Dag.
15 Насити ме горчином, опоји ме пеленом.
Han mættede mig med beske Urter, „han gav mig rigelig Malurt at drikke
16 Поломи ми зубе камењем, ували ме у пепео.
og lod mine Tænder bide i Grus, han nedtrykte mig i Aske.
17 Удаљио си душу моју од мира, заборавих добро.
Og du bortstødte min Sjæl fra Fred, jeg har glemt det gode.
18 И рекох: Пропаде сила моја и надање моје од Господа.
Og jeg sagde: Borte er min Kraft, og hvad jeg forventede fra Herren.
19 Опомени се муке моје и јада мог, пелена и жучи.
Kom min Elendighed og min Landflygtighed i Hu: Malurt og Galde!
20 Душа се моја опомиње без престанка, и поништила се у мени.
Min Sjæl kommer det ret i Hu og er nedbøjet i mit Indre.
21 Али ово напомињем срцу свом, те се надам:
Dette vil jeg tage mig til Hjerte, derfor vil jeg haabe:
22 Милост је Господња што не изгибосмо сасвим, јер милосрђа Његовог није нестало.
Det er Herrens Miskundhed, at vi ikke ere fortærede; thi hans Barmhjertighed har ingen Ende.
23 Понавља се свако јутро; велика је вера твоја.
Den er ny hver Morgen, din Trofasthed er stor.
24 Господ је део мој, говори душа моја; зато ћу се у Њега уздати.
Herren er min Del, siger min Sjæl, derfor vil jeg haabe til ham.
25 Добар је Господ онима који га чекају, души, која га тражи.
Herren er god imod dem, som bie efter ham, imod den Sjæl, som spørger efter ham.
26 Добро је мирно чекати спасење Господње.
Det er godt, at man haaber og er stille til Herrens Frelse.
27 Добро је човеку носити јарам за младости своје.
Det er en Mand godt, at han bærer Aag i sin Ungdom.
28 Сам ће седети и ћутати, јер Бог метну бреме на њ.
Han vil sidde ene og tie; thi han lægger det paa ham.
29 Метнуће уста своја у прах, еда би било надања.
Han vil trykke sin Mund imod Støvet, om der maaske kunde være Forhaabning.
30 Подметнуће образ свој ономе који га бије, биће сит срамоте.
Han vil vende Kinden imod den, som slaar ham, han vil mættes med Forhaanelse.
31 Јер Господ не одбацује за свагда.
Thi Herren skal ikke forkaste evindelig.
32 Јер ако и уцвели, опет ће се и смиловати ради мноштва милости своје.
Thi dersom han bedrøver, da skal han dog forbarme sig efter sin store Miskundhed.
33 Јер не мучи из срца свог ни цвели синове човечје.
Thi det er ikke af sit Hjerte, at han plager og bedrøver Menneskens Børn.
34 Кад газе ногама све сужње на земљи,
For at knuse alle de bundne paa Jorden under sine Fødder,
35 Кад изврћу правицу човеку пред Вишњим,
for at bøje en Mands Ret for den Højestes Ansigt,
36 Кад чине криво човеку у парници његовој, не види ли Господ?
for at forvende et Menneskes Retssag — skuer Herren ikke ned.
37 Ко је рекао што и збило се, а Господ да није заповедио?
Hvo er den, som har sagt noget, saa at det skete, uden at Herren befaler det?
38 Не долазе ли и зла и добра из уста Вишњег?
Mon Lykke og Ulykke ikke udgaa af den Højestes Mund?
39 Зашто се тужи човек жив, човек на кар за грехе своје?
Hvorfor klager et Menneske som lever? — enhver for sine Synder!
40 Претражимо и разгледајмо путе своје, и повратимо се ка Господу.
Lader os ransage vore Veje og efterspore dem og vende om til Herren!
41 Подигнимо срце своје и руке к Богу на небесима.
Lader os opløfte vort Hjerte tillige med vore Hænder til Gud i Himmelen!
42 Згрешисмо и непокорни бисмо; Ти не прашташ.
Vi, vi have syndet og været genstridige, du tilgav ikke.
43 Обастро си се гневом, и гониш нас, убијаш и не жалиш.
Du tildækkede os med Vrede og forfulgte os, ihjelslog, sparede ikke,
44 Обастро си си се облаком да не продре молитва.
Du skjulte dig med en Sky, at ingen Bøn kunde trænge igennem.
45 Начинио си од нас сметлиште и одмет усред тих народа.
Du gjorde os til Skarn og Udskud midt iblandt Folkene.
46 Разваљују уста своја на нас сви непријатељи наши.
Alle vore Fjender opspilede deres Mund imod os.
47 Страх и јама задеси нас, пустошење и затирање.
Der var Forfærdelse og Gru for os, Ødelæggelse og Undergang.
48 Потоци теку из очију мојих ради погибли кћери народа мог.
Mit Øje rinder med Vandbække over mit Folks Datters Undergang.
49 Очи моје лију сузе без престанка, јер нема одмора,
Mit Øje strømmer og bliver ikke stille, der er ingen Afladelse,
50 Докле Господ не погледа и не види с неба.
indtil Herren skuer ned og ser til fra Himmelen.
51 Око моје мучи ми душу ради свих кћери града мог.
Mit Øje voldte min Sjæl Smerte over alle min Stads Døtre.
52 Терају ме једнако као птицу непријатељи моји низашта.
Hart jagede mig som en Fugl de, der vare mine Fjender uden Grund.
53 Свалише у јаму живот мој и набацаше камење на ме.
De bragte mit Liv til at vorde stille i Graven og kastede en Sten over mig.
54 Дође ми вода сврх главе; рекох: Погибох!
Der strømmede Vand ned over mit Hoved, jeg sagde: Det er forbi med mig.
55 Призивах име Твоје, Господе, из јаме најдубље.
Jeg kaldte paa dit Navn, Herre! fra Graven, i det dybe.
56 Ти чу глас мој; не затискуј уха свог од уздисања мог, од вике моје.
Du har hørt min Røst; tilluk ej dit Øre for mit Suk, for mit Raab!
57 Приступао си кад Те призивах, и говорио си: Не бој се.
Du holdt dig nær den Dag, jeg kaldte paa dig, du sagde: Frygt ikke!
58 Расправљао си, Господе, парбу душе моје, и избављао си живот мој.
Herre! du har udført min Sjæls Sag, du har udløst mit Liv.
59 Видиш, Господе, неправду која ми се чини; расправи парбу моју.
Herre! du har set den Uret, som sker mig, døm i min Sag!
60 Видиш сву освету њихову, све што ми мисле.
Du har set al deres Hævn, alle deres Tanker imod mig.
61 Чујеш руг њихов, Господе, све што ми мисле,
Herre! du har hørt deres haanende Tale, alle deres Tanker imod mig,
62 Шта говоре они који устају на ме и шта намишљају против мене по вас дан.
mine Modstanderes Ord og deres Anslag imod mig den ganske Dag.
63 Види, кад седају и кад устају, ја сам им песма.
Sku, hvorledes de sidde, og hvorledes de staa op; jeg er deres Spottesang.
64 Плати им, Господе, по делима руку њихових.
Du skal gengælde dem, Herre! efter deres Hænders Gerning.
65 Подај им упорно срце, проклетство своје.
Du skal give dem et Dække over Hjertet, din Forbandelse hører dem til.
66 Гони их гневом, и истреби их испод небеса Господњих.
Du skal forfølge dem i Vrede, og ødelægge dem, at de ikke ere under Herrens Himmel.
