Књига о Јову 7
1 Није ли човек на војсци на земљи? А дани његови нису ли као дани надничарски?
Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?
2 Као што слуга уздише за сеном и као што надничар чека да сврши,
Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,
3 Тако су мени дати у наследство месеци залудни и ноћи мучне одређене ми.
saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.
4 Кад легнем, говорим: Кад ћу устати? И кад ће проћи ноћ? И ситим се преврћући се до сванућа.
Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.
5 Тело је моје обучено у црве и у груде земљане, кожа моја пуца и рашчиња се.
Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.
6 Дани моји бржи бише од чунка, и прођоше без надања.
Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.
7 Опомени се да је мој живот ветар, да око моје неће више видети добра,
Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.
8 Нити ће ме видети око које ме је виђало; и твоје очи кад погледају на ме, мене неће бити.
Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.
En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol h7585)
10 Неће се више вратити кући својој, нити ће га више познати место његово.
Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.
11 Зато ја нећу бранити устима својим, говорићу у тузи духа свог, нарицати у јаду душе своје.
Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
12 Еда ли сам море или кит, те си наместио стражу око мене?
Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?
13 Кад кажем: Потешиће ме одар мој, постеља ће ми моја олакшати тужњаву,
Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,
14 Тада ме страшиш снима и препадаш ме утварама,
da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,
15 Те душа моја воли бити удављена, воли смрт него кости моје.
saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.
16 Додијало ми је; нећу до века живети; прођи ме се; јер су дани моји таштина.
Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!
17 Шта је човек да га много цениш и да мариш за њ?
Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?
18 Да га походиш свако јутро, и сваки час кушаш га?
og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?
19 Кад ћеш се одвратити од мене и пустити ме да прогутам пљуванку своју?
Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?
20 Згрешио сам; шта ћу Ти чинити, о чувару људски? Зашто си ме метнуо себи за белегу, те сам себи на тегобу?
Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?
21 Зашто ми не опростиш грех мој и не уклониш моје безакоње? Јер ћу сад лећи у прах, и кад ме потражиш, мене неће бити.
Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.
