Књига о Јову 29
1 Још настави Јов беседу своју и рече:
Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:
2 О да бих био као пређашњих месеца, као оних дана кад ме Бог чуваше,
Gid jeg var som i de forrige Maaneder, som i de Dage, da Gud bevarede mig,
3 Кад светљаше свећом својом над главом мојом, и при виделу Његовом хођах по мраку,
da hans Lampe lyste over mit Hoved, da jeg gik igennem Mørket ved hans Lys;
4 Како бејах за младости своје, кад тајна Божија беше у шатору мом,
som det var med mig i min Høsts Dage, der Guds Fortrolighed var over mit Telt;
5 Кад још беше Свемогући са мном, и деца моја око мене,
da den Almægtige endnu var med mig, da mine Drenge vare omkring mig;
6 Кад се траг мој обливаше маслом, и стена ми точаше уље потоцима,
da mine Trin badede sig i Mælk, og Klippen hos mig udgød Oliebække;
7 Кад излажах на врата кроз град, и на улици намештах себи столицу:
da jeg gik ud til Porten op til Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Torvet.
8 Младићи видећи ме уклањаху се, а старци устајаху и стајаху,
De unge saa mig og trak sig tilbage, og de gamle stode op og bleve staaende.
9 Кнезови престајаху говорити и метаху руку на уста своја,
De Øverste holdt op at tale, og de lagde Haanden paa deres Mund.
10 Управитељи устезаху глас свој и језик им пријањаше за грло.
Fyrsternes Røst forstummede, og deres Tunge hang ved deres Gane.
11 Јер које ме ухо чујаше, називаше ме блаженим; и које ме око виђаше, сведочаше ми
Thi det Øre, som hørte, priste mig salig, og det Øje, som saa mig, gav mig Vidnesbyrd.
12 Да избављам сиромаха који виче, и сироту и који нема никог да му помогне;
Thi jeg reddede den fattige, som skreg, og den faderløse, som ingen Hjælper havde.
13 Благослов оног који пропадаше долажаше на ме, и удовици срце распевах;
Dens Velsignelse, som ellers maatte omkommet, kom over mig, og jeg frydede Enkens Hjerte.
14 У правду се облачих и она ми беше одело, као плашт и као венац беше ми суд мој.
Jeg iførte mig Retfærdighed, og den klædte sig i mig; min Dom var mig som en Kappe og et Hovedsmykke.
15 Око бејах слепом и нога хромом.
Jeg var den blindes Øje, og jeg var den lammes Fod.
16 Отац бејах убогима, и разбирах за распру за коју не знах.
Jeg var de fattiges Fader, og den mig ubekendtes Retssag undersøgte jeg.
17 И разбијах кутњаке неправеднику, и из зуба му истрзах грабеж.
Og jeg sønderbrød den uretfærdiges Kindtænder, og jeg gjorde, at han maatte slippe Rovet af sine Tænder.
18 Зато говорах: У свом ћу гнезду умрети, и биће ми дана као песка.
Og jeg sagde: I min Rede vil jeg opgive Aanden og have Dage mangfoldige som Sand.
19 Корен мој пружаше се крај воде, роса биваше по сву ноћ на мојим гранама.
Min Rod skal aabne sig for Vandet, og Duggen skal blive om Natten paa mine Grene.
20 Слава моја подмлађиваше се у мене, и лук мој у руци мојој понављаше се.
Min Herlighed skal blive ny hos mig, og min Bue skal forynges i min Haand.
21 Слушаху ме и чекаху, и ћутаху на мој савет.
De hørte paa mig og ventede, og de tav til mit Raad.
22 После мојих речи нико не проговараше, тако их натапаше беседа моја.
Havde jeg talt, toge de ikke igen til Orde, og min Tale faldt som Draaber over dem;
23 Јер ме чекаху као дажд, и уста своја отвараху као на позни дажд.
de ventede paa mig som paa en Regn, og de aabnede Munden vidt som efter den sildige Regn.
24 Кад бих се насмејао на њих, не вероваху, и сјајност лица мог не разгоњаху.
Jeg smilte til dem, der vare mistrøstige; og de bragte ikke mit Ansigts Lys til at svinde.
25 Кад бих отишао к њима, седах у зачеље, и бејах као цар у војсци, кад теши жалосне.
Jeg udvalgte deres Vej og sad øverst, og jeg boede som en Konge iblandt Hærskaren, som den, der trøster de sørgende.
