Књига о Јову 19
1 А Јов одговори и рече:
Men Job svarede og sagde:
2 Докле ћете мучити душу моју и сатирати ме речима?
Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?
3 Већ сте ме десет пута наружили; није вас стид што тако наваљујете на ме?
I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.
4 Али ако сам доиста погрешио, погрешка ће моја остати код мене.
Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv.
5 Ако ли се још хоћете да дижете на ме и да ме корите мојом срамотом,
Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,
6 Онда знајте да ме је Бог оборио и мрежу своју разапео око мене.
saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.
7 Ето, вичем на неправду, али се не слушам; вапим, али нема суда.
Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar; jeg skriger, og der er ingen Ret.
8 Заградио је пут мој да не могу проћи; на стазе моје метнуо је мрак.
Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.
9 Свукао је с мене славу моју и скинуо венац с главе моје.
Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.
10 Порушио ме је од свуда, да ме нема; и као дрво ишчупао је надање моје.
Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ;
11 Распалио се на ме гнев Његов, и узео ме је међу непријатеље своје.
og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.
12 Војске Његове дођоше све заједно и насуше к себи пут к мени, стадоше у логор около шатора мог.
Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.
13 Браћу моју удаљио је од мене, и знанци моји туђе се од мене.
Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig.
14 Ближњи моји оставише ме, и знанци моји заборавише ме.
Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have glemt mig.
15 Домашњи моји и моје слушкиње гледају ме као туђина; странац сам у очима њиховим.
De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne.
16 Зовем слугу свог, а он се не одзива, а молим га устима својим.
Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt.
17 Дах је мој мрзак жени мојој, а преклињем је синовима утробе своје.
Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner.
18 Ни деца не хају за ме; кад устанем, руже ме.
Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig.
19 Мрзак сам свима неверним својим, и које љубљах посташе ми противници.
Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.
20 За кожу моју као за месо моје прионуше кости моје; једва оста кожа око зуба мојих.
Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud.
21 Смилујте се на ме, смилујте се на ме, пријатељи моји, јер се рука Божија дотакла мене.
Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.
22 Зашто ме гоните као Бог, и меса мог не можете да се наситите?
Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke mættes af mit Kød?
23 О кад би се написале речи моје! Кад би се ставиле у књигу!
Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,
24 Писаљком гвозденом и оловом на камену за вечни спомен кад би се урезале!
ja, maatte de med en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid!
25 Али знам да је жив мој Искупитељ, и на последак да ће стати над прахом.
Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over Støvet.
26 И ако се ова кожа моја и рашчини, опет ћу у телу свом видети Бога.
Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,
27 Ја исти видећу Га, и очи моје гледаће Га, а не друге. А бубрега мојих нестаје у мени.
hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.
28 Него би требало да кажете: Зашто га гонимо? Кад је корен беседе у мени.
Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! — og Sagens Rod skal være funden i mig —:
29 Бојте се мача; јер је мач освета за безакоње; и знајте да има суд.
Da frygter for Sværdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Sværdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til.
