Књига о Јову 10
1 Додијао је души мојој живот мој; пустићу од себе тужњаву своју, говорићу у јаду душе своје.
Min Sjæl kedes ved mit Liv; jeg vil løslade min Klage i mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.
2 Рећи ћу Богу: Немој ме осудити; кажи ми зашто се преш са мном.
Jeg vil sige til Gud: Døm mig ikke skyldig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig!
3 Је ли Ти мило да чиниш силу, да одбацујеш дело руку својих и савет безбожнички обасјаваш?
Mon det synes dig godt, at du gør Vold, at du forkaster dine Hænders Værk og lyser over de ugudeliges Raad?
4 Јесу ли у Тебе очи телесне? Видиш ли као што види човек?
Mon dine Øjne ere som Kødets? eller ser du, som et Menneske ser?
5 Јесу ли дани твоји као дани човечији, и године твоје као век људски,
Ere dine Dage som et Menneskes Dage, ere dine Aar som en Mands Dage,
6 Те истражујеш моје безакоње и за грех мој разбираш?
saa at du skulde spørge efter min Misgerning og søge efter min Synd,
7 Ти знаш да нисам крив, и нема никога ко би избавио из Твоје руке.
da du dog ved, at jeg er skyldfri, og der er ingen, som kan redde af din Haand?
8 Твоје су ме руке створиле и начиниле, и Ти ме одсвуда потиреш.
Dine Hænder have skabt og dannet mig hel og holden; og nu vil du opsluge mig!
9 Опомени се да си ме као од кала начинио, и опет ћеш ме у прах обратити.
Kære, kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og nu vil du gøre mig til Støv igen!
10 Ниси ли ме као млеко слио и као сир усирио ме?
Har du ej udgydt mig som Mælk og ladet mig løbe sammen som Ost?
11 Навукао си на ме кожу и месо, и костима и жилама сплео си ме.
Du har klædet mig med Hud og Kød, og sammenføjet mig med Ben og Sener?
12 Животом и милошћу даривао си ме; и старање Твоје чувало је дух мој.
du har skænket mig Liv og Miskundhed, og din Omhu har bevaret min Aand.
13 И сакрио си то у срцу свом; али знам да је у Тебе.
Men disse Ting havde du skjult i dit Hjerte: Jeg ved, at dette var besluttet hos dig:
14 Ако сам згрешио, опазио си ме, и ниси ме опростио безакоња мог.
Dersom jeg syndede, saa vilde du vare paa mig og vilde ikke kende mig fri for min Misgerning.
15 Ако сам скривио, тешко мени! Ако ли сам прав, не могу подигнути главе, пун срамоте и видећи муку своју.
Havde jeg været skyldig, da ve mig! og var jeg retfærdig, da turde jeg dog ikke opløfte mit Hoved; jeg er mæt af Forsmædelse og har set nok af min Elendighed.
16 И ако се подигне, гониш ме као лав, и опет чиниш чудеса на мени.
Og hævede mit Hoved sig, da vilde du jage mig som en Løve, og du vilde komme igen og handle underligt imod mig;
17 Понављаш сведочанства своја против мене, и умножаваш гнев свој на ме; војске једне за другом излазе на ме.
du vilde føre nye Vidner imod mig og lade din Fortørnelse tage til imod mig; der vilde komme nye Skarer, ja, en Hær imod mig.
18 Зашто си ме извадио из утробе? О да умрех! Да ме ни око не виде!
Men hvorfor udførte du mig af Moders Liv? jeg havde opgivet Aanden, og intet Øje havde set mig!
19 Био бих као да никада нисам био; из утробе у гроб био бих однесен.
Jeg skulde have været, som om jeg ikke havde været til, været ført til Graven fra Moders Liv.
20 Није ли мало дана мојих? Престани дакле и окани ме се да се мало опоравим,
Ere mine Dage ikke faa? hold dog op! lad af fra mig, at jeg maa vederkvæge mig lidt,
21 Пре него отидем одакле се нећу вратити, у земљу тамну и у сен смртни,
før jeg gaar bort og kommer ikke tilbage, hen til Mørkheds og Dødens Skygges Land,
22 У земљу тамну као мрак и у сен смртни, где нема промене и где је видело као тама.
et skummelt Land som Mørke — Dødens Skygge og ingen Orden — hvor selve Lyset er Mørke.
