Књига проповедникова 1
1 Речи проповедника, сина Давидовог цара у Јерусалиму.
Ord af Prædikeren, Davids Søn, Konge i Jerusalem.
2 Таштина над таштинама, вели проповедник, таштина над таштинама, све је таштина.
Endeløs Tomhed, sagde Prædikeren, endeløs Tomhed, alt er Tomhed!
3 Каква је корист човеку од свега труда његовог, којим се труди под сунцем?
Hvad Vinding har Mennesket af al den Flid, han gør sig under Solen?
4 Нараштај један одлази и други долази, а земља стоји увек.
Slægt går, og Slægt kommer, men Jorden står til evig Tid.
5 Сунце излази и залази, и опет хити на место своје одакле излази.
Sol står op, og Sol går ned og haster igen til sin Opgangs Sted.
6 Ветар иде на југ и обрће се, и у обртању свом враћа се.
Vinden går mod Syd og drejer mod Nord, den drejer atter og atter og vender tilbage til samme Kredsløb.
7 Све реке теку у море, и море се не препуња; одакле теку реке, онамо се враћају да опет теку.
Alle Bække løber i Havet, men Havet bliver ikke fuldt; det Sted, til hvilket Bækkene løber, did bliver de ved at løbe.
8 Све је мучно, да човек не може исказати; око се не може нагледати, нити се ухо може наслушати.
Alting slider sig træt; Mand hører ikke op med at tale, Øjet bliver ikke mæt af at se, Øret ej fuldt af at høre.
9 Шта је било то ће бити, шта се чинило то ће се чинити, и нема ништа ново под сунцем.
Det, der kommer, er det, der var, det, der sker, er det, der skete; der er slet intet nyt under Solen.
10 Има ли шта за шта би ко рекао: Види, то је ново? Већ је било за векова који су били пре нас.
Kommer der noget, om hvilket man siger: "Se, her er da noget nyt!"det har dog for længst været til i Tiderne forud for os
11 Не помиње се шта је пре било; ни оно што ће после бити неће се помињати у оних који ће после настати.
Ej mindes de svundne Slægter, og de ny, som kommer engang, skal ej heller mindes af dem, som kommer senere hen.
12 Ја проповедник бејах цар над Израиљем у Јерусалиму.
Jeg, Prædikeren, var Konge over Israel i Jerusalem.
13 И управих срце своје да тражим и разберем мудрошћу све што бива под небом; тај мучни посао даде Бог синовима људским да се муче око њега.
Jeg vendte min Hu til at ransage og med Visdom udgranske alt, hvad der sker under Himmelen; det er et ondt Slid, som Gud har givet Menneskens Børn at slide med.
14 Видех све што бива под сунцем, и гле, све је таштина и мука духу.
Jeg så alt, hvad der sker under Solen, og se, det er alt sammen Tomhed og Jag efter Vind.
15 Шта је криво не може се исправити, и недостаци не могу се избројати.
Kroget kan ej blive lige, og halvt kan ej blive helt.
16 Ја рекох у срцу свом говорећи: Ево, ја постах велик, и претекох мудрошћу све који бише пре мене у Јерусалиму, и срце моје виде много мудрости и знања.
Jeg tænkte ved mig selv: "Se, jeg har vundet større og rigere Visdom end alle de, der før mig var over Jerusalem, og mit Hjerte har skuet Visdom og Kundskab i Fylde."
17 И управих срце своје да познам мудрост и да познам безумље и лудост; па дознах да је и то мука духу.
Jeg vendte min Hu til at fatte, hvad der er Visdom og Kundskab, og hvad der er Dårskab og Tåbelighed; jeg skønnede, at også det er Jag efter Vind.
18 Јер где је много мудрости, много је бриге, и ко умножава знање умножава муку.
Thi megen Visdom megen Græmmelse, øget Kundskab øget Smerte.
