Psalmi 78
1 Èuj, narode moj, nauk moj, prigni uho svoje k rijeèima usta mojih.
En læresalme av Asaf. Lytt, mitt folk, til min lære, bøi eders ører til min munns ord!
2 Otvoram za prièu usta svoja, kazaæu stare pripovijetke.
Jeg vil oplate min munn med tankesprog, jeg vil la utstrømme gåtefulle ord fra fordums tid.
3 Što slušasmo i doznasmo, i što nam kazivaše oci naši,
Det vi har hørt og vet, og det våre fedre har fortalt oss,
4 Neæemo zatajiti od djece njihove, naraštaju poznom javiæemo slavu Gospodnju i silu njegovu i èudesa koja je uèinio.
det vil vi ikke dølge for deres barn, men for den kommende slekt fortelle Herrens pris og hans styrke og de undergjerninger som han har gjort.
5 Svjedoèanstvo podiže u Jakovu, i u Izrailju postavi zakon, koji dade ocima našim da ga predadu djeci svojoj;
Han har reist et vidnesbyrd i Jakob og satt en lov i Israel, som han bød våre fedre å kunngjøre sine barn,
6 Da bi znao potonji naraštaj, djeca koja æe se roditi, pa i oni da bi kazivali svojoj djeci
forat den kommende slekt, de barn som skulde fødes, kunde kjenne dem, kunde stå frem og fortelle dem for sine barn
7 Da polažu na Boga nadanje svoje, i ne zaboravljaju djela Božijih, i zapovijesti njegove da drže;
og sette sitt håp til Gud og ikke glemme Guds gjerninger, men holde hans bud
8 I da ne budu kao oci njihovi, rod nevaljao i uporan, rod koji ne bješe tvrd srcem svojim, niti vjeran Bogu duhom svojim.
og ikke være som deres fedre, en opsetsig og gjenstridig slekt, en slekt som ikke gjorde sitt hjerte fast, og hvis ånd ikke var trofast mot Gud.
9 Sinovi Jefremovi naoružani, koji strijeljaju iz luka, vratiše se natrag, kad bijaše boj.
Efra'ims barn, de rustede bueskyttere, vendte om på stridens dag.
10 Ne saèuvaše zavjeta Božijega, i po zakonu njegovu ne htješe hoditi.
De holdt ikke Guds pakt og vilde ikke vandre i hans lov,
11 Zaboraviše djela njegova, i èudesa, koja im je pokazao,
og de glemte hans store gjerninger og de under som han hadde latt dem se.
12 Kako pred ocima njihovijem uèini èudesa u zemlji Misirskoj, na polju Soanu;
For deres fedres øine hadde han gjort under i Egyptens land, på Soans mark.
13 Razdvoji more, i provede ih, od vode naèini zid;
Han kløvde havet og lot dem gå gjennem det og lot vannet stå som en dynge.
14 I vodi ih danju oblakom, i svu noæ svijetlijem ognjem;
Og han ledet dem ved skyen om dagen og hele natten ved ildens lys.
15 Raskida stijene u pustinji, i poji ih kao iz velike bezdane;
Han kløvde klipper i ørkenen og gav dem å drikke som av store vanndyp.
16 Izvodi potoke iz kamena, i vodi vodu rijekama.
Og han lot bekker gå ut av klippen og vann flyte ned som strømmer.
17 Ali oni još jednako griješiše njemu, i gnjeviše višnjega u pustinji.
Men de blev ennu ved å synde mot ham, å være gjenstridige mot den Høieste i ørkenen.
18 I kušaše Boga u srcu svom, ištuæi (jela) po volji svojoj,
Og de fristet Gud i sitt hjerte, så de krevde mat efter sin lyst.
19 I vikaše na Boga, i rekoše: “može li Bog zgotoviti trpezu u pustinji?
Og de talte mot Gud, de sa: Kan vel Gud dekke bord i ørkenen?
20 Evo! on udari u kamen, i poteèe voda, i rijeke ustadoše; može li i hljeba dati? hoæe li i mesa postaviti narodu svojemu?”
Se, han har slått klippen så det fløt ut vann, og bekker strømmet over; mon han også kan gi brød, eller kan han komme med kjøtt til sitt folk?
21 Gospod èu i razljuti se, i oganj se razgorje na Jakova, i gnjev se podiže na Izrailja.
Derfor, da Herren hørte det, harmedes han, og ild optendtes mot Jakob, og vrede reiste sig mot Israel,
22 Jer ne vjerovaše Bogu i ne uzdaše se u pomoæ njegovu.
fordi de ikke trodde på Gud og ikke stolte på hans frelse.
23 Tada zapovjedi oblacima odozgo, i otvori vrata nebeska,
Og han gav skyene der oppe befaling og åpnet himmelens porter.
24 I pusti, te im podaždje mana za jelo, i hljeb nebeski dade im.
Og han lot manna regne over dem til føde og gav dem himmelkorn.
25 Hljeba anðelskoga jeðaše èovjek; posla im (jela) do sitosti.
Englebrød åt enhver; han sendte dem næring til mette.
26 Pusti nebom ustoku, i navede silom svojom jug;
Han lot østenvinden fare ut i himmelen og førte sønnenvinden frem ved sin styrke.
27 I kao prahom zasu ih mesom, i kao pijeskom morskim pticama krilatim;
Og han lot kjøtt regne ned over dem som støv og vingede fugler som havets sand,
28 Pobaca ih sred okola njihova, oko šatora njihovijeh.
og han lot dem falle ned midt i deres leir, rundt omkring deres boliger.
29 I najedoše se i dade im što su željeli.
Og de åt og blev såre mette, og det de lystet efter, gav han dem.
30 Ali ih još i ne proðe želja, još bješe jelo u ustima njihovijem,
De hadde ennu ikke latt fare det de lystet efter, ennu var deres mat i deres munn,
31 Gnjev se Božji podiže na njih i pomori najjaèe meðu njima, i mladiæe u Izrailju pobi.
da reiste Guds vrede sig mot dem, og han herjet blandt deres kraftfulle menn, og Israels unge menn slo han ned.
32 Preko svega toga još griješiše, i ne vjerovaše èudesima njegovijem.
Med alt dette syndet de enda og trodde ikke på hans undergjerninger.
33 I pusti, te dani njihovi prolaziše uzalud, i godine njihove u strahu.
Derfor lot han deres dager svinne bort i tomhet og deres år i forskrekkelse.
34 Kad ih ubijaše, onda pritjecahu k njemu, i obraæahu se i iskahu Boga;
Når han herjet blandt dem, da spurte de efter ham og vendte om og søkte Gud
35 I pominjahu da je Bog obrana njihova, i višnji izbavitelj njihov.
og kom i hu at Gud var deres klippe, og den høieste Gud deres gjenløser.
36 Laskahu mu ustima svojima, i jezikom svojim lagahu mu.
Men de smigret for ham med sin munn og løi for ham med sin tunge.
37 A srce njihovo ne bješe njemu vjerno, i ne bijahu tvrdi u zavjetu njegovu.
Og deres hjerte hang ikke fast ved ham, og de var ikke tro mot hans pakt.
38 Ali on bješe milostiv, i pokrivaše grijeh, i ne pomori ih, èesto ustavljaše gnjev svoj, i ne podizaše sve jarosti svoje.
Men han, han er miskunnelig, han tilgir misgjerning og forderver ikke; mange ganger lot han sin vrede vende om og lot ikke all sin harme bryte frem.
39 Opominjaše se da su tijelo, vjetar, koji prolazi i ne vraæa se.
Og han kom i hu at de var kjød, et åndepust som farer avsted og ikke kommer tilbake.
40 Koliko ga puta rasrdiše u pustinji, i uvrijediše u zemlji gdje se ne živi!
Hvor titt var de ikke gjenstridige mot ham i ørkenen, gjorde ham sorg på de øde steder!
41 Sve nanovo kušaše Boga, i sveca Izrailjeva dražiše.
Og de fristet Gud på ny og krenket Israels Hellige.
42 Ne sjeæaše se ruke njegove i dana, u koji ih izbavi iz nevolje,
De kom ikke hans hånd i hu den dag han forløste dem fra fienden,
43 U koji uèini u Misiru znake svoje i èudesa svoja na polju Soanu;
han som gjorde sine tegn i Egypten og sine under på Soans mark.
44 I provrže u krv rijeke njihove i potoke njihove, da ne mogoše piti.
Han gjorde deres elver til blod, og sine rinnende vann kunde de ikke drikke.
45 Posla na njih bubine da ih kolju, i žabe da ih more.
Han sendte imot dem fluesvermer som fortærte dem, og frosk som fordervet dem.
46 Ljetinu njihovu dade crvu, i muku njihovu skakavcima.
Og han gav gnageren deres grøde og gresshoppen deres høst.
47 Vinograde njihove pobi gradom, i smokve njihove slanom.
Han slo deres vintrær ned med hagl og deres morbærtrær med haglstener.
48 Gradu predade stoku njihovu, i stada njihova munji.
Og han overgav deres fe til haglet og deres hjorder til ildsluer.
49 Posla na njih ognjeni gnjev svoj, jarost, srdnju i mržnju, èetu zlijeh anðela.
Han slapp sin brennende vrede løs mot dem, harme og forbitrelse og trengsel, en sending av ulykkes-bud.
50 Ravni stazu gnjevu svojemu, ne èuva duša njihovijeh od smrti, i život njihov predade pomoru.
Han brøt vei for sin vrede, sparte ikke deres sjel for døden, overgav deres liv til pesten.
51 Pobi sve prvence u Misiru, prvi porod po kolibama Hamovijem.
Og han slo alle førstefødte i Egypten, styrkens førstegrøde i Kams telter.
52 I povede narod svoj kao ovce, i vodi ih kao stado preko pustinje.
Og han lot sitt folk bryte op som en fåreflokk og førte dem som en hjord i ørkenen.
53 Vodi ih pouzdano, i oni se ne bojaše, a neprijatelje njihove zatrpa more.
Og han ledet dem tryggelig, og de fryktet ikke, men havet skjulte deres fiender.
54 I dovede ih na mjesto svetinje svoje, na ovu goru, koju zadobi desnica njegova.
Og han førte dem til sitt hellige landemerke, til det berg hans høire hånd hadde vunnet.
55 Odagna ispred lica njihova narode; ždrijebom razdijeli njihovo dostojanje, i po šatorima njihovijem naseli koljena Izrailjeva.
Og han drev hedningene ut for deres åsyn og lot deres land tilfalle dem som arvedel og lot Israels stammer bo i deres telter.
56 Ali oni kušaše i srdiše Boga višnjega i uredaba njegovijeh ne saèuvaše.
Men de fristet Gud, den Høieste, og var gjenstridige mot ham, og de aktet ikke på hans vidnesbyrd.
57 Odustaše i odvrgoše se, kao i oci njihovi, slagaše kao rðav luk.
De vek av og var troløse, som deres fedre, de vendte om, likesom en bue som svikter.
58 Uvrijediše ga visinama svojim, i idolima svojim razdražiše ga.
Og de vakte hans harme med sine offerhauger og gjorde ham nidkjær med sine utskårne billeder.
59 Bog èu i razgnjevi se i rasrdi se na Izrailja veoma.
Gud hørte det og blev vred, og han blev såre kjed av Israel.
60 Ostavi naselje svoje u Silomu, šator, u kojem življaše s ljudma.
Og han forlot sin bolig i Silo, det telt han hadde opslått blandt menneskene.
61 I opravi u ropstvo slavu svoju, i krasotu svoju u ruke neprijateljeve.
Og han overgav sin styrke til fangenskap og sin herlighet i fiendens hånd.
62 I predade maèu narod svoj, i na dostojanje svoje zaplamtje se.
Og han overgav sitt folk til sverdet og harmedes på sin arv.
63 Mladiæe njegove jede oganj, i djevojkama njegovijem ne pjevaše svatovskih pjesama;
Ild fortærte dets unge menn, og dets jomfruer fikk ingen brudesang.
64 Sveštenici njegovi padaše od maèa, i udovice njegove ne plakaše.
Dets prester falt for sverdet, og dets enker holdt ikke klagemål.
65 Najposlije kao iza sna probudi se Gospod, prenu se kao junak kad se napije vina.
Da våknet Herren som en sovende, som en helt som jubler av vin.
66 I pobi neprijatelje svoje s leða, vjeènoj sramoti predade ih.
Og han slo sine motstandere tilbake, påførte dem en evig skam.
67 I ne htje šatora Josifova, i koljena Jefremova ne izabra.
Og han forkastet Josefs telt og utvalgte ikke Efra'ims stamme,
68 Nego izabra koljeno Judino, goru Sion, koja mu omilje.
men han utvalgte Juda stamme, Sions berg som han elsket.
69 I sagradi svetinju svoju kao gornje svoje stanove, i kao zemlju utvrdi je dovijeka.
Og han bygget sin helligdom lik høie fjell, lik jorden, som han har grunnfestet for evig tid.
70 I izabra Davida slugu svojega, i uze ga od torova ovèijih,
Og han utvalgte David, sin tjener, og tok ham fra fårehegnene;
71 I od dojilica dovede ga da pase narod njegov, Jakova, i našljedstvo njegovo, Izrailja.
fra de melkende får som han gikk bakefter, hentet han ham til å vokte Jakob, sitt folk, og Israel, sin arv.
72 I on ih pase èistijem srcem, i vodi ih mudrijem rukama.
Og han voktet dem efter sitt hjertes opriktighet og ledet dem med sin forstandige hånd.
