< Psalmi 73 >

1 Ta dobar je Bog Izrailju, onima koji su èista srca.
(En Salme af Asaf.) Visselig, god er Gud mod Israel; mod dem, der er rene af Hjertet!
2 A noge moje umalo ne zaðoše, umalo ne popuznuše stopala moja,
Mine Fødder var nær ved at snuble, mine Skridt var lige ved at glide;
3 Jer se rasrdih na bezumnike videæi kako bezbožnici dobro žive.
thi over Dårerne græmmed jeg mig, jeg så, at det gik de gudløse vel;
4 Jer ne znaju za nevolju do same smrti, i tijelo je njihovo pretilo.
thi de kender ikke til Kvaler, deres Livskraft er frisk og sund;
5 Na poslovima èovjeèijim nema ih, i ne muèe se s drugim ljudima.
de kender ikke til menneskelig Nød, de plages ikke som andre.
6 Toga radi optoèeni su ohološæu kao ogrlicom, i obuèeni u obijest kao u stajaæe ruho.
Derfor har de Hovmod til Halssmykke, Vold er Kappen, de svøber sig i.
7 Od debljine izbuljeno im je oko, srce puno klape.
Deres Brøde udgår af deres Indre, Hjertets Tanker bryder igennem.
8 Potsmijevaju se, pakosno govore o nasilju, oholo govore.
I det dybe taler de ondt, i det høje fører de Urettens Tale,
9 Usta svoja dižu u nebo, i zemlju prolazi jezik njihov.
de løfter Munden mod Himlen, Tungen farer om på Jorden.
10 I zato se onamo navraæaju neki iz naroda njegova, i piju vodu iz puna izvora.
Derfor vender mit Folk sig hid og drikker Vand i fulde Drag.
11 I govore: kako æe razabrati Bog? zar višnji zna?
De siger: "Hvor skulde Gud vel vide det, skulde den Højeste kende dertil?"
12 Pa eto, ovi bezbožnici sreæni na svijetu umnožavaju bogatstvo.
Se, det er de gudløses kår, altid i Tryghed, voksende Velstand!
13 Zar dakle uzalud èistim srce svoje, i umivam bezazlenošæu ruke svoje,
Forgæves holdt jeg mit Hjerte rent og tvætted mine Hænder i Uskyld,
14 Dopadam rana svaki dan, i muke svako jutro?
jeg plagedes Dagen igennem, blev revset på ny hver Morgen!
15 Kad bih kazao: govoriæu kao i oni, iznevjerio bih rod sinova tvojih.
Men jeg tænkte: "Taler jeg så, se, da er jeg troløs imod dine Sønners Slægt."
16 I tako stadoh razmišljati da bih ovo razumio; ali to bješe teško u oèima mojima.
Så grundede jeg på at forstå det, møjsommeligt var det i mine Øjne,
17 Dok najposlije uðoh u svetinju Božiju, i doznah kraj njihov.
Til jeg kom ind i Guds Helligdomme, skønned, hvordan deres Endeligt bliver:
18 Ta na klizavom mjestu postavio si ih, i bacaš ih u propast!
Du sætter dem jo på glatte Steder, i Undergang styrter du dem.
19 Kako zaèas propadaju, ginu, nestaje ih od nenadne strahote!
Hvor brat de dog lægges øde, går under, det ender med Rædsel!
20 Kao san, kad se èovjek probudi, tako probudivši ih, Gospode, u ništa obraæaš utvaru njihovu.
De er som en Drøm, når man vågner, man vågner og regner sit Syn for intet.
21 Kad kipljaše srce moje i rastrzah se u sebi,
Så længe mit Hjerte var bittert og det nagede i mine Nyrer,
22 Tada bijah neznalica i ne razumijevah; kao živinèe bijah pred tobom.
var jeg et Dyr og fattede intet, jeg var for dig som Kvæg.
23 Ali sam svagda kod tebe, ti me držiš za desnu ruku.
Dog bliver jeg altid hos dig, du holder mig fast om min højre;
24 Po svojoj volji vodiš me, i poslije æeš me odvesti u slavu.
du leder mig med dit Råd og tager mig siden bort i Herlighed.
25 Koga imam na nebu? i s tobom nièega neæu na zemlji.
Hvem har jeg i Himlen? Og har jeg blot dig, da attrår jeg intet på Jorden!
26 Èezne za tobom tijelo moje i srce moje; Bog je grad srca mojega i dio moj dovijeka.
Lad kun mit Kød og mit Hjerte vansmægte, Gud er mit Hjertes Klippe, min Del for evigt.
27 Jer evo koji otstupiše od tebe, ginu; ti istrebljavaš svakoga koji èini preljubu ostavljajuæi tebe.
Thi de, der fjerner sig fra dig, går under, - du udsletter hver, som er dig utro.
28 A meni je dobro biti blizu Boga. Na Gospoda polažem nadanje svoje, i kazivaæu sva èudesa tvoja.
Men at leve Gud nær er min Lykke, min Lid har jeg sat til den Herre HERREN, at jeg kan vidne om alle dine Gerninger.

< Psalmi 73 >