Psalmi 69

1 Pomozi mi, Bože, jer doðe voda do duše.

(Til Sangmesteren. Til Liljerne. Af David.) Frels mig Gud, thi Vandene når mig til Sjælen,

2 Propadam u dubokom glibu, gdje nema dna; tonem vodi u dubine, i vali me zatrpavaju.

jeg er sunket i bundløst Dynd, hvor der intet Fodfæste er, kommet i Vandenes Dyb, og Strømmen går over mig;

3 Iznemogoh vièuæi, promuèe mi grlo, pobijelješe mi oèi pogledajuæi Boga.

træt har jeg skreget mig, Struben brænder, mit Øje er mat af at bie på min Gud;

4 Onijeh koji mrze na me ni za što ima više nego kose na glavi mojoj; osiliše koji hoæe da me pogube, lažljivi neprijatelji moji. Što nijesam otimao, valja da vratim.

flere end mit Hoveds Hår er de, der hader mig uden Grund, mange er de, som vil mig til Livs, uden Skel er mig fjendske; hvad jeg ikke har ranet, skal jeg dog erstatte!

5 Bože! ti znaš je li u meni bezumlje, i krivice moje nijesu sakrivene od tebe.

Gud, du kender min Dårskab, min Skyld er ej skjult for dig.

6 Nemoj da se postide u meni koji se uzdaju u tebe, Gospode, Gospode nad vojskama! Nemoj da se posrame u meni koji traže tebe, Bože Izrailjev!

Lad mig ej bringe Skam over dem, som bier på dig, o Herre, Hærskarers HERRE, lad mig ej bringe Skændsel over dem der søger dig, Israels Gud!

7 Jer tebe radi podnosim rug, i sramota popade lice moje.

Thi for din Skyld bærer jeg Spot, mit Åsyn dækkes af Skændsel;

8 Tuðin postadoh braæi svojoj, i neznan sinovima matere svoje.

fremmed er jeg for mine Brødre en Udlænding for min Moders Sønner.

9 Jer revnost za kuæu tvoju jede me i ruženja onijeh koji tebe ruže padaju na me.

Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, Spotten mod dig er faldet på mig:

10 Plaèem, postim se dušom svojom, i to mi se prima za zlo;

jeg spæged min Sjæl med Faste, og det blev mig til Spot;

11 Mjesto haljine oblaèim vreæu, i bivam im prièa.

i Sæk har jeg klædt mig, jeg blev dem et Mundheld.

12 O meni se razgovaraju sjedeæi na vratima, pijuæi vino pjevaju me.

De, der sidder i Porten, taler om mig, ved Drikkelagene synger de om mig.

13 A ja se molim tebi, Gospode; vrijeme je da se smiluješ, Bože; po velikoj milosti svojoj usliši me, jer je istinito spasenje tvoje.

Men jeg beder, HERRE, til dig i Nådens Tid, o Gud, i din store Miskundhed svare du mig!

14 Izvadi me iz gliba, da ne propadnem; da se izbavim od nenavidnika i iz duboke vode;

Frels mig med din trofaste Hjælp fra Dyndet, at jeg ikke skal synke; red mig fra dem, der hader mig, fra Vandenes Dyb,

15 Da me ne uzme voda na maticu, da me ne proždre puèina, i da ne sklopi jama nada mnom ždrijela svojega.

lad Strømmen ikke gå over mig; lad Dybet ikke sluge mig eller Brønden lukke sig over mig.

16 Usliši me, Gospode, jer je blagost tvoja milosrdna, po velikoj dobroti svojoj pogledaj me.

Svar mig, HERRE, thi god er din Nåde, vend dig til mig efter din store Barmhjertighed;

17 Nemoj odvratiti lica svojega od sluge svojega; jer me je tuga; pohitaj, usliši me.

dit Åsyn skjule du ej for din Tjener, thi jeg er i Våde, skynd dig og svar mig;

18 Približi se duši mojoj, izbavi je; nasuprot neprijateljima mojim izbavi me.

kom til min Sjæl og løs den, fri mig for mine Fjenders Skyld!

19 Ti znaš pod kakvim sam rugom, stidom i sramotom; pred tobom su svi neprijatelji moji.

Du ved, hvorledes jeg smædes og bærer Skam og Skændsel; du har Rede på alle mine Fjender.

20 Sramota satr srce moje, iznemogoh; èekam hoæe li se kome sažaliti, ali nema nikoga; hoæe li me ko potješiti, ali ne nalazim.

Spot har ulægeligt knust mit Hjerte; jeg bied forgæves på Medynk, på Trøstere uden at finde;

21 Daju mi žuè da jedem, i u žeði mojoj poje me octom.

de gav mig Malurt at spise og slukked min Tørst med Eddike.

22 Trpeza njihova neka im bude mreža i zamka, to neka im bude plata.

Lad Bordet foran dem blive en Snare, deres Takofre blive en Fælde;

23 Neka im potamne oèi njihove, da ne vide, i njihove bedre raslabi zasvagda.

lad Øjnene slukkes, så Synet svigter, lad Lænderne altid vakle!

24 Izlij na njih jarost svoju, i plamen gnjeva tvojega neka ih obuzme!

Din Vrede udøse du over dem din glødende Harme nå dem;

25 Stan njihov neka opusti, i u njihovijem šatorima neka ne bude nikoga da živi.

deres Teltlejr blive et Øde, og ingen bo i deres Telte!

26 Jer koga si ti porazio, oni gone, i umnožavaju jade onima koje si ti ranio.

Thi de forfølger den, du slog, og øger Smerten for dem, du såred.

27 Meæi na njih krivicu za krivicom, da ne doðu do pravde tvoje.

Tilregn dem hver eneste Brøde lad dem ikke få Del i din Retfærd;

28 Neka se izbrišu iz knjige živijeh, i s pravednicima nek ne budu zapisani.

lad dem slettes af Livets Bog, ej optegnes blandt de retfærdige!

29 A ja sam ništ i bolan; pomoæ tvoja, Bože, nek me zakloni.

Men mig, som er arm og lidende, bjærge din Frelse, o Gud!

30 Slaviæu ime Božije u pjesmi, velièaæu ga u hvali.

Jeg vil prise Guds Navn med Sang og ophøje ham med Tak;

31 To je Bogu milije od vola, od teleta s rogovima i s papcima.

det er mer for HERREN end Okser end Tyre med Horn og Klove!

32 Vidjeæe ništi i radovaæe se. Koji tražite Boga, oživjeæe srce vaše.

Når de ydmyge ser det, glæder de sig; I, som søger Gud, eders Hjerte oplives!

33 Jer Bog èuje uboge, i sužanja svojih ne ogluša se.

Thi HERREN låner de fattige Øre, han agter ej fangne Venner ringe.

34 Neka ga hvale nebesa i zemlja, mora i sve što se u njima mièe!

Himmel og Jord skal prise ham, Havet og alt, hvad der rører sig der;

35 Jer æe Bog spasti Sion, sazidaæe gradove Judine; i ljudi æe se ondje naseliti i naslijediæe ga.

thi Gud vil frelse Zion og opbygge Judas Byer; der skal de bo og tage det i Eje;

36 I natražje æe se sluga njegovijeh utvrditi u njemu, i koji ljube ime njegovo nastavaæe na njemu.

hans Tjeneres Afkom skal arve det, de, der elsker hans Navn, skal bo deri.