Psalmi 44
1 Bože, svojim ušima slušasmo, oci nam naši pripovijedaše djelo koje si uèinio u njihovo vrijeme, u staro vrijeme.
Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Maskil.
2 Rukom svojom izgnao si narode, a njih posadio; iskorijenio si plemena, a njih namnožio.
Gud, vi har hørt det med egne Ører, vore Fædre har fortalt os derom; du øved en Daad i deres Dage, i Fortids Dage med din Haand;
3 Jer ne zadobiše zemlje svojim maèem, niti im mišica njihova pomože, nego tvoja desnica i tvoja mišica, i svjetlost lica tvojega, jer ti bijahu omiljeli.
Folk drev du bort, men plantede hine, Folkeslag knuste du, men dem lod du brede sig;
4 Bože, care moj, ti si onaj isti, pošlji pomoæ Jakovu!
thi de fik ej Landet i Eje med Sværdet, det var ej deres Arm, der gav dem Sejr, men det var din højre, din Arm og dit Ansigts Lys, thi du havde dem kær.
5 S tobom æemo izbosti neprijatelje svoje, i s imenom tvojim izgaziæemo one koji ustaju na nas.
Du, du er min Konge, min Gud, som sender Jakob Sejr.
6 Jer se ne uzdam u luk svoj, niti æe mi maè moj pomoæi.
Ved dig nedstøder vi Fjenden, Modstanderne træder vi ned i dit Navn;
7 Nego æeš nas ti izbaviti od neprijatelja našijeh, i nenavidnike naše posramiæeš.
thi ej paa min Bue stoler jeg, mit Sværd kan ikke give mig Sejr;
8 Bogom æemo se hvaliti svaki dan, i ime tvoje slaviæemo dovijeka.
men du gav os Sejr over Fjenden, du lod vore Avindsmænd blive til Skamme.
9 Ali sad si nas povrgao i posramio, i ne ideš s vojskom našom.
Vi roser os altid af Gud, dit Navn vil vi love for evigt. (Sela)
10 Obraæaš nas te bježimo ispred neprijatelja, i neprijatelji nas naši haraju.
Dog har du forstødt os, gjort os til Spot, du drager ej med vore Hære;
11 Dao si nas kao ovce da nas jedu, i po narodima rasijao si nas.
du lader os vige for Fjenden, vore Avindsmænd tager sig Bytte;
12 U bescjenje si prodao narod svoj, i nijesi mu podigao cijene.
du har givet os hen som Slagtekvæg, og strøet os ud mellem Folkene,
13 Dao si nas na potsmijeh susjedima našijem, da nam se rugaju i sramote nas koji žive oko nas.
dit Folk har du solgt til Spotpris, vandt ikke Rigdom ved Salget.
14 Naèinio si od nas prièu u naroda, gledajuæi nas mašu glavom tuðinci.
Til Haan for Naboer gør du os, til Spot og Spe for Grander,
15 Svaki je dan sramota moja preda mnom, i stid je popao lice moje
du gør os til Mundheld blandt Folkene, lader Folkeslagene ryste paa Hovedet ad os.
16 Od rijeèi potsmjevaèevih i rugaèevih, i od pogleda neprijateljevih i osvetljivèevih.
Min Skændsel er mig altid i Tanke, og Skam bedækker mit Aasyn
17 Sve ovo snaðe nas; ali ne zaboravismo tebe, niti prestupismo zavjeta tvojega.
for spottende, haanende Tale, for Fjendens og den hævngerriges Blikke.
18 Ne otstupi natrag srce naše, i stope naše ne zaðoše s puta tvojega.
Alt det kom over os, skønt vi glemte dig ikke, sveg ikke heller din Pagt!
19 Kad si nas bio u zemlji zmajevskoj, i pokrivao nas sjenom smrtnijem,
Vort Hjerte veg ikke fra dig, vore Skridt forlod ej din Vej.
20 Onda da bijasmo zaboravili ime Boga svojega i podigli ruke svoje k Bogu tuðemu,
Dog knuste du os, hvor Sjakalerne bor, og indhylled os i Mørke.
21 Ne bi li Bog iznašao to? Jer on zna tajne u srcu.
Havde vi glemt vor Guds Navn, bredt Hænderne ud mod en fremmed Gud,
22 A ubijaju nas za tebe svaki dan; s nama postupaju kao s ovcama klanicama.
vilde Gud ej opspore det? Han kender jo Hjerternes Løndom —
23 Ustani, što spavaš, Gospode! Probudi se, nemoj odbaciti zasvagda.
nej, for din Skyld dræbes vi Dagen lang og regnes som Slagtekvæg!
24 Zašto kriješ lice svoje? zaboravljaš nevolju i muku našu?
Vaagn op, hvi sover du, Herre? Bliv vaagen, forstød ej for stedse!
25 Duša naša pade u prah, tijelo je naše baèeno na zemlju.
Hvorfor vil du skjule dit Aasyn, glemme vor Nød og Trængsel?
26 Ustani, pomoæi naša, i izbavi nas radi milosti svoje.
Thi vor Sjæl ligger bøjet i Støvet, vort Legeme klæber ved Jorden. Staa op og kom os til Hjælp, forløs os for din Miskundheds Skyld!
