Psalmi 35
1 Gospode! budi suparnik suparnicima mojim; udri one koji udaraju na me.
Af David. Herre! træt med dem, som trætte med mig; strid imod dem, som stride imod mig.
2 Uzmi oružje i štit, i digni se meni u pomoæ.
Grib Skjold og Værge, og staa op at hjælpe mig.
3 Potegni koplje, i presijeci put onima koji me gone, reci duši mojoj: ja sam spasenje tvoje.
Tag Spydet frem og afskær Vejen for mine Forfølgere; sig til min Sjæl: Jeg er din Frelse.
4 Neka se postide i posrame koji traže dušu moju; neka se odbiju natrag i postide koji mi zlo hoæe.
Lad dem, som søge efter mit Liv, blues og blive til Skamme; lad dem, som ville mig ondt, vige tilbage og blive beskæmmede.
5 Neka budu kao prah pred vjetrom, i anðeo Gospodnji neka ih progoni.
Lad dem blive som Avner for Vejret, og Herrens Engel støde dem bort.
6 Neka bude put njihov taman i klizav, i anðeo Gospodnji neka ih tjera.
Lad deres Vej blive mørk og slibrig, og Herrens Engel forfølge dem.
7 Jer ni za što zastriješe mrežom jamu za mene, ni za što iskopaše jamu duši mojoj.
Thi de skjulte uden Skel deres Garn imod mig i en Grube, de grove en Grav for min Sjæl uden Skel.
8 Neka doðe na njega pogibao nenadna, i mreža koju je namjestio neka ulovi njega, neka on u nju padne na pogibao.
Lad Ødelæggelse komme over dem, uden at de vente det; og lad deres Garn, som de skjulte, fange dem, lad dem falde deri til Ødelæggelse.
9 A duša æe se moja radovati o Gospodu, i veseliæe se za pomoæ njegovu.
Men min Sjæl skal glæde sig i Herren, den skal fryde sig i hans Frelse.
10 Sve æe kosti moje reæi: Gospode! ko je kao ti, koji izbavljaš stradalca od onoga koji mu dosaðuje, i ništega i ubogoga od onoga koji ga upropašæuje?
Alle mine Ben skulle sige: Herre! hvo er som du? du, som frier en elendig fra den, som er ham for stærk, ja, en elendig og fattig fra den, som udplyndrer ham.
11 Ustaše na me lažni svjedoci; što ne znam, za ono me pitaju.
Der staa træske Vidner op, de affordre mig det, som jeg ikke ved.
12 Plaæaju mi zlo za dobro, i sirotovanje duši mojoj.
De betale mig ondt for godt, min Sjæl føler sig forladt.
13 Ja se u bolesti njihovoj oblaèih u vreæu, muèih postom dušu svoju, i molitva se moja vraæaše u prsima mojima.
Men der de vare syge, iførte jeg mig Sæk, jeg plagede min Sjæl med Faste, og jeg bad med Hovedet sænket mod min Barm.
14 Kao prijatelj, kao brat postupah; bijah sjetan i s oborenom glavom kao onaj koji za materom žali.
Jeg omgikkes med ham, som han havde været min Ven og Broder; jeg gik i Sørgeklæder og var nedbøjet som en, der sørger for sin Moder.
15 A oni se raduju kad se ja spotaknem, i kupe se, kupe se na me, zadaju rane, ne znam zašto, èupaju i ne prestaju.
Men da jeg kom til at halte, glædede de sig og flokkedes; Uslinger flokkedes om mig, og jeg vidste af intet; de sønderslede og tav ikke.
16 S nevaljalijem i podrugljivijem besposlièarima škrguæu na me zubima svojima.
Iblandt vanhellige og frække Spottere skare de Tænder imod mig.
17 Gospode! hoæeš li dugo gledati? Otmi dušu moju od napadanja njihova, od ovijeh lavova jedinicu moju.
Herre! hvor længe vil du se til? udfri min Sjæl fra deres Ødelæggelse, min eneste fra de unge Løver.
18 Priznavaæu te u saboru velikom, usred mnogoga naroda hvaliæu te:
Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, jeg vil love dig iblandt et talrigt Folk.
19 Da mi se ne bi svetili koji mi zlobe nepravedno, i namigivali oèima koji mrze na me ni za što.
Lad dem, som ere mine Fjender uden Skel, ikke glædes over mig, eller dem, som hade mig uforskyldt, give Vink med Øjnene.
20 Jer oni ne govore o miru, nego na mirne na zemlji izmišljaju lažne stvari.
Thi de tale ikke Fred; men imod de stille i Landet optænke de svigefulde Anslag.
21 Razvaljuju na me usta svoja, i govore: dobro! dobro! vidi oko naše.
Og de lode deres Mund vidt op imod mig; de sagde: Ha, ha! vort Øje har set det.
22 Vidiš, Gospode! nemoj muèati; Gospode! nemoj otstupiti od mene.
Herre! du har set det; ti ikke, Herre! vær ikke langt fra mig.
23 Probudi se, ustani na sud moj, Bože moj i Gospode, i na parnicu moju.
Vaagn op og vær vaagen for min Ret, for min Sag, min Gud og min Herre!
24 Sudi mi po pravdi svojoj, Gospode, Bože moj, da mi se ne svete.
Herre, min Gud! døm mig efter din Retfærdighed, og lad dem ikke glæde sig over mig,
25 Ne daj da govore u srcu svojem: dobro! to smo htjeli! Ne daj da govore: proždrijesmo ga.
at de ikke skulle sige i deres Hjerte: „Ha, ha! det var vor Lyst!‟ Lad dem ikke sige: „Vi have opslugt ham!‟
26 Nek se postide i posrame svi koji se raduju zlu mojemu, nek se obuku u stid i u sram koji se razmeæu nada mnom.
Lad dem, som glæde sig ved min Ulykke, til Hobe blues og blive til Skamme; lad dem, som gøre sig store imod mig, klædes med Skam og Skændsel.
27 Neka se raduju i vesele koji mi žele pravdu, i govore jednako: velik Gospod, koji želi mira sluzi svojemu!
Lad dem frydes og glædes, som have Lyst til min Retfærdighed, og lad dem altid sige: Herren bør storlig loves, han, som har Lyst til sin Tjeners Fred.
28 I moj æe jezik kazivati pravdu tvoju, i hvalu tebi svaki dan.
Saa skal min Tunge tale om din Retfærdighed, om din Pris den ganske Dag.
