Psalmi 22
1 Bože, Bože moj! zašto si me ostavio udaljivši se od spasenja mojega, od rijeèi vike moje?
Til sangmesteren; efter "Morgenrødens hind"; en salme av David. Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forlatt mig? Langt borte fra min frelse er min klages ord.
2 Bože moj! vièem danju, a ti me ne slušaš, i noæu, ali nemam mira.
Min Gud! Jeg roper om dagen, og du svarer ikke, og om natten, og jeg får ikke tie.
3 Sveti, koji živiš u pohvalama Izrailjevim!
Og du er dog hellig, du som troner over Israels lovsanger.
4 U tebe se uzdaše oci naši, uzdaše se, i ti si ih izbavljao.
Til dig satte våre fedre sin lit; de satte sin lit til dig, og du utfridde dem.
5 Tebe prizivaše, i spasavaše se; u tebe se uzdaše, i ne ostajaše u sramoti.
Til dig ropte de, og de blev reddet; til dig satte de sin lit, og de blev ikke til skamme.
6 A ja sam crv, a ne èovjek; potsmijeh ljudima i rug narodu.
Men jeg er en orm og ikke en mann, menneskers spott og folks forakt.
7 Koji me vide, svi mi se rugaju, razvaljuju usta, mašu glavom,
Alle de som ser mig, spotter mig, vrenger munnen, ryster på hodet og sier:
8 I govore: oslonio se na Gospoda, neka mu pomože, neka ga izbavi, ako ga miluje.
Sett din vei i Herrens hånd! Han skal redde ham, han skal utfri ham, siden han har behag i ham.
9 Ta, ti si me izvadio iz utrobe; ti si me umirio na sisi matere moje.
Ja, du er den som drog mig frem av mors liv, som lot mig hvile trygt ved min mors bryst.
10 Za tobom pristajem od roðenja, od utrobe matere moje ti si Bog moj.
På dig er jeg kastet fra mors liv; fra min mors skjød er du min Gud.
11 Ne udaljuj se od mene; jer je nevolja blizu, a nema pomoænika.
Vær ikke langt borte fra mig! for trengselen er nær, og det er ingen hjelper.
12 Opteèe me mnoštvo telaca; jaki volovi Vasanski opkoliše me;
Sterke okser omringer mig, Basans okser kringsetter mig.
13 Razvališe na me usta svoja. Lav je gladan lova i rièe.
De spiler op sin munn imot mig som en sønderrivende og brølende løve.
14 Kao voda razlih se; rasuše se sve kosti moje; srce moje posta kao vosak, rastopilo se u meni.
Jeg er utøst som vann, og alle mine ben skiller sig at; mitt hjerte er som voks, smeltet midt i mitt liv.
15 Sasuši se kao crijep krjepost moja, i jezik moj prionu za grlo, i u prah smrtni meæeš me.
Min kraft er optørket som et potteskår, og min tunge henger fast ved mine gommer, og i dødens støv legger du mig.
16 Opkoliše me psi mnogi; èeta zlikovaca ide oko mene, probodoše ruke moje i noge moje.
For hunder omringer mig, de ondes hop kringsetter mig; de har gjennemboret mine hender og mine føtter.
17 Mogao bih izbrojiti sve kosti svoje. Oni gledaju, i od mene naèiniše stvar za gledanje.
Jeg kan telle alle mine ben; de ser til, de ser på mig med lyst.
18 Dijele haljine moje meðu sobom, i za dolamu moju bacaju ždrijeb.
De deler mine klær mellem sig og kaster lodd om min kjortel.
19 Ali ti, Gospode, ne udaljuj se. Silo moja, pohitaj mi u pomoæ.
Men du? Herre, vær ikke langt borte, du min styrke, skynd dig å hjelpe mig!
20 Izbavi od maèa dušu moju, od psa jedinicu moju.
Redd min sjel fra sverdet, mitt eneste fra hunders vold!
21 Saèuvaj me od usta lavovijeh, i od rogova bivolovih, èuvši, izbavi me.
Frels mig fra løvens gap, og fra villoksenes horn - du bønnhører mig!
22 Kazujem ime tvoje braæi; usred skupštine hvaliæu te.
Jeg vil kunngjøre ditt navn for mine brødre, midt i menigheten vil jeg love dig.
23 Koji se bojite Gospoda, hvalite ga. Sve sjeme Jakovljevo! poštuj ga. Boj ga se, sve sjeme Izrailjevo!
I som frykter Herren, lov ham, all Jakobs ætt, ær ham, og frykt for ham, all Israels ætt!
24 Jer se ne ogluši molitve ništega niti je odbi; ne odvrati od njega lica svojega, nego ga usliši kad ga zazva.
For han har ikke foraktet og ikke avskydd den elendiges elendighet og ikke skjult sitt åsyn for ham; men da han ropte til ham, hørte han.
25 Tebe æu hvaliti na skupštini velikoj; zavjete svoje svršiæu pred onima koji se njega boje.
Fra dig utgår min pris i en stor forsamling; mine løfter vil jeg holde for deres øine som frykter ham.
26 Neka jedu ubogi i nasite se, i neka hvale Gospoda koji ga traže; živo da bude srce vaše dovijeka.
De saktmodige skal ete og bli mette; de som søker Herren, skal love ham; eders hjerte leve til evig tid!
27 Opomenuæe se i obratiæe se ka Gospodu svi krajevi zemaljski, i pokloniæe se pred njim sva plemena neznabožaèka.
Alle jordens ender skal komme det i hu og vende om til Herren, og alle folkenes slekter skal tilbede for ditt åsyn.
28 Jer je Gospodnje carstvo; on vlada narodima.
For riket hører Herren til, og han hersker over folkene.
29 Ješæe i pokloniæe se svi pretili na zemlji; pred njim æe pasti svi koji slaze u prah, koji ne mogu saèuvati duše svoje u životu.
Alle jordens rikmenn skal ete og tilbede; for hans åsyn skal alle de bøie sig som stiger ned i støvet, og den som ikke kan holde sin sjel i live.
30 Sjeme æe njihovo služiti njemu. Kazivaæe se za Gospoda rodu potonjemu.
Efterkommerne skal tjene ham, der skal fortelles om Herren til efterslekten.
31 Doæi æe, i kazivaæe pravdu njegovu ljudima njegovijem, koji æe se roditi; jer je on uèinio ovo.
De skal komme og kunngjøre hans rettferdighet for det folk som blir født, at han har gjort det.
