Psalmi 22
1 Bože, Bože moj! zašto si me ostavio udaljivši se od spasenja mojega, od rijeèi vike moje?
Til Sangmesteren. Efter »Morgenrødens Hind«. En Salme af David.
2 Bože moj! vièem danju, a ti me ne slušaš, i noæu, ali nemam mira.
Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern.
3 Sveti, koji živiš u pohvalama Izrailjevim!
Min Gud, jeg raaber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile.
4 U tebe se uzdaše oci naši, uzdaše se, i ti si ih izbavljao.
Og dog er du den hellige, som troner paa Israels Lovsange.
5 Tebe prizivaše, i spasavaše se; u tebe se uzdaše, i ne ostajaše u sramoti.
Paa dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem;
6 A ja sam crv, a ne èovjek; potsmijeh ljudima i rug narodu.
de raabte til dig og frelstes, forlod sig paa dig og blev ikke til Skamme.
7 Koji me vide, svi mi se rugaju, razvaljuju usta, mašu glavom,
Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe;
8 I govore: oslonio se na Gospoda, neka mu pomože, neka ga izbavi, ako ga miluje.
alle, der ser mig, haaner mig, vrænger Mund og ryster paa Hovedet:
9 Ta, ti si me izvadio iz utrobe; ti si me umirio na sisi matere moje.
»Han har væltet sin Sag paa HERREN; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham.«
10 Za tobom pristajem od roðenja, od utrobe matere moje ti si Bog moj.
Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst;
11 Ne udaljuj se od mene; jer je nevolja blizu, a nema pomoænika.
paa dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud.
12 Opteèe me mnoštvo telaca; jaki volovi Vasanski opkoliše me;
Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper!
13 Razvališe na me usta svoja. Lav je gladan lova i rièe.
Stærke Tyre staar omkring mig, Basans vældige omringer mig,
14 Kao voda razlih se; rasuše se sve kosti moje; srce moje posta kao vosak, rastopilo se u meni.
spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende Løver.
15 Sasuši se kao crijep krjepost moja, i jezik moj prionu za grlo, i u prah smrtni meæeš me.
Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet paa mig;
16 Opkoliše me psi mnogi; èeta zlikovaca ide oko mene, probodoše ruke moje i noge moje.
min Gane er tør som et Potteskaar, til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv.
17 Mogao bih izbrojiti sve kosti svoje. Oni gledaju, i od mene naèiniše stvar za gledanje.
Thi Hunde staar omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder,
18 Dijele haljine moje meðu sobom, i za dolamu moju bacaju ždrijeb.
jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de paa mig.
19 Ali ti, Gospode, ne udaljuj se. Silo moja, pohitaj mi u pomoæ.
Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod.
20 Izbavi od maèa dušu moju, od psa jedinicu moju.
Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp!
21 Saèuvaj me od usta lavovijeh, i od rogova bivolovih, èuvši, izbavi me.
Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste af Hundes Vold!
22 Kazujem ime tvoje braæi; usred skupštine hvaliæu te.
Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.
23 Koji se bojite Gospoda, hvalite ga. Sve sjeme Jakovljevo! poštuj ga. Boj ga se, sve sjeme Izrailjevo!
Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i Forsamlingen:
24 Jer se ne ogluši molitve ništega niti je odbi; ne odvrati od njega lica svojega, nego ga usliši kad ga zazva.
»I, som frygter HERREN, pris ham, ær ham; al Jakobs Æt, bæv for ham, al Israels Æt!
25 Tebe æu hvaliti na skupštini velikoj; zavjete svoje svršiæu pred onima koji se njega boje.
Thi han foragtede ikke, forsmaaede ikke den armes Raab, skjulte ikke sit Aasyn for ham, men hørte, da han raabte til ham!«
26 Neka jedu ubogi i nasite se, i neka hvale Gospoda koji ga traže; živo da bude srce vaše dovijeka.
Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri mine Løfter iblandt de fromme;
27 Opomenuæe se i obratiæe se ka Gospodu svi krajevi zemaljski, i pokloniæe se pred njim sva plemena neznabožaèka.
de ydmyge skal spise og mættes; hvo HERREN søger, skal prise ham; deres Hjerte leve for evigt!
28 Jer je Gospodnje carstvo; on vlada narodima.
Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Aasyn;
29 Ješæe i pokloniæe se svi pretili na zemlji; pred njim æe pasti svi koji slaze u prah, koji ne mogu saèuvati duše svoje u životu.
thi HERRENS er Riget, han er Folkenes Hersker.
30 Sjeme æe njihovo služiti njemu. Kazivaæe se za Gospoda rodu potonjemu.
De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Aasyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live.
31 Doæi æe, i kazivaæe pravdu njegovu ljudima njegovijem, koji æe se roditi; jer je on uèinio ovo.
Ham skal Efterkommerne tjene; om HERREN skal tales til Slægten, der kommer; de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb ind.
