Psalmi 18
1 Ljubiæu te, Gospode, krjeposti moja,
Til Sangmesteren. Af HERRENS Tjener David, som sang HERREN denne Sang, dengang HERREN havde frelst ham af alle hans Fjenders og af Sauls Haand.
2 Gospode, grade moj, zaklone moj, koji se oboriti ne može, izbavitelju moj, Bože moj, kamena goro, na kojoj se ne bojim zla, štite moj, rože spasenja mojega, utoèište moje!
Han sang: HERRE, jeg har dig hjerteligt kær, min Styrke!
3 Prizivljem Gospoda, kojemu se klanjati valja, i opraštam se neprijatelja svojih.
HERRE, min Klippe, min Borg, min Befrier, min Gud, mit Bjerg, hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit Frelseshorn, mit Værn!
4 Obuzeše me smrtne bolesti, i potoci nevaljalijeh ljudi uplašiše me.
Jeg paakalder HERREN, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender.
Dødens Reb omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømme forfærdede mig, (Sheol h7585)
6 U svojoj tjeskobi prizvah Gospoda, i k Bogu svojemu povikah; on èu iz dvora svojega glas moj, i vika moja doðe mu do ušiju.
Dødsrigets Reb omspændte mig, Dødens Snarer faldt over mig;
7 Zatrese se i pokoleba se zemlja, zadrmaše se i pomjeriše iz temelja gore, jer se on razljuti.
i min Vaande paakaldte jeg HERREN og raabte til min Gud. Han hørte min Røst fra sin Helligdom, mit Raab fandt ind til hans Ører!
8 Podiže se dim od gnjeva njegova, iz usta njegovijeh oganj, koji proždire, i živo ugljevlje otskakaše od njega.
Da rystede Jorden og skjalv, Bjergenes Grundvolde bæved og rysted, thi hans Vrede blussede op.
9 Savi nebesa i siðe. Mrak bješe pod nogama njegovijem.
Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder gnistrede fra ham.
10 Sjede na heruvima i podiže se, i poletje na krilima vjetrnijem.
Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder;
11 Od mraka naèini sebi krov, sjenicu oko sebe, od mraènijeh voda, oblaka vazdušnijeh.
baaret af Keruber fløj han, svæved paa Vindens Vinger;
12 Od sijevanja pred njim kroz oblake njegove udari grad i živo ugljevlje.
han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser, vandfyldte Skyer.
13 Zagrmje na nebesima Gospod, i višnji pusti glas svoj, grad i živo ugljevlje.
Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder gennem hans Skyer.
14 Pusti strijele svoje, i razmetnu ih; silu munja, i rasu ih.
HERREN tordned fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst, Hagl og Ildgløder.
15 I pokazaše se izvori vodeni, i otkriše se temelji vasionoj od prijetnje tvoje, Gospode, od dihanja duha gnjeva tvojega.
Han udslynged Pile, adsplittede dem, Lyn i Mængde og skræmmede dem.
16 Tada pruži s visine ruku, uhvati me, izvuèe me iz vode velike.
Vandenes Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde blottedes ved din Trusel, HERRE, for din Vredes Pust.
17 Izbavi me od neprijatelja mojega silnoga i od mojih nenavidnika, kad bijahu jaèi od mene.
Han udrakte Haanden fra det høje og greb mig, drog mig op af de vældige Vande,
18 Ustaše na me u dan nevolje moje, ali mi Gospod bi potpora.
frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de var mig for stærke.
19 Izvede me na prostrano mjesto, i izbavi me, jer sam mu mio.
Paa min Ulykkes Dag faldt de over mig, men HERREN blev mig til Værn.
20 Dade mi Gospod po pravdi mojoj, i za èistotu ruku mojih dariva me.
Han førte mig ud i aabent Land, han frelste mig, thi han havde Behag i mig.
21 Jer se držah putova Gospodnjih, i ne odmetnuh se Boga svojega,
HERREN gengældte mig efter min Retfærd, lønned mig efter mine Hænders Uskyld;
22 Nego su svi zakoni njegovi preda mnom, i zapovijesti njegovijeh ne uklanjam od sebe.
thi jeg holdt mig til HERRENS Veje, svigted i Gudløshed ikke min Gud;
23 Bih mu vjeran, i èuvah se od bezakonja svojega.
hans Bud stod mig alle for Øje, hans Lov skød jeg ikke fra mig.
24 Dade mi Gospod po pravdi mojoj, po èistoti ruku mojih pred oèima njegovima.
Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for Brøde.
25 Sa svetima postupaš sveto, s èovjekom vjernim vjerno,
HERREN lønned mig efter min Retfærd, mine Hænders Uskyld, som stod ham for Øje!
26 S èistim èisto, a s nevaljalim nasuprot njemu.
Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige,
27 Jer ti pomažeš ljudima nevoljnim, a oèi ponosite ponižavaš.
du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde.
28 Ti raspaljuješ vidjelo moje; Gospod moj prosvjetljuje tamu moju.
De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne Skam!
29 S tobom razbijam vojsku, i s Bogom svojim skaèem preko zida.
Ja, min Lampe lader du lyse, HERRE, min Gud opklarer mit Mørke.
30 Put je Božji vjeran, rijeè Gospodnja èista. On je štit svjema koji se u nj uzdaju.
Thi ved din Hjælp søndrer jeg Mure, ved min Guds Hjælp springer jeg over Volde.
31 Jer ko je Bog osim Gospoda, i ko je obrana osim Boga našega?
Fuldkommen er Guds Vej, lutret er HERRENS Ord. Han er et Skjold for alle, der sætter deres Lid til ham.
32 Ovaj Bog opasuje me snagom, i èini mi vjeran put.
Ja, hvem er Gud uden HERREN, hvem er en Klippe uden vor Gud,
33 Daje mi noge kao u jelena, i na visine stavlja me.
den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig,
34 Uèi ruke moje boju, i mišice moje èini da su luk od mjedi.
gjorde mine Fødder som Hindens og gav mig Fodfæste paa Højene,
35 Ti mi daješ štit spasenja svojega; desnica tvoja drži me, i milost tvoja èini me velika.
oplærte min Haand til Krig, saa mine Arme spændte Kobberbuen!
36 Ti širiš korak moj, te se ne spotièu noge moje.
Du gav mig din Frelses Skjold, din højre støttede mig, din Nedladelse gjorde mig stor;
37 Tjeram neprijatelje svoje i stižem ih, i ne vraæam se dok ih ne istrijebim.
du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke.
38 Obaram ih, i ne mogu ustati, padaju pod noge moje.
Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var gjort til intet,
39 Jer me ti opasuješ snagom za boj, i koji ustanu na me, obaraš ih preda mnom.
slog dem ned, saa de ej kunde rejse sig, men laa faldne under min Fod.
40 Neprijatelja mojih pleæi ti mi obraæaš, i potirem nenavidnike svoje.
Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du i Knæ for mig;
41 Oni vièu, ali nema pomagaèa, ka Gospodu, ali ih on ne sluša.
du slog mine Fjender paa Flugt, mine Avindsmænd rydded jeg af Vejen.
42 Rasipam ih kao prah po vjetru, kao blato po ulicama gazim ih.
De raabte, men ingen hjalp, til HERREN, han svared dem ikke.
43 Ti me izbavljaš od bune narodne, postavljaš me da sam glava tuðim plemenima; narod kojega ne poznavah, služi mi.
Jeg knuste dem som Støv for Vinden, fejed dem bort som Gadeskarn.
44 Po samome èuvenju slušaju me, tuðini pokorni su mi.
Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags Høvding; nu tjener mig ukendte Folk;
45 Tuðini blijede, dršæu u gradovima svojim.
hører de om mig, lyder de mig, Udlandets Sønner kryber for mig;
46 Živ je Gospod, i da je blagosloven braniè moj! Da se uzvisi Bog spasenja mojega,
Udlandets Sønner vansmægter, slæber sig frem af deres Skjul.
47 Bog, koji mi daje osvetu, i pokorava mi narode,
HERREN lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud,
48 Koji me izbavlja od neprijatelja, podiže me nad one koji ustaju na me i od èovjeka žestoka izbavlja me!
den Gud, som giver mig Hævn, tvinger Folkeslag under min Fod
49 Toga radi hvalim te, Gospode, pred narodima, i pojem imenu tvojemu,
og frier mig fra mine vrede Fjender! Du ophøjer mig over mine Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig.
50 Koji slavno izbavljaš cara svojega, i èiniš milost pomazaniku svojemu Davidu i natražju njegovu dovijeka.
HERRE, derfor priser jeg dig blandt Folkene og lovsynger dit Navn, du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede Miskundhed, David og hans Æt evindelig.
