Psalmi 18
1 Ljubiæu te, Gospode, krjeposti moja,
Til Sangmesteren; af David, Herrens Tjener, som talte Ordene af denne Sang for Herren paa den Dag, Herren havde friet ham fra alle hans Fjenders Haand og fra Sauls Haand.
2 Gospode, grade moj, zaklone moj, koji se oboriti ne može, izbavitelju moj, Bože moj, kamena goro, na kojoj se ne bojim zla, štite moj, rože spasenja mojega, utoèište moje!
Og han sagde: Herre! jeg har dig hjertelig kær, min Styrke!
3 Prizivljem Gospoda, kojemu se klanjati valja, i opraštam se neprijatelja svojih.
Herren er min Klippe, min Befæstning og min Frelser; min Gud er min Klippe, paa hvem jeg forlader mig, mit Skjold og mit Frelsens Horn, min faste Borg.
4 Obuzeše me smrtne bolesti, i potoci nevaljalijeh ljudi uplašiše me.
Jeg vil paakalde Herren, som bør loves, saa bliver jeg frelst fra mine Fjender.
Dødens Reb omspændte mig, og Belials Bække forfærdede mig. (Sheol h7585)
6 U svojoj tjeskobi prizvah Gospoda, i k Bogu svojemu povikah; on èu iz dvora svojega glas moj, i vika moja doðe mu do ušiju.
Helvedes Reb omgave mig; Dødens Snarer kom over mig. (questioned)
7 Zatrese se i pokoleba se zemlja, zadrmaše se i pomjeriše iz temelja gore, jer se on razljuti.
Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab til ham kom for hans Øren.
8 Podiže se dim od gnjeva njegova, iz usta njegovijeh oganj, koji proždire, i živo ugljevlje otskakaše od njega.
Og Jorden bævede og rystede, og Bjergenes Grundvolde skælvede; og de bævede, thi han var vred.
9 Savi nebesa i siðe. Mrak bješe pod nogama njegovijem.
Der opgik Røg af hans Næse, og Ild af hans Mund fortærede; Gløder gnistrede ud af den.
10 Sjede na heruvima i podiže se, i poletje na krilima vjetrnijem.
Og han bøjede Himmelen og for ned, og der var Mørkhed under hans Fødder.
11 Od mraka naèini sebi krov, sjenicu oko sebe, od mraènijeh voda, oblaka vazdušnijeh.
Og han for paa Keruben og drog frem, og han fløj paa Vejrets Vinger.
12 Od sijevanja pred njim kroz oblake njegove udari grad i živo ugljevlje.
Han satte Mørkhed til sit Skjul, til sit Paulun trindt omkring sig, mørke Vande og tykke Skyer.
13 Zagrmje na nebesima Gospod, i višnji pusti glas svoj, grad i živo ugljevlje.
Fra Glansen foran ham fore hans Skyer frem, Hagel og Gløder.
14 Pusti strijele svoje, i razmetnu ih; silu munja, i rasu ih.
Og Herren tordnede i Himmelen, og den Højeste udgav sin Røst; der var Hagel og Gløder.
15 I pokazaše se izvori vodeni, i otkriše se temelji vasionoj od prijetnje tvoje, Gospode, od dihanja duha gnjeva tvojega.
Og han udskød sine Pile og adspredte dem, og han lod det lyne stærkt og forfærdede dem.
16 Tada pruži s visine ruku, uhvati me, izvuèe me iz vode velike.
Da saas Vandenes Leje, og Jordens Grundvolde blottedes ved din Trusel, Herre! ved din Næses Aandes Vejr.
17 Izbavi me od neprijatelja mojega silnoga i od mojih nenavidnika, kad bijahu jaèi od mene.
Han udrakte sin Haand fra det høje, han hentede mig, han drog mig op af de store Vande.
18 Ustaše na me u dan nevolje moje, ali mi Gospod bi potpora.
Han friede mig fra min stærke Fjende og fra mine Avindsmænd; thi de vare mig for stærke.
19 Izvede me na prostrano mjesto, i izbavi me, jer sam mu mio.
De overfaldt mig i min Modgangs Tid; men Herren var min Understøttelse.
20 Dade mi Gospod po pravdi mojoj, i za èistotu ruku mojih dariva me.
Og han førte mig ud i det frie; han frelste mig, thi han havde Lyst til mig.
21 Jer se držah putova Gospodnjih, i ne odmetnuh se Boga svojega,
Herren vederlagde mig efter min Retfærdighed; han betalte mig efter mine Hænders Renhed.
22 Nego su svi zakoni njegovi preda mnom, i zapovijesti njegovijeh ne uklanjam od sebe.
Thi jeg har bevaret Herrens Veje, og jeg er ikke funden skyldig for min Gud.
23 Bih mu vjeran, i èuvah se od bezakonja svojega.
Thi alle hans Domme ere for mig, og fra hans Skikke viger jeg ikke.
24 Dade mi Gospod po pravdi mojoj, po èistoti ruku mojih pred oèima njegovima.
Men jeg var oprigtig for ham og vogtede mig for min Synd.
25 Sa svetima postupaš sveto, s èovjekom vjernim vjerno,
Og Herren betalte mig efter min Retfærdighed, efter mine Hænders Renhed for hans Øjne.
26 S èistim èisto, a s nevaljalim nasuprot njemu.
Imod den fromme beviser du dig from; imod den oprigtige Mand viser du dig oprigtig;
27 Jer ti pomažeš ljudima nevoljnim, a oèi ponosite ponižavaš.
imod den rene viser du dig ren, og imod den forvendte viser du dig forvendt.
28 Ti raspaljuješ vidjelo moje; Gospod moj prosvjetljuje tamu moju.
Thi du frelser det elendige Folk, og du fornedrer de høje Øjne.
29 S tobom razbijam vojsku, i s Bogom svojim skaèem preko zida.
Thi du bringer min Lampe til at lyse; Herren min Gud opklarer mit Mørke.
30 Put je Božji vjeran, rijeè Gospodnja èista. On je štit svjema koji se u nj uzdaju.
Thi ved dig stormer jeg imod en Trop, og ved min Gud springer jeg over en Mur.
31 Jer ko je Bog osim Gospoda, i ko je obrana osim Boga našega?
Guds Vej er fuldkommen; Herrens Tale er lutret, han er alle dem et Skjold, som tro paa ham.
32 Ovaj Bog opasuje me snagom, i èini mi vjeran put.
Thi hvo er en Gud uden Herren? og hvo er en Klippe uden vor Gud?
33 Daje mi noge kao u jelena, i na visine stavlja me.
Den Gud, som omgjorder mig med Kraft og gør min Vej fuldkommen,
34 Uèi ruke moje boju, i mišice moje èini da su luk od mjedi.
han gør mine Fødder som Hindernes og lader mig staa fast paa mine Høje.
35 Ti mi daješ štit spasenja svojega; desnica tvoja drži me, i milost tvoja èini me velika.
Han vænner mine Hænder til Striden, og mine Arme spænde Kobberbuen.
36 Ti širiš korak moj, te se ne spotièu noge moje.
Og du giver mig din Frelses Skjold, og din højre Haand understøtter mig, og din Nedladelse gør mig stor.
37 Tjeram neprijatelje svoje i stižem ih, i ne vraæam se dok ih ne istrijebim.
Du gør Rummet vidt under mig for mine Skridt, og mine Ankler vakle ikke.
38 Obaram ih, i ne mogu ustati, padaju pod noge moje.
Jeg forfølger mine Fjender og naar dem og vender ikke tilbage, før jeg har udryddet dem.
39 Jer me ti opasuješ snagom za boj, i koji ustanu na me, obaraš ih preda mnom.
Jeg knuser dem, at de ikke kunne staa op; de faldt under mine Fødder.
40 Neprijatelja mojih pleæi ti mi obraæaš, i potirem nenavidnike svoje.
Og du har omgjordet mig med Kraft til Striden; du bøjede mine Modstandere under mig.
41 Oni vièu, ali nema pomagaèa, ka Gospodu, ali ih on ne sluša.
Og du har drevet mig mine Fjender paa Flugt; mine Hadere udryddede jeg.
42 Rasipam ih kao prah po vjetru, kao blato po ulicama gazim ih.
De raabte, men der var ingen Frelser; til Herren, men han svarede dem ikke.
43 Ti me izbavljaš od bune narodne, postavljaš me da sam glava tuðim plemenima; narod kojega ne poznavah, služi mi.
Og jeg støder dem smaa som Støv for Vejret, som Dynd paa Gader fejer jeg dem bort.
44 Po samome èuvenju slušaju me, tuðini pokorni su mi.
Du udfriede mig fra Folkenes Kiv, du satte mig til Hedningernes Hoved, et Folk, som jeg ikke kendte, de tjene mig.
45 Tuðini blijede, dršæu u gradovima svojim.
Da deres Øren hørte om mig, adløde de mig, den fremmedes Børn smigrede for mig.
46 Živ je Gospod, i da je blagosloven braniè moj! Da se uzvisi Bog spasenja mojega,
Den fremmedes Børn henvisne; de komme skælvende frem af deres Borge.
47 Bog, koji mi daje osvetu, i pokorava mi narode,
Herren lever, højlovet er min Klippe og højt ophøjet min Frelses Gud,
48 Koji me izbavlja od neprijatelja, podiže me nad one koji ustaju na me i od èovjeka žestoka izbavlja me!
den Gud, som giver mig Hævn, og tvinger Folkene under mig.
49 Toga radi hvalim te, Gospode, pred narodima, i pojem imenu tvojemu,
Du er den, som udfrier mig fra mine Fjender, du sætter mig i Sikkerhed for mine Modstandere, du redder mig fra Voldsmanden.
50 Koji slavno izbavljaš cara svojega, i èiniš milost pomazaniku svojemu Davidu i natražju njegovu dovijeka.
Derfor vil jeg bekende dig, Herre! iblandt Hedningerne og lovsynge dit Navn. Stor Frelse beviser han sin Konge og gør Miskundhed imod sin Salvede, imod, David og imod hans Sæd evindelig.
