Psalmi 132
1 Opomeni se, Gospode, Davida i sve smjernosti njegove,
En sang ved festreisene. Herre, gi David lønn for hans møie,
2 Kako se kunijaše Gospodu, i zavjetovaše Bogu Jakovljevu:
han som tilsvor Herren, gav Jakobs Veldige det løfte:
3 “Neæu uæi u šator doma svojega, niti æu leæi na postelju odra svojega;
Jeg vil ikke gå inn i mitt huses telt, jeg vil ikke stige op på min sengs leie,
4 Neæu dati sna oèima svojima, ni vjeðama svojima drijema;
jeg vil ikke unne mine øine søvn, mine øielokk slummer,
5 Dok ne naðem mjesta Gospodu, stana Bogu Jakovljevu.”
før jeg finner et sted for Herren, en bolig for Jakobs Veldige!
6 Evo, èusmo da je u Jefremovoj zemlji, naðosmo ga na poljima Kirijat-Jarimskim.
Se, vi hørte om den i Efrata, vi fant den i skogsbygden.
7 Uðimo u stan njegov, poklonimo se podnožju nogu njegovijeh.
Vi vil komme til hans bolig, vi vil tilbede for hans føtters skammel.
8 Stani, Gospode, na poèivalištu svojem, ti i kovèeg sile tvoje.
Reis dig, Herre, og kom til ditt hvilested, du og din styrkes ark!
9 Sveštenici tvoji nek se obuku u pravdu, i sveci tvoji nek se raduju.
La dine prester klæ sig i rettferd og dine fromme rope med fryd!
10 Radi Davida sluge svojega nemoj odvratiti lica od pomazanika svojega.
For Davids, din tjeners skyld vise du ikke din salvedes åsyn tilbake!
11 Zakle se Gospod Davidu u istini, od koje neæe otstupiti; od poroda tvojega posadiæu na prijestolu tvojemu.
Herren har svoret David en sann ed, som han ikke vil gå fra: Av ditt livs frukt vil jeg sette konger på din trone;
12 Ako sinovi tvoji ušèuvaju zavjet moj i otkrivenja moja kojima æu ih nauèiti, onda æe i sinovi njihovi dovijeka sjedjeti na prijestolu svom.
dersom dine barn holder min pakt og mine vidnesbyrd, som jeg vil lære dem, da skal også deres barn for all tid sitte på dine trone.
13 Jer je izabrao Gospod Sion, i omilje mu živjeti na njemu.
For Herren har utkåret Sion, han har attrådd det til sin bolig:
14 Ovo je poèivalište moje uvijek, ovdje æu se naseliti; jer mi je omiljelo.
Dette er mitt hvilested til evig tid; her vil jeg bo, fordi jeg har attrådd det.
15 Hranu æu njegovu blagosloviti, nište njegove nasitiæu hljeba.
Dets mat vil jeg velsigne, dets fattige vil jeg mette med brød,
16 Sveštenike æu njegove obuæi u spasenje, i sveti æe se njegovi radovati.
og dets prester vil jeg klæ med fryd.
17 Tu æu uèiniti da uzraste rog Davidu, postaviæu vidjelo pomazaniku svojemu.
Der vil jeg la et horn vokse op for David, gjøre i stand en lampe for min salvede.
18 Neprijatelje æu njegove obuæi u sramotu; a na njemu æe cvjetati vijenac njegov.
Hans fiender vil jeg klæ i skam, men på ham skal hans krone stråle.
