Poslovice 5
1 Sine moj, slušaj mudrost moju, k razumu mojemu prigni uho svoje,
Min Søn! giv Agt paa min Visdom; bøj dit Øre til min Indsigt;
2 Da se držiš razboritosti, i usne tvoje da hrane znanje.
at du maa gemme kloge Raad, og at dine Læber maa bevare Kundskab.
3 Jer s usana tuðe žene kaplje med, i grlo joj je mekše od ulja;
Thi med Honning dryppe den fremmede Kvindes Læber, og glattere end Olie er hendes Gane.
4 Ali joj je pošljedak gorak kao pelen, oštar kao maè s obje strane oštar.
Men paa det sidste er hun besk som Malurt, hvas som et tveægget Sværd.
Hendes Fødder gaa nedad til Døden, hendes Skridt stunde imod Dødsriget. (Sheol h7585)
6 Da ne bi mjerio puta životnoga, savijaju se staze njezine da ne znaš.
For at hun ikke skal tænke over Livets Sti, ere hendes Veje ustadige, uden at hun ved det.
7 Zato, djeco, poslušajte mene, i ne otstupajte od rijeèi usta mojih.
Saa hører mig nu, I Børn! og viger ikke fra min Munds Ord.
8 Neka je daleko od nje put tvoj, i ne približuj se k vratima kuæe njezine,
Lad din Vej være langt fra hende, og nærm dig ikke Døren til hendes Hus,
9 Da ne bi dao drugima slave svoje i godina svojih nemilostivome,
at du ikke skal give andre din Ære og en grusom Herre dine Aar;
10 Da se ne bi tuðinci nasitili tvojega blaga i trud tvoj da ne bi bio u tuðoj kuæi,
at fremmede ikke skulle mættes af din Formue, og alt, hvad du har arbejdet for, komme i anden Mands Hus;
11 I da ne ridaš na pošljedak, kad se stroši meso tvoje i tijelo tvoje,
saa at du skal hyle; paa det sidste, naar dit Kød og dit Huld tæres hen,
12 I reèeš: kako mrzih na nastavu, i kako srce moje prezira karanje!
og sige: Hvorledes har jeg dog kunnet hade Undervisning og mit Hjerte kunnet foragte Revselse?
13 I ne poslušah glasa uèitelja svojih, i ne prignuh uha svojega k onima koji me uèahu!
saa at jeg ikke hørte paa mine Læbers Røst, ej heller bøjede mit Øre til dem, som underviste mig.
14 Umalo ne zapadoh u svako zlo usred zbora i skupštine.
Nær var jeg kommen i al Ulykke midt i Forsamlingen og Menigheden.
15 Pij vodu iz svojega studenca i što teèe iz tvojega izvora.
Drik Vand af din egen Brønd og frisk Vand af din egen Kilde!
16 Neka se razlivaju tvoji izvori na polje, i potoci po ulicama.
Skulde vel dine Kilder flyde udenfor, dine Vandbække ud paa Gaderne?
17 Imaj ih sam za se, a ne tuðin s tobom.
Lad dem høre dig til, dig alene, og ikke de fremmede tillige med dig.
18 Blagosloven da je izvor tvoj, i veseli se ženom mladosti svoje;
Din Kilde være velsignet, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru,
19 Neka ti je kao košuta mila i kao srna ljupka; dojke njezine neka te opijaju u svako doba, u ljubavi njezinoj posræi jednako.
en elskelig Hind og en yndig Stenged; hendes Barm beruse dig stedse, i hendes Kærlighed sværme du alle Tider.
20 A zašto bi, sine, posrtao za tuðinkom i golio njedra tuðoj,
Hvorfor vil du, min Søn! sværme for en fremmed Kvinde og favne en anden Kvindes Barm?
21 Kad su pred oèima Gospodu putovi svaèiji, i mjeri sve staze njegove?
Thi en Mands Veje ere for Herrens Øjne, og han vejer alle hans Skridt.
22 Bezbožnika æe uhvatiti njegova bezakonja, i u uža grijeha svojih zaplešæe se;
Den ugudeliges Misgerninger skulle gribe ham selv, og han skal holdes fast i sin Synds Snorer.
23 Umrijeæe bez nastave, i od mnoštva ludosti svoje lutaæe.
Han skal dø, fordi han ikke vilde lade sig undervise, og han skal tumle om for sin Daarligheds Skyld.
