Poslovice 14

1 Mudra žena zida kuæu svoju, a luda svojim rukama raskopava.

Kvinners visdom bygger sitt hus, men dårskap river det ned med sine hender.

2 Ko hodi pravo, boji se Gospoda; a ko je opak na svojim putovima, prezire ga.

Den som vandrer i opriktighet, frykter Herren; men den som går krokveier, forakter ham.

3 U ustima je bezbožnikovijem prut oholosti, a mudre èuvaju usta njihova.

I dårens munn er et ris for hans overmot, men de vises leber er deres vern.

4 Gdje nema volova, èiste su jasle; a obilata je ljetina od sile volovske.

Hvor det ingen okser er, der er krybben tom; men rikelig vinning kommer ved oksens kraft.

5 Istinit svjedok ne laže, a lažan svjedok govori laž.

Trofast vidne lyver ikke, men den som taler løgn, er et falskt vidne.

6 Potsmjevaè traži mudrost, i ne nahodi je; a razumnomu je znanje lako naæi.

Spotteren søker visdom, men finner den ikke; men for den forstandige er kunnskap lett å vinne.

7 Idi od èovjeka bezumna, jer neæeš èuti pametne rijeèi.

Når du går fra en dåre, har du ikke funnet forstand på hans leber.

8 Mudrost je pametnoga da pazi na put svoj, a bezumlje je bezumnijeh prijevara.

Den klokes visdom er at han forstår sin vei, men dårers dårskap er at de bedrar sig selv.

9 Bezumnima je šala grijeh, a meðu pravednima je dobra volja.

Dårer spottes av sitt eget skyldoffer, men blandt de opriktige råder Guds velbehag.

10 Srce svaèije zna jad duše svoje; i u veselje njegovo ne miješa se drugi.

Hjertet kjenner sin egen bitre smerte, og i dets glede blander ingen fremmed sig.

11 Dom bezbožnièki raskopaæe se, a koliba pravednijeh cvjetaæe.

De ugudeliges hus skal ødelegges, men de opriktiges telt skal blomstre.

12 Neki se put èini èovjeku prav, a kraj mu je put k smrti.

Mangen vei tykkes en mann rett, men enden på det er dødens veier.

13 I od smijeha boli srce, i veselju kraj biva žalost.

Endog under latter har hjertet smerte, og enden på gleden er sorg.

14 Putova svojih nasitiæe se ko je izopaèena srca, ali ga se kloni èovjek dobar.

Av sin ferd skal den frafalne mettes, og en god mann holder sig borte fra ham.

15 Lud vjeruje svašta, a pametan pazi na svoje korake.

Den enfoldige tror hvert ord, men den kloke akter på sine skritt.

16 Mudar se boji i uklanja se od zla, a bezuman navire i slobodan je.

Den vise frykter og holder sig fra det onde, men dåren er overmodig og trygg.

17 Nagao èovjek èini bezumlje, a pakostan je èovjek mrzak.

Den bråsinte gjør dårskap, og en svikefull mann blir hatet.

18 Ludi našljeðuje bezumlje, a razboriti vjenèava se znanjem.

De enfoldige har fått dårskap i arv, men de kloke krones med kunnskap.

19 Klanjaju se zli pred dobrima i bezbožni na vratima pravednoga.

De onde må bøie sig for de gode, og de ugudelige ved den rettferdiges porter.

20 Ubogi je mrzak i prijatelju svom, a bogati imaju mnogo prijatelja.

Endog av sin venn blir den fattige hatet; men de som elsker en rik, er mange.

21 Ko prezire bližnjega svojega griješi; a ko je milostiv ubogima, blago njemu.

Den som forakter sin næste, synder; men salig er den som ynkes over arminger.

22 Koji smišljaju zlo, ne lutaju li? a milost i vjera biæe onima koji smišljaju dobro.

Skal ikke de fare vill som tenker ut det som ondt er? Men miskunnhet og trofasthet times dem som optenker godt.

23 U svakom trudu ima dobitka, a govor usnama samo je siromaštvo.

Ethvert møiefullt arbeid gir vinning, men tomt snakk fører bare til tap.

24 Mudrima je vijenac bogatstvo njihovo, a bezumlje bezumnijeh ostaje bezumlje.

De vises rikdom er deres krone, men dårenes dårskap er og blir dårskap.

25 Istinit svjedok izbavlja duše, a lažan govori prijevaru.

Et sanndru vidne frelser liv, men den som taler løgn, er full av svik.

26 U strahu je Gospodnjem jako pouzdanje, i sinovima je utoèište.

Den som frykter Herren, har et sterkt vern, og for hans barn skal Herren være en tilflukt.

27 Strah je Gospodnji izvor životu da se èovjek saèuva od prugala smrtnijeh.

Å frykte Herren er en livsens kilde, så en slipper fra dødens snarer.

28 U mnoštvu je naroda slava caru; a kad nestaje naroda, propast je vladaocu.

Meget folk er kongens ære, men mangel på folk er fyrstens fall.

29 Ko je spor na gnjev, velika je razuma; a ko je nagao pokazuje ludost.

Den langmodige har stor forstand, men den bråsinte viser stor dårskap.

30 Život je tijelu srce zdravo, a zavist je trulež u kostima.

Et saktmodig hjerte er legemets liv, men hissighet er råttenhet i benene.

31 Ko èini krivo ubogome, sramoti stvoritelja njegova; a poštuje ga ko je milostiv siromahu.

Den som trykker en arming, håner hans skaper, men den som har medynk med den fattige, ærer skaperen.

32 Za zlo svoje povrgnuæe se bezbožnik, a pravednik nada se i na smrti.

Når ulykken rammer den ugudelige, kastes han over ende; men den rettferdige er frimodig i døden.

33 Mudrost poèiva u srcu razumna èovjeka, a što je u bezumnima poznaje se.

I den forstandiges hjerte holder visdommen sig stille, men i dårers indre gir den sig til kjenne.

34 Pravda podiže narod, a grijeh je sramota narodima.

Rettferdighet ophøier et folk, men synden er folkenes vanære.

35 Mio je caru razuman sluga, ali na sramotna gnjevi se.

En klok tjener vinner kongens yndest, men over en dårlig tjener kommer hans vrede.